Salmenes bok 30:5
Synger (Psalmer) for Herren, I hans Hellige, og takker ham til hans Helligheds Ihukommelse.
Synger (Psalmer) for Herren, I hans Hellige, og takker ham til hans Helligheds Ihukommelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Han skal ikke evindeligen trætte, ei heller beholde (Vrede) evindelig.
5 at de Ugudeliges Frydeskrig er nær (ved at forgaae), og Øienskalkes Glæde varer et Øieblik?
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
6 Vil du evindeligen være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt?
14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
1 Og du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke dig, Herre! at du haver været vred paa mig, (men) din Vrede er bortvendt, og du trøster mig.
6 Thi et Øieblik (varer) hans Vrede, (men) Livet er i hans Velbehagelighed; om Aftenen, (ja) Natten igjennem skeer Graad, men om Morgenen Frydeskrig.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.
11 Herre, hør og vær mig naadig; Herre, vær min Hjælper!
5 De, som saae med Graad, skulle høste med Frydesang.
8 Det Lidet, Vreden (varede), skjulte jeg mit Ansigt et Øieblik fra dig, men jeg haver forbarmet mig over dig med evig Miskundhed, sagde Herren, din Gjenløser.
15 I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
24 Denne er Dagen, som Herren gjorde; lader os frydes og glædes i ham.
7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.
8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
8 Afgrund raaber til Afgrund under dine Renders Lyd; alle dine Vandvover og dine Bølger gik over mig.
25 Thi det er endnu et Lidet, (ja) en føie (Tid), da skal Grumhed endes, og min Vrede (skal komme) til at fortære dem.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.
7 Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
8 Lad af fra Vrede og forlad Hastighed, lad (din Vrede) ikke optændes, (hvormed du) visseligen gjør ilde.
12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen, men hans Bevaagenhed er som Dug paa Urter.
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
5 Mon han skal beholde (Vrede) evindeligen eller bevare (den) til evig Tid? See, du talede og gjorde disse onde Ting, og du faaer Overhaand (dermed).
4 Der er opgaaet et Lys i Mørket for de Oprigtige; (han er) naadig og barmhjertig og retfærdig.
15 Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
17 See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
11 Der er saaet et Lys for den Retfærdige, og Glæde for de Oprigtige i Hjertet.
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
22 Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
29 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.
11 Glæder eder i Herren og fryder eder, I Retfærdige! og synger med Fryd, alle I, som ere oprigtige i Hjertet!
5 Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren, hans Gud,
14 (Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
14 Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
2 Det er godt at takke Herren, og at synge dit Navn Psalmer, du Høieste!
11 Saa skulle Herrens Forløste vende om og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være paa deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glæde, (men) Sorg og Suk skal flye (fra dem).
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
34 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig;
4 Herre! du opførte min Sjæl af Graven, du lod mig leve, at; jeg ikke foer ned i Hulen.
5 Men vi vare, vi alle, som de Urene, og alle vore Retfærdigheder som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgjerning førte os bort som et Veir.