da gjøre Herren Jonathan saa og lægge saa dertil; men synes min Fader vel om det Onde imod dig, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaae med Fred; og Herren være med dig, ligesom han har været med min Fader.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Dersom han siger saaledes: (Det er) godt, (saa staaer det) vel med den Tjener; men dersom hans (Vrede) saare optændes, da viid, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos ham.
8 Saa gjør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ført din Tjener i en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgjerning hos mig, saa slaa du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader?
9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan vist fornemme, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos min Fader at komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det tilkjende?
10 Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig (det Gode) tilkjende, eller hvad din Fader svarer dig haardeligen?
11 Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
12 Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker af min Fader ved den Tid imorgen (eller) den tredie (Dag), og see, (det staaer) vel med David, og jeg ikke da sender til dig og aabenbarer det for dine Øren,
14 Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?
15 Ja, du skal ikke afskjære din Miskundhed fra mit Huus evindeligen, og ei, naar Herren udrydder Davids Fjender, (ja) hver Mand af Jordens Kreds.
16 Saa gjorde Jonathan (en Pagt) med Davids Huus; dog udkrævede Herren det af Davids Fjenders Haand.
17 Og Jonathan blev ved at sværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin Sjæl.
1 Da flyede David fra Najoth i Rama, og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad haver jeg gjort? hvad er min Misgjerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv?
2 Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke døe; see, min Fader gjør ikke stor Gjerning eller liden Gjerning, at han jo aabenbarer den for mine Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gjerning for mig? det er ikke saa.
3 Da svoer David fremdeles og sagde: Din Fader veed vist, at jeg har fundet Naade for dine Øine, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, (der er ikkun) ved et Trin imellem mig og imellem Døden.
4 Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gjøre dig.
41 Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.
1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2 Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3 Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4 Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
5 Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slog den Philister, og Herren gjorde en stor Frelsning for al Israel, det har du seet og glædet dig (derved); og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod, at ihjelslaae David uforskyldt?
6 Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svoer: (Saa vist som) Herren lever, han skal ikke dødes.
7 Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
44 Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan!
45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe.
17 Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
18 Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
31 Thi alle de Dage, som Isai Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødsens Barn.
32 Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad haver han gjort?
33 Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.
39 Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.
40 Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine.
9 Gud gjøre Abner saa og lægge saa dertil over ham! som Herren haver svoret David, saaledes vil jeg gjøre imod ham:
28 Og Jonathan svarede Saul: David begjærede meget af mig, (at han maatte gaae) til Bethlehem.
29 Og han sagde: Kjære, lad mig fare, thi vor Slægt haver et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv budet mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, Kjære, da lad mig slippe bort, at jeg maa see mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.
35 Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.
6 Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaae over til disses Besætning, som have Forhud, maaskee Herren udretter (Noget) for os; thi hos Herren er ingen Forhindring at frelse ved Mange eller ved Faa.
7 Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte.
8 Og Jonathan sagde: See, vi gaae over til Mændene og aabenbares for dem.
1 Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.
11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.
30 Og det skal skee, naar Herren gjør min Herre efter alt det Gode, som han haver talet over dig, og budet dig at være en Fyrste over Israel,
18 Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
19 Og du har givet tilkjende idag, at du har gjort mig Godt; thi Herren havde indelukket mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.
23 Og (anlangende) det Ord, som vi have talet, du og jeg, see, Herren er imellem mig og imellem dig evindeligen.
1 Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.
24 Og see, ligesom din Sjæl var storligen agtet paa denne Dag for mine Øine, saa skal min Sjæl blive storligen agtet for Herrens Øine, og han skal frie mig af al Angest.
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
10 Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
3 Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl.