Salmene 108:8
Gud haver talet i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
Gud haver talet i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 (Men) du haver givet dem, som dig frygte, et Banner til at oprette, for Sandheds Skyld. Sela.
7 Paa det dine Elskelige skulle udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.
8 Gud taler i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
9 Gilead er mit, Manasse er mit, og Ephraim er mit Hoveds Magt, Juda er min Lovgiver.
7 Paa det dine Elskelige kunne udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.
2 (da) blev Juda til hans Helligdom, (og) Israel hans Herredømme.
19 Jakobs Deel er ikke som disse, thi han er den, som danner Alting, og (Israel er) hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.
20 Du (haver været) mig en Slaahammer, (ja) Krigsvaaben; og jeg haver adspredt Hedninger ved dig, og fordærvet Riger ved dig.
16 Jakobs Deel er ikke som disse; thi han er den, som haver dannet alle Ting, og Israel er hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.
8 Men jeg, jeg er sandeligen fyldt af Herrens Aands Kraft og af Ret og Styrke, til at kundgjøre Jakob sin Overtrædelse, og Israel sin Synd.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
1 Davids (Psalme). Lovet være Herren, min Klippe! den, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
21 Manasse Ephraim, og Ephraim Manasse, de med hverandre (skulle være) imod Juda; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
4 Thi de indtoge ikke Landet til Arv ved deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høire Haand og din Arm, og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
5 Herren er min Arvs Deel og min Kalk; du er den, som opholder min Lod.
28 Der hersker over dem den lille Benjamin, Judæ Fyrster med deres Hob, Sebulons Fyrster, Naphthali Fyrster.
43 Og jeg stødte dem smaa som Støv for Veiret; som Dynd paa Gader gjorde jeg dem tynde.
13 Thi jeg haver spændt mig Juda, Buen haver jeg fyldt med Ephraim, og jeg haver opvakt dine Børn, o Zion! over dine Børn, o Grækenland! og jeg haver sat dig som en Vældigs Sværd.
19 Og de, (som boe) mod Sønden, skulle eie Esaus Bjerg, og de, som boe paa Sletten, skulle eie Philisterne, ja, de skulle eie Ephraims Mark og Samarias Mark, og Benjamin skal eie Gilead.
24 Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Vee! jeg maa trøste mig paa mine Modstandere og hevne mig paa mine Fjender.
25 hvilken den Herre Zebaoth haver velsignet, sigende: Velsignet er mit Folk, de Ægypter, og de Assyrer, mine Hænders Gjerning, og Israel, min Arv.
10 Fordi at du siger: De tvende Folk og de tvende Lande skulle være mine, og vi ville eie dem, omendskjøndt Herren var der,
22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han, han skal frelse os.
8 Saa skal Folkenes Forsamling omringe dig, og for dens Skyld kom igjen i det Høie!
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
14 Raad og det Bestandige (hører) mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
10 Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig en Konge og Fyrster?
12 Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.
1 Paa den samme Tid, siger Herren, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de, de skulle være mit Folk.
4 Thi Herren haver udvalgt sig Jakob, Israel til sin (synderlige) Eiendom.
9 Thi Herrens Deel er hans Folk, Jakob er hans Arvs Snor.
4 og Kongens Styrke, som elsker Ret; du, du haver befæstet Oprigtigheder, du, du haver gjort Ret og Retfærdighed i Jakob.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
9 Og Folket altsammen, det skal fornemme (det), Ephraim og Indbyggerne i Samaria, thi de sige af Hovmodighed og stort Mod:
6 Thi saa sagde Herren om Judæ Konges Huus: Du er mig (som) Gilead, (som) Libanons Top; mon jeg ikke skal gjøre dig til en Ørk, (til) Stæder, som ikke beboes?
19 Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
18 Thi du er deres Styrkes Priis, og du skal ophøie vort Horn ved din Velbehagelighed.
5 Og nu, dine to Sønner, de, som dig ere fødte i Ægypti Land, før jeg kom til dig i Ægypten, de skulle høre mig til; Ephraim og Manasse skulle høre mig til, som Ruben og Simeon.
5 Min Retfærdighed er nær, min Salighed er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folk; Øer skulle bie efter mig og vente efter min Arm.
16 Og jeg lagde mine Ord i din Mund, og skjulte dig under min Haands Skygge til at plante Himlene og til at grundfæste Jorden, og til at sige til Zion: Du er mit Folk.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og min Saligheds Gud skal ophøies,
5 Da skulle Fyrsterne i Juda sige i deres Hjerte: Jerusalems Indbyggere ere mig til Styrke i den Herre Zebaoth, deres Gud.
14 Saa sagde Herren imod alle mine onde Naboer, de, som antaste den Arv, som jeg uddeler iblandt mit Folk Israel: See, jeg oprykker dem af deres Land, og oprykker Judæ Huus midt fra dem.
8 Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner falde ned.
8 Thi han skal sige: Ere mine Fyrster ikke Konger tillige?
2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham.
4 Og disse ere Ordene, som Herren talede til Israel og Juda;