Salmenes bok 108:7
Paa det dine Elskelige kunne udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.
Paa det dine Elskelige kunne udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
6(Men) du haver givet dem, som dig frygte, et Banner til at oprette, for Sandheds Skyld. Sela.
7Paa det dine Elskelige skulle udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.
8Gud taler i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
8Gud haver talet i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
9Gilead er mit, Manasse er mit, og Ephraim er mit Hoveds Magt, Juda er min Lovgiver.
6Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
11O Gud! ligesom dit Navn er, saa er din Priis indtil Jordens Ender; din høire Haand er fuld af Retfærdighed.
15Der er en frydefuld Røst om Salighed i de Retfærdiges Pauluner; Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
17Og han, han kastede Lod for dem, og hans Haand deelte det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eie det evindeligen, og fra Slægt til Slægt skulle de boe deri.
14Syng (med Fryd), Zions Datter! raab (med Glæde), o Israel! vær glad og, fryd dig i (dit) ganske Hjerte, Jerusalems Datter!
5Herren er min Arvs Deel og min Kalk; du er den, som opholder min Lod.
6Snorene faldt mig paa de liflige (Stæder,) ja det er en deilig Arv for mig.
18Og han sagde til Sebulon: Glæd dig, Sebulon, i din Udfart, og (du), Isaschar, i dine Pauluner!
19De skulle kalde Folkene paa Bjerget, der skulle de offre Retfærdigheds Offere; thi de skulle die Havets Overflødighed og de Liggendefæ, (som ere) skjulte i Sandet.
10Op! op! flyer dog fra Nordenland, siger Herren; thi jeg haver udbredt eder efter de fire Veir under Himmelen, siger Herren.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
17Herren din Gud er inden i dig, en Vældig, (som) skal frelse; han skal være glad over dig med Glæde, han skal tie for sin Kjærligheds Skyld, han skal fryde sig over dig med Frydesang.
8Zion hørte det og blev glad, og Judæ Døttre frydede sig for dine Dommes Skyld, Herre!
17Men der skulle (end) være (Nogle), som skulle undkomme, paa Zions Bjerg, og de skulle være Hellige, og Jakobs Huus skal eie deres Eiendom.
7Og Gideon sagde: Derfor, naar Herren giver Sebah og Zalmuna i min Haand, da vil jeg tærske eders Kjød med Torne af Ørken og med Tidsler.
8Og han drog derfra op til Pnuel og talede til dem paa samme (Maade); og de Mænd i Pnuel svarede ham, ligesom de Mænd i Suchot svarede.
7Og man gav Jotham det tilkjende, og han gik hen og stod paa Grissims Bjergs Top, og opløftede sin Røst og raabte og sagde til dem: Hører mig, I Mænd i Sichem, saa skal Gud høre eder.
2Gud er kjendt i Juda, hans Navn er stort i Israel.
5Og de skulle dele det imellem sig i syv Dele; Juda skal blive i sit Landemærke mod Sønden, og Josephs Huus, de skulle blive i deres Landemærke mod Norden.
35Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi.
16Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens Hellige skulle visseligen synge med Fryd.
7Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
3Mit Bjerg paa Marken! jeg vil give dit Gods, (ja) alle dine Liggendefæ til Rov, (ja) dine Høie, for den Synd, (som du gjorde) inden alle dine Landemærker.
2Og end over Tjenere og over Tjenestepiger vil jeg i de samme Dage udgyde min Aand.
7Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til den Bæk Kison, og hans Vogne og hans Hob (Folk); og jeg vil give ham i din Haand.
14Herre! vær mig naadig, see min Elendighed an af dem, som hade mig, du, som ophøier mig af Dødens Porte,
9Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
29Dette er det Land, som I skulle lade falde Israels Stammer ved Lod til Arv, og disse ere deres Afdelinger, siger den Herre Herre.
3Jeg, jeg haver budet mine Helligede, ja kaldet mine Vældige til (at udføre) min Vrede, dem, som ere glade ved min Høihed.
2(da) blev Juda til hans Helligdom, (og) Israel hans Herredømme.
3Du formerede Folket, gjorde du ikke stor Glæde? de glædede sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, saasom man fryder sig, naar man uddeler Bytte.
27Og du skal halvdele det Rov imellem dem, som have angrebet i Krigen, som vare uddragne i Striden, og imellem al Menigheden.
6Og Himlene skulle kundgjøre hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.
1Og du, Bethlehem Ephrata! er du liden at være iblandt Judæ Tusinder? af dig skal mig En udgaae til at være en Hersker i Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.
19Og han kjøbte det Stykke Ager, paa hvilket han havde slaget sit Paulun, af Hemors Sønners Haand, (som var) Sichems Fader, for hundrede Penninge.
6Raab høit og syng (med Fryd), du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.
27og i Dalen: Beth-Haram og Beth-Nimra og Suchoth og Zaphon, som vare tilovers af Kong Sihons Rige af Hesbon, Jordanen og Landemærket (derhos) indtil Cinnereths Havs Ende, paa hiin Side Jordanen mod Østen.
6See, vi hørte, (at) den var i Ephrata, vi fandt den paa Skovens Mark.
7til at gjøre Hevn paa Hedningerne, og Straf paa Folkene,
23Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: De skulle endnu sige dette Ord i Judæ Land og i hans Stæder, naar jeg omvender deres Fængsel: Herren velsigne dig, du Retfærdigheds Bolig, du hellige Bjerg!
4Han tvinger Folkene under os, ja, Folkene under vore Fødder.
21Og Dommen er kommen over det slette Land, til Holon og til Jahza, og over Mephaat,
9Assyrierne have ogsaa føiet sig til dem; de vare Loths Børns Arm. Sela.