Habakkuk 3:7
Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
8Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
9Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
24Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
15Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
16Jeg hørte det, og min Bug foruroligedes, mine Læber bævede for Lyden, der kom Raaddenhed i mine Been, og jeg foruroligedes paa mit Sted, paa det jeg maa hvile paa Nødens Dag, naar han drager op imod Folket, han, som skal føre Krigsmagt over det.
16Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
3Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
4Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
6I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
7Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
4Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
5Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
2Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Ansigt.
3Og det skede, naar Israel saaede, da kom Midianiterne og Amalekiterne op, og de Folk af Øster, ja de kom op over det.
7Og Herren sagde: Jeg haver grandt seet mit Folks Elendighed, som er i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg veed deres Smerter.
12Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
5Hvor behagelige ere dine Pauluner, Jakob! (ja) dine Boliger, Israel!
5Thi de kom op med deres Fæ og deres Pauluner; de kom ligesom Græshopper i Mangfoldighed, saa at der var intet Tal paa dem og deres Kameler; og de kom i Landet, at fordærve det.
6Og Israel blev saare ringe for Midianiternes Ansigt; og Israels Børn raabte til Herren.
7Og det skede, der Israels Børn raabte til Herren for Midianiternes Skyld,
1Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
4Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
5Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
4Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
8Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
15Da forfærdedes Edoms Fyrster; de Vældige i Moab, dem betog Bævelse; alle Indbyggerne i Canaan bleve mistrøstige.
20Forstyrring over Forstyrring udraabes, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hasteligen ødelagte, (ja) mine Gardiner (ere borttagne) i et Øieblik.
12Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Øster havde lagt sig ned i Dalen som Græshopper i Mangfoldighed, og deres Kameler vare utallige, som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed.
8Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
3Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
3Og Moabiterne gruede saare for Folkets Ansigt, fordi det var meget; og Moabiterne væmmedes ved Israels Børn.
6Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
8Herren Zebaoth er med os; Jakobs Gud er vor Ophøielse. Sela.
3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
3see, da skal Herrens Haand komme paa dit Fæ, som er paa Marken, paa Heste, paa Asener, paa Kameler, paa Øxne og paa smaat Qvæg; en saare svar Pestilentse.
4Thi hans Byrdes Aag og hans Skuldres Riis, (ja) hans Drivers Kjep haver du sønderbrudt, som paa Midians Dag,
9Og nu, see, Israels Børns Skrig er kommet for mig, og jeg haver ogsaa seet den Trængsel, hvormed Ægypterne trænge dem.
21til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
26Og den Herre Zebaoth skal opvække en Svøbe over ham, som i Midians Slag paa Orebs Klippe, og sin Stav, (som han brugte) ved Havet, den skal han og opløfte paa den Viis, som i Ægypten.
3Folkene flyede for Mangfoldigheds Lyd; Hedningerne ere adspredte, fordi du ophøiede dig.
7Da raabte de til Herren, og han satte et Mørke imellem eder og imellem Ægypterne, og lod Havet komme over dem, og det skjulte dem, og eders Øine have seet det, som jeg gjorde i Ægypten; og I bleve i Ørken mange Aar.
21og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
3Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
3Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
11Og Angest skal komme over Havet; men han skal slaae Bølgerne i Havet, og alle Strømmens Dybheder skulle borttørres, og Assyriens Hovmodighed skal fornedres, og Ægypti Spiir bortvige.
6han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,