Habakkuk 3:11
Sol (og) Maane stode (stille i deres) Bolig; med Lyset fore dine Pile derhen, med Skinnet (foer) dit blinkende Spyd.
Sol (og) Maane stode (stille i deres) Bolig; med Lyset fore dine Pile derhen, med Skinnet (foer) dit blinkende Spyd.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
12Da talede Josva til Herren paa samme Dag, der Herren gav de Amoriter for Israels Børns Ansigt, og han sagde for Israels Øine: Sol, vær stille i Gibeon, og Maane i Ajalons Dal!
13Saa var Solen stille, og Maanen blev staaende, indtil Folket havde hevnet sig paa sine Fjender; er det ikke skrevet i den Oprigtiges Bog? saa blev Solen staaende midt paa Himmelen og ilede ikke til at gaae ned henved en heel Dag.
12Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
17Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
23Kan du gjøre, at den bevæges som en Græshoppe? dens Næses Magt er heel forfærdelig.
3Og hans Hytte er i Salem, og hans Bolig i Zion.
4Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
5Og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandheds Skyld med Sagtmodighed (og) Retfærdighed; og din høire Haand skal lære dig forfærdelige Ting.
13Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
14Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
15Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem.
6Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.
6Solen skal ikke stikke dig om Dagen, eller Maanen om Natten.
10Jorden bæver for deres Ansigt, Himmelen bæver; Sol og Maane blive sorte, og Stjernerne forholde deres Skin.
15Slaaer eders Hakker sammen til Sværd, og eders Segle til Spyd; den Skrøbelige skal sige: Jeg er en vældig (Krigsmand).
12Thi de bøiede (sig) over dig til det Onde, de tænkte et Anslag, (dog) de kunde ikke (fuldkomme) det.
4(Den er som) den Vældiges skjærpede Pile med Gløder af Enebærtræ.
3Lover ham, Sol og Maane, lover ham, alle lyse Stjerner!
12Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
14Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul.
7Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
20Af Himmelen stredes (imod dem); Stjernerne i deres høie Veie strede mod Sisera.
35Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
12Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
26dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
4Og (hans) Skin var som Lyset, (der gik) ham tvende Horn af hans Haand, og der var hans Styrkes Skjul.
3Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
14og af Solens Grødes kostelige (Frugt), og af Maanens Fremførelses kostelige (Frugt),
4Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
3Du er meget deiligere end Menneskens Børn, der er Naade udøst paa dine Læber; derfor velsignede dig Gud evindelig.
3Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
12Haver du i dine Dage budet Morgenen? haver du viist Morgenrøden sit Sted?
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
7Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
28Dets Pile ere skjærpede, og alle dets Buer ere spændte; dets Hestehove maae agtes som en Klippe, og dets Hjul som en Hvirvelvind.
3Thi Herren haver omvendt Jakobs Hovmodighed som Israels Hovmodighed; thi Plukkere have afplukket dem og fordærvet deres Viinqviste.
18Haver du udstrakt de (øverste) Skyer med ham, (som ere) faste som et støbt Speil?
2Hvo opvakte den Retfærdige af Østen? (hvo) kaldte ham, at han fulgte efter ham? (hvo) overgav Hedningerne for hans Ansigt? og (hvo) gjorde, at han herskede over Konger? (hvo) gav (dem for) hans Sværd som Støv, for hans Bue som Halm, der bortblæses?
23Og Maanen skal beskjæmmes, og Solen skamme sig; thi den Herre Zebaoth skal regjere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældste (skal være) Herlighed.
17Og Gud satte dem i Himmelens udstrakte Befæstning, til at lyse over Jorden,