1 Samuelsbok 20:12
Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker af min Fader ved den Tid imorgen (eller) den tredie (Dag), og see, (det staaer) vel med David, og jeg ikke da sender til dig og aabenbarer det for dine Øren,
Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker af min Fader ved den Tid imorgen (eller) den tredie (Dag), og see, (det staaer) vel med David, og jeg ikke da sender til dig og aabenbarer det for dine Øren,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13da gjøre Herren Jonathan saa og lægge saa dertil; men synes min Fader vel om det Onde imod dig, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaae med Fred; og Herren være med dig, ligesom han har været med min Fader.
14Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?
8Saa gjør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ført din Tjener i en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgjerning hos mig, saa slaa du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader?
9Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan vist fornemme, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos min Fader at komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det tilkjende?
10Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig (det Gode) tilkjende, eller hvad din Fader svarer dig haardeligen?
11Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
1Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
1Da flyede David fra Najoth i Rama, og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad haver jeg gjort? hvad er min Misgjerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv?
2Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke døe; see, min Fader gjør ikke stor Gjerning eller liden Gjerning, at han jo aabenbarer den for mine Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gjerning for mig? det er ikke saa.
3Da svoer David fremdeles og sagde: Din Fader veed vist, at jeg har fundet Naade for dine Øine, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, (der er ikkun) ved et Trin imellem mig og imellem Døden.
4Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gjøre dig.
5Og David sagde til Jonathan: See, det er imorgen Nymaane, og jeg skulde sidde hos Kongen at æde; saa lad mig fare, at jeg kan skjule mig paa Marken indtil den tredie Dag ad Aften.
6Dersom din Fader savner mig, da siig: David begjærede meget af mig, at han maatte løbe til Bethlehem, til sin Stad, thi den ganske Slægt har der et aarligt Slagtoffer.
32Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad haver han gjort?
33Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.
34Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa den samme anden Dag i Nymaanen, thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde lastet ham.
35Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.
39Og Drengen vidste ikke Noget; alene Jonathan og David vidste Sagen.
40Da gav Jonathan Drengen, som han havde, sine Vaaben og sagde til ham: Gak hen, bær (dem) ind i Staden.
41Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
42Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.
27Og det skede Dagen efter Nymaane, den anden (Dag i Maaneden), der David blev savnet paa sit Sted, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isai Søn ikke til Maaltid hverken igaar eller idag?
28Og Jonathan svarede Saul: David begjærede meget af mig, (at han maatte gaae) til Bethlehem.
29Og han sagde: Kjære, lad mig fare, thi vor Slægt haver et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv budet mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, Kjære, da lad mig slippe bort, at jeg maa see mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.
16Saa gjorde Jonathan (en Pagt) med Davids Huus; dog udkrævede Herren det af Davids Fjenders Haand.
17Og Jonathan blev ved at sværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin Sjæl.
18Og Jonathan sagde til ham: Det er imorgen Nymaane, saa savnes du; thi man skal savne dig paa dit Sæde.
19Og naar du har været borte i tre Dage, skal du fare saare (hemmelig) ned og komme til Stedet, der, hvor du skjulte dig paa den Dag, den Gjerning (blev besluttet); og du skal blive ved den Steen Asel.
6Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svoer: (Saa vist som) Herren lever, han skal ikke dødes.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
16Da gjorde Jonathan, Sauls Søn, sig rede og gik hen i Skoven til David; og han styrkede hans Haand i Gud.
17Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
18Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
7Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte.
8Og Jonathan sagde: See, vi gaae over til Mændene og aabenbares for dem.
1Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.
10Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du de Menneskers Ord, som sige: See, David søger efter din Ulykke?
37Og der Drengen kom til det Sted, (hvor) Pilen (laae), som Jonathan skjød ud, da raabte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig og bedre frem?
1Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.
17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
39Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.
40Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine.
12Og de Mænd i Besætningen svarede Jonathan og hans Vaabendrager, og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder Noget; da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig, thi Herren haver givet dem i Israels Haand.
18Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
10Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
23Og (anlangende) det Ord, som vi have talet, du og jeg, see, Herren er imellem mig og imellem dig evindeligen.
45Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe.