Salmenes bok 60:2
der han havde stredet med de Mesopotamier og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog de Edomiter i Saltdalen, tolv tusinde.
der han havde stredet med de Mesopotamier og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog de Edomiter i Saltdalen, tolv tusinde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
19 Landet skal aldeles sønderslaaes, Landet skal aldeles sønderrives, Landet skal aldeles bevæges.
20 Landet skal aldeles rave som den Drukne, og bortflyttes som en Nathytte; thi dets Overtrædelse er svar over det, og det skal falde og ikke staae op ydermere.
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
3 Gud! du forkastede os, du sønderrev os; du var vred, vend om til os.
16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
6 I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
40 Du gjorde din Tjeners Pagt til Intet, du vanhelligede hans Krone til Jorden.
26 hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: Endnu eengang ryster jeg ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
10 Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger opløftes, da kan du, ja du komme dem til at høre op.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
1 Ligesom Ild optænder det, der smeltes, (ligesom) Ild kommer Vand til at syde, — for at lade dine Fjender kjende dit Navn, (og) Hedningerne skulle bæve for dit Ansigt.
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
6 Thi saa sagde den Herre Zebaoth: Endnu eengang, om en liden (Stund), saa vil jeg bevæge Himlene og Jorden og Havet og det Tørre.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
13 Derfor vil jeg bevæge Himmelen, og Jorden skal bæve fra sit Sted i den Herre Zebaoths Fortørnelse og paa hans grumme Vredes Dag.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
8 Herren Zebaoth er med os; Jakobs Gud er vor Ophøielse. Sela.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
11 Thi see, Herren haver budet (det), og skal slaae det store Huus, at det sprækker, og det lille Huus, at det revner.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
12 I Himle, forskrækkes saare over dette, og forfærdes, (ja) bliver saare øde, siger Herren.
8 See du haver Lyst til Sandhed i inderste (Hjerte), og du lader mig forstaae Viisdom i Løndom.
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
7 Naar de toge fat paa dig med Haanden, saa sønderbrødes du og søndersled dem hele Siden, og naar de hældte sig paa dig, blev du sønderbrudt og kom alle Lænder paa dem til at staae (stille).
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
12 Thi saa sagde Herren: Din Forstyrrelse er ulægelig, dit Saar er (meget) svagt.
11 Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
7 Bævelse betog dem der, Angest som en (Qvindes), der føder.