1 Samuelsbok 20:11
Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
32Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad haver han gjort?
33Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.
34Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa den samme anden Dag i Nymaanen, thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde lastet ham.
35Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.
36Og han sagde til sin Dreng: Løb, led nu, Kjære, de Pile op, som jeg skyder; Drengen løb, og han skjød en Piil, den lod han fare hen over ham.
37Og der Drengen kom til det Sted, (hvor) Pilen (laae), som Jonathan skjød ud, da raabte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig og bedre frem?
38Og Jonathan raabte efter Drengen: Vær snar, skynd dig, staa ikke (stille); da samlede Jonathans Dreng Pilene og kom til sin Herre.
39Og Drengen vidste ikke Noget; alene Jonathan og David vidste Sagen.
40Da gav Jonathan Drengen, som han havde, sine Vaaben og sagde til ham: Gak hen, bær (dem) ind i Staden.
41Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
42Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.
1Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
9Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan vist fornemme, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos min Fader at komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det tilkjende?
10Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig (det Gode) tilkjende, eller hvad din Fader svarer dig haardeligen?
16Da gjorde Jonathan, Sauls Søn, sig rede og gik hen i Skoven til David; og han styrkede hans Haand i Gud.
17Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
18Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
12Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker af min Fader ved den Tid imorgen (eller) den tredie (Dag), og see, (det staaer) vel med David, og jeg ikke da sender til dig og aabenbarer det for dine Øren,
13da gjøre Herren Jonathan saa og lægge saa dertil; men synes min Fader vel om det Onde imod dig, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaae med Fred; og Herren være med dig, ligesom han har været med min Fader.
1Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.
27Og det skede Dagen efter Nymaane, den anden (Dag i Maaneden), der David blev savnet paa sit Sted, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isai Søn ikke til Maaltid hverken igaar eller idag?
28Og Jonathan svarede Saul: David begjærede meget af mig, (at han maatte gaae) til Bethlehem.
29Og han sagde: Kjære, lad mig fare, thi vor Slægt haver et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv budet mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, Kjære, da lad mig slippe bort, at jeg maa see mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.
6Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaae over til disses Besætning, som have Forhud, maaskee Herren udretter (Noget) for os; thi hos Herren er ingen Forhindring at frelse ved Mange eller ved Faa.
7Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte.
8Og Jonathan sagde: See, vi gaae over til Mændene og aabenbares for dem.
1Da flyede David fra Najoth i Rama, og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad haver jeg gjort? hvad er min Misgjerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv?
2Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke døe; see, min Fader gjør ikke stor Gjerning eller liden Gjerning, at han jo aabenbarer den for mine Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gjerning for mig? det er ikke saa.
3Da svoer David fremdeles og sagde: Din Fader veed vist, at jeg har fundet Naade for dine Øine, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, (der er ikkun) ved et Trin imellem mig og imellem Døden.
4Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gjøre dig.
5Og David sagde til Jonathan: See, det er imorgen Nymaane, og jeg skulde sidde hos Kongen at æde; saa lad mig fare, at jeg kan skjule mig paa Marken indtil den tredie Dag ad Aften.
11Der de bleve begge aabenbarede for Philisternes Besætning, da sagde Philisterne: See, Ebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig.
12Og de Mænd i Besætningen svarede Jonathan og hans Vaabendrager, og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder Noget; da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren haver givet dem i Israels Haand.
13Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder, og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham.
1Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.
2Og Saul tog ham paa den Dag (til sig) og tilstedede ham ikke at komme tilbage til sin Faders Huus.
3Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl.
4Og Jonathan afførte sig Kappen, som han havde over sig, og gav David den, og tilmed sine Klæder indtil sit Sværd og sin Bue og sit Bælte.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
17Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller, Kjære, og seer til, hvo der er gaaen fra os; og de talte, og see, Jonathan og hans Vaabendrager vare der ikke.
21Og de Ebræer, som havde været med Philisterne tilforn, som vare dragne op med dem i Leiren trindt omkring, de (kom) ogsaa for at være med Israel, som var med Saul og Jonathan.
19Og naar du har været borte i tre Dage, skal du fare saare (hemmelig) ned og komme til Stedet, der, hvor du skjulte dig paa den Dag, den Gjerning (blev besluttet); og du skal blive ved den Steen Asel.
17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
40Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine.
16Saa gjorde Jonathan (en Pagt) med Davids Huus; dog udkrævede Herren det af Davids Fjenders Haand.
4Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
44Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan!