Salmene 76:6
De, som vare stolte i Hjertet, bleve berøvede, de slumrede deres Søvn, og ingen af Stridsmændene fandt (Magt i) sine Hænder.
De, som vare stolte i Hjertet, bleve berøvede, de slumrede deres Søvn, og ingen af Stridsmændene fandt (Magt i) sine Hænder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Du er mere skinnende (og) mægtigere end (de paa) Røverbjergene.
17 som udførte Vogn og Hest, Hær og Magt: De ligge tilhobe, de opstaae ikke, de ere udslukte, (ja) slukte som Hør.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
2 (Der er) Svøbes Lyd og Hjuls Bulders Lyd, og stampende Heste og rumlende Vogne.
3 (Der ere) Ryttere, som opløfte baade skinnende Sværd og blinkende Spyd, og (der skulle være) mange Ihjelslagne og svare (Hobe døde) Kroppe, ja, der skal ikke! være Ende paa Kroppene, man maa snuble, over deres Kroppe.
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
10 For hans Hestes Mangfoldigheds Skyld skal deres Støv bedække dig; dine Mure skulle bæve af Rytteres og Hjuls og Vognes Lyd, naar han skal komme ind ad dine Porte, ligesom man (pleier at) komme udi en Stad, som er igjennembrudt.
11 Han skal nedtræde alle dine Gader med sine Hestes Hover, han skal ihjelslaae dit Folk med Sværdet, og dine stærke Støtter skulle nedfalde til Jorden.
21 Og jeg haver adspredt Hesten ved dig, og den, som rider paa den, og jeg haver adspredt Vognen ved dig, og den, som farer paa den.
9 Drager op, I Heste! og farer som de Gale, I Vogne! og lader de Vældige drage ud, Morland og Put, de, som tage fat paa Skjold, og de Lydier, som tage fat paa Buen (og) spænde (den)!
16 Men I sagde: Nei, men vi ville flye paa Heste; derfor skulle I flye; og vi ville ride paa lette (Heste); derfor skulle eders Forfølgere og være lette.
7 Og det skal skee, at dine udvalgte Dale skulle være fulde af Vogne, og Ryttere skulle sætte hart an imod Porten.
22 Da bleve Hestens Hover forslidte ved Renden, ved dens stærke (Rytteres) Renden.
28 Dets Pile ere skjærpede, og alle dets Buer ere spændte; dets Hestehove maae agtes som en Klippe, og dets Hjul som en Hvirvelvind.
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
30 Af dit Tempel for Jerusalems Skyld skulle Konger fremføre dig Skjenk.
19 Den handler haardt med sine Unger, (ligesom de vare) ikke dens; dens Arbeide er forgjæves, (fordi den er) uden Frygt.
6 Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for deres Ansigt, thi imorgen ved denne Tid vil jeg give dem allesammen ihjelslagne for Israels Ansigt; du skal ødelægge deres Heste og opbrænde deres Vogne med Ild.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
3 for Lyden af hans stærke (Hestes) Hovers Dundren, for hans Vognes Rumlen, for hans Hjuls Bulder; Fædrene skulle ikke see tilbage efter Børnene, fordi de selv have ladet Hænderne synke,
7 Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede; han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel, hans høire Haands Frelse (skeer) ved megen Styrke.
3 Thi Ægypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kjød og ikke Aand; og Herren skal udstrække sin Haand, at Hjælperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, og de alle skulle omkomme tillige.
8 Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
31 Hesten er beredt til Krigens Dag, men Frelse hører Herren til.
4 Spænder Hestene for og stiger op, I Ryttere! og stiller eder frem med Hjelme paa; polerer Spydene, ifører Pantserne.
17 Hesten slaaer Feil til Frelse, og kan ikke redde ved sin store Styrke.
2 For den første Vogn vare røde Heste, og for den anden Vogn sorte Heste,
4 Hans Vældiges Skjold er rødgjort, Krigsmændene ere røde som Skarlagen, Vognene (skulle være som) med Ilds Blus paa den Dag, han bereder sig (til Krig), og Spydene bæve.
1 Vee dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp, og ville fast forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, at de ere mange, og til Ryttere, at de ere saare stærke, og see ikke hen til den Hellige i Israel, og søge ikke Herren!
10 Og jeg vil udrydde Stæderne i dit Land, og nedbryde alle dine Befæstninger.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
5 De skulle springe paa Bjergenes Toppe, som Vogne rumle, som en Ildslue sprager, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
22 Og jeg vil omkaste Rigernes Throne, og ødelægge Hedningernes Rigers Styrke, og jeg vil omkaste Vogne og dem, som fare paa dem, og Hestene skulle nedfalde, og de, som ride paa dem, hver ved den andens Sværd.
23 Og Ægypterne forfulgte og droge efter dem, (nemlig) alle Pharaos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
25 Og han stødte Hjulene af deres Vogne og førte dem besværligen ned; da sagde Ægypterne: Lader os flye for Israel, thi Herren strider for dem imod Ægypterne.
26 Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
15 Hvorfor er (hver) af dine Mægtige nedslagen? han kunde ikke staae, fordi Herren omstødte ham.
14 Ligesom Qvæget, der gaaer ned i Dalen, haver Herrens Aand ladet dem hvile; saaledes førte du dit Folk, for at gjøre dig et herligt Navn.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
17 Hvorfor springe I op, I Bjerge (fulde) med Høie? dette Bjerg havde Gud Lyst til, at boe derpaa; ja, Herren skal boe (derpaa) evindelig.
20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.