Jesaja 9:21
Manasse Ephraim, og Ephraim Manasse, de med hverandre (skulle være) imod Juda; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
Manasse Ephraim, og Ephraim Manasse, de med hverandre (skulle være) imod Juda; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Thi Herren skal ophøie Rezins Modstandere over ham, og sætte hans Fjender tilsammen,
12de Syrer fortil, og de Philister bagtil, og de skulle æde Israel med fuld Mund; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
13Og Folket er ikke omvendt til den, som slaaer det, og de søge ikke den Herre Zebaoth.
19Landet er formørket i den Herre Zebaoths Grumhed, og Folket er som det, der fortæres af Ild, de skulle ikke spare, den Ene den Anden.
20Og der skal man skjære (i Stykker) paa den høire Side, og (dog) hungre, og der skal man æde paa den venstre Side, men de skulle (dog) ikke mættes; de skulle æde, hver sin Arms Kjød,
4at Enhver ikke skulde blive bøiet under de Bundne og falde under de Ihjelslagne? i alt dette vender ikke hans Vrede tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
5Vee Assur, (som er) min Vredes Riis! og min Fortørnelse er den Kjep, (som er) i deres Haand.
25Derfor er Herrens Vrede optændt over hans Folk, og han udrakte sin Haand over det og slog det, at Bjergene bævede, og deres (døde) Kroppe vare som Skarnet midt paa Gaderne; i dette altsammen vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
13Og Ephraims Nidkjærhed skal vige, og Judæ Fjender skulle udryddes; Ephraim skal ikke være nidkjær imod Juda, og Juda skal ikke trænge Ephraim.
14Men de skulle flyve paa Philisternes Skuldre imod Vesten, de skulle røve tilhobe dem, som boe imod Østen; imod Edom og Moab skulle de sende deres Magt, og Ammons Børn (skulle bevise) dem Lydighed.
26Dog vendte Herren ikke om fra sin store Vredes Grumhed, som hans Vrede var optændt med mod Juda for alle de Opirrelser, som Manasse havde opirret ham med.
14Og ved en Prophet førte Herren Israel op af Ægypten, og ved en Prophet blev han bevaret.
13Og Joseph tog dem begge, Ephraim i sin høire Haand for Israels venstre Haand, og Manasse i sin venstre Haand for Israels høire Haand, og lod dem komme nær til ham.
14Og Israel rakte sin høire Haand ud og lagde paa Ephraims Hoved, dog han var den Yngste, og sin venstre Haand paa Manasses Hoved; vidende gjorde han saaledes med sine Hænder; thi Manasse var den Førstefødte.
17Der Joseph saae, at hans Fader lagde sin høire Haand paa Ephraims Hoved, da mishagede det ham; og han tog fat paa sin Faders Haand, for at føre den fra Ephraims Hoved paa Manasses Hoved.
13Og det skal skee paa den samme Dag, at Herrens store Forstyrring skal være iblandt dem, og de skulle tage fat, hver paa sin Næstes Haand, og den (Ene) skal opløfte sin Haand imod den Andens Haand.
9Men de adløde ikke; thi Manasse forførte dem til at gjøre værre end Hedningerne, hvilke Herren ødelagde for Israels Børns Ansigt.
5Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en stærk Arm, og med Vrede og med Grumhed og med stor Fortørnelse.
16Og du Menneskesøn! tag dig et Træ og skriv derpaa: For Juda og for dens Medbrødre af Israels Børn; og tag et Træ og skriv derpaa: For Joseph, Ephraims Træ, og alt Israels Huus, hans Medbrødre.
17Og før det ene nær til det andet, (at de blive) til eet Træ, og de skulle være (tilsammen) forenede i din Haand.
3Han afhuggede hvert Israels Horn i (sin) fnysende Vrede, han drog sin høire Haand tilbage for Fjendens Ansigt, og der brænder i Jakob som en Ildslue; den haver fortæret trindt omkring.
13Thi jeg haver spændt mig Juda, Buen haver jeg fyldt med Ephraim, og jeg haver opvakt dine Børn, o Zion! over dine Børn, o Grækenland! og jeg haver sat dig som en Vældigs Sværd.
8Gud haver talet i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
15fordi de gjorde det, som er ondt for mine Øine, og opirrede mig fra den Dag, da deres Fædre droge ud af Ægypten, og indtil denne Dag.
19(da) siig til dem: Saa sagde den Herre Herre: See, jeg vil tage Josephs Træ, som haver været i Ephraims Haand, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og jeg vil lægge dem til det, (som er) Judæ Træ, og gjøre dem til eet Træ, og de skulle være Eet i min Haand.
17Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle, og ei forbarme sig over dets Faderløse og dets Enker; thi hver er en Øienskalk og Ond, og hver Mund taler Daarlighed; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
9Og Ammons Børn droge over Jordanen, at stride ogsaa imod Juda og imod Benjamin og imod Ephraims Huus, saa at Israel var saare trængt.
7Paa det dine Elskelige skulle udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.
20Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Ephraim og som Manasse; og han satte Ephraim for Manasse.
16Ephraim er slagen, deres Rod er bleven tør, de skulle ikke bære Frugt; og om de end føde, vil jeg dog dræbe deres Livs ønskelige (Frugt).
17Min Gud skal forkaste dem, thi de høre ham ikke; og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningerne.
2Ephraim føder sig med Vind og jager efter Østenveir, den ganske Dag formerer han Løgn og Ødelæggelse, og de gjøre Pagt med Assyrien, og Olie føres til Ægypten.
9Men Manasse forførte Juda og Indbyggerne i Jerusalem til at gjøre værre end Hedningerne, som Herren havde ødelagt for Israels Børns Ansigt.
18Og Jakobs Huus skal være en Ild, og Josephs Huus en Lue, men Esaus Huus (skal være) Halm, og de skulle brænde dem og fortære dem, og der skal ingen Overbleven være for Esaus Huus, thi Herren haver talet det.
7Forbandet være deres Vrede, thi den er streng, og deres Hastighed, thi den er haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel.
17Herren skal lade Dage komme over dig og over dit Folk og over din Faders Huus, som ikke ere komne siden den Dag, Ephraim veg fra Juda, ved Kongen af Assyrien.
10Mod Sønden var Ephraims, og mod Norden var Manasse (Arv), og Havet var hans Landemærke; og de støde til Aser mod Norden, og til Isaschar mod Østen.
28Josephs Børn efter deres Slægter vare: Manasse og Ephraim.
9Ephraim skal blive øde paa Straffens Dag; iblandt Israels Stammer haver jeg kundgjort, at det er vist.
11Saa sagde Herren: For tre Edoms Overtrædelser og for fire vil jeg ikke afvende det, fordi han forfulgte sin Broder med Sværdet, og haver fordærvet sin Barmhjertighed, og hans Vrede haver altid sønderrevet, og han holder sin Grumhed evindeligen.
5Og ved Manasse Landemærke, fra det østre Hjørne indtil det vestre Hjørne, (for) Ephraim een (Deel).
10Da fraskilte Amazia den Trop, som var kommen til ham af Ephraim, at gaae til deres Sted; men deres Vrede optændtes saare imod Juda, og de vendte tilbage til deres Sted med fnysende Vrede.
9Og det skal skee paa den samme Dag, siger Herren, da vil jeg udrydde dine Heste midt af dig, og jeg vil fordærve dine Vogne.
8Ephraim, han blander sig iblandt Folkene, Ephraim er (som) en Kage, der er ikke vendt.
6Og Sværdet skal blive over hans Stæder, og fortære hans Lemmer, og æde (dem), for deres Raads Skyld.
9Og Folket altsammen, det skal fornemme (det), Ephraim og Indbyggerne i Samaria, thi de sige af Hovmodighed og stort Mod:
26Dette er det Raad, det, som er raadslaget over alt Landet, og denne er den Haand, som er udrakt over alle Hedningerne.