Salmenes bok 20:7
Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede; han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel, hans høire Haands Frelse (skeer) ved megen Styrke.
Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede; han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel, hans høire Haands Frelse (skeer) ved megen Styrke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Disse (forlade sig) paa Vogne, og disse paa Heste, men vi, vi ville komme Herrens vor Guds Navn ihu.
9 De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
31 Hesten er beredt til Krigens Dag, men Frelse hører Herren til.
1 Vee dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp, og ville fast forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, at de ere mange, og til Ryttere, at de ere saare stærke, og see ikke hen til den Hellige i Israel, og søge ikke Herren!
21 Thi i ham skal vort Hjerte glædes, thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
13 Herre, vor Gud! der have (andre) Herrer hersket over os foruden dig, (men) alene ved dig ville vi komme dit Navn ihu.
12 Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig.
5 Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alt dit Anslag!
6 Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn opreise Bannere; Herren skal opfylde alle dine Begjæringer.
17 Hesten slaaer Feil til Frelse, og kan ikke redde ved sin store Styrke.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
9 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Fyrsterne.
10 Alle Hedninger omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
16 Men I sagde: Nei, men vi ville flye paa Heste; derfor skulle I flye; og vi ville ride paa lette (Heste); derfor skulle eders Forfølgere og være lette.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
5 Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
6 Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.
1 Naar du uddrager til Krig imod din Fjende, og du seer Heste og Vogne, ja Folk, flere end du, da skal du ikke frygte for dem; thi Herren din Gud er med dig, han, som opførte dig af Ægypti Land.
24 Hvorledes vilde du da drive een Fyrstes Magt tilbage af de mindste min Herres Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld.
3 Tager Ord med eder, og omvender eder til Herren; siger til ham: Tilgiv al Misgjerning, og tag til Takke (med os), saa ville vi betale (dig) med vore Læbers Øxne.
7 Og det skal skee, at dine udvalgte Dale skulle være fulde af Vogne, og Ryttere skulle sætte hart an imod Porten.
3 Thi Ægypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kjød og ikke Aand; og Herren skal udstrække sin Haand, at Hjælperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, og de alle skulle omkomme tillige.
9 Hvorledes vilde du da drive een Fyrstes Magt tilbage af de mindste min Herres Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld.
4 Men du er hellig, du, som boer iblandt Israels Lovsange.
3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
12 Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?
20 enddog du haver sønderstødt os i Dragers Sted, og skjult os med Dødens Skygge.
8 Med ham er en kjødelig Arm, men Herren vor Gud er med os, at hjælpe os og at stride vore Krige; og Folket forlod sig fast paa Ezechias, Judæ Konges, Ord.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
13 Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.
6 De, som vare stolte i Hjertet, bleve berøvede, de slumrede deres Søvn, og ingen af Stridsmændene fandt (Magt i) sine Hænder.
7 Men om du vil sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det (da) ikke ham, hvis Høie og hvis Altere Ezechias haver borttaget og sagt til Juda og til Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede?
13 Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.
20 Men nu, Herre, vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maae kjende, at du er Herren, du alene.
9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
20 Paa hvilket Sted I høre Trompetens Lyd, derhen samler eder til os; vor Gud skal stride for os.
17 (Det skal) ikke (komme) eder (ved) at stride i denne (Strid); stiller eder hen, staaer og seer Herrens Frelse, (som er) med eder, O Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager imorgen ud imod dem, thi Herren (skal være) med eder.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
7 Og hans Land er fyldt med Sølv og Guld, og der er ingen Ende paa hans Liggendefæ; og hans Land er fyldt med Heste, og der er ingen Ende paa hans Vogne.
22 Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det ikke ham, hvis Høie og hvis Altere Ezechias haver borttaget og sagt til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem?
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
8 Vor Hjælp er i Herrens Navn, som gjorde Himmel og Jord.
6 Thi Herren havde ladet de Syrers Leir høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, (ja) en Lyd af en stor Hær; og de sagde, den Ene til den Anden: See, Israels Konge haver leiet imod os de Hethiters Konger og Ægypters Konger at komme over os.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
18 Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
23 Thi Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de stærkere end vi; men sandeligen, lader os stride mod dem paa det jævne (Land, hvad gjælder), om vi ikke skulle blive stærkere end de?
3 for Lyden af hans stærke (Hestes) Hovers Dundren, for hans Vognes Rumlen, for hans Hjuls Bulder; Fædrene skulle ikke see tilbage efter Børnene, fordi de selv have ladet Hænderne synke,