Jobs bok 19:17

Original Norsk Bibel 1866

Min Aand var fremmed for min Hustru, og jeg maa bede til mit Livs Børn om Naade.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Job 2:9-9 : 9 Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Fuldkommenhed? velsign Gud, og dø! 10 Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige (Qvinder) taler; skulle vi alene tage imod det Gode af Gud og ikke tage imod det Onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
  • Job 17:1 : 1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.

    14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.

    15 De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.

    16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; jeg maatte bede til ham om Naade med min (egen) Mund.

  • 78%

    18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.

    19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.

    20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.

    21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.

  • 1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.

  • 18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.

  • 15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.

  • 12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.

  • 3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,

  • 27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,

  • 68%

    9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.

    10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.

    11 Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.

  • 15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).

  • 68%

    9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Qvinde, eller jeg haver luret ved min Næstes Dør,

    10 da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.

  • 10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.

  • 19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.

  • 20 Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?

  • 19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?

  • 40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine

  • 11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

  • 4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?

  • 20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,

  • 67%

    18 Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.

    19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

  • 20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.

  • 24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.

  • 27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.

  • 3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.

  • 21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,

  • 8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skjændsel haver skjult mit Ansigt.

  • 12 Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?

  • 22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.

  • 13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?

  • 67%

    4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.

    5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.

  • 6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?

  • 15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.

  • 11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.

  • 2 Hvad, min Søn! og hvad, du mit Livs Søn! ja hvad, mine Løfters Søn?

  • 2 Gaaer irette med eders Moder, gaaer irette (med hende), thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ikke hendes Mand; og lader hende bortskaffe sine Horerier fra sit Ansigt, og sit Skjørlevnet fra sine Bryster,

  • 16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.

  • 18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!

  • 14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?

  • 1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.