1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2 Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3 Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4 Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
5 Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slog den Philister, og Herren gjorde en stor Frelsning for al Israel, det har du seet og glædet dig (derved); og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod, at ihjelslaae David uforskyldt?
6 Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svoer: (Saa vist som) Herren lever, han skal ikke dødes.
7 Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.