1 Samuelsbok 9:22
Saa tog Samuel Saul og hans Dreng, og ledede dem i Kammeret, og han gav dem Sted øverst iblandt de Budne, og de vare ved tredive Mænd.
Saa tog Samuel Saul og hans Dreng, og ledede dem i Kammeret, og han gav dem Sted øverst iblandt de Budne, og de vare ved tredive Mænd.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23Da sagde Samuel til Kokken: Giv hid det Stykke, som jeg gav dig, om hvilket jeg sagde til dig: Læg det hos dig.
24Saa frembar Kokken en Bov og det, som var derpaa, og han lagde det for Saul og sagde: See, det er overblevet, læg for dig, æd, thi til den bestemte Tid er det forvaret til dig, der jeg sagde: Jeg har budet Folket; saa aad Saul med Samuel paa den samme Dag.
25Og de gik ned fra Høien til Staden, og han talede med Saul paa Taget.
26Og de stode tidlig op, og det skede, der Morgenrøden gik op, da kaldte Samuel Saul op paa Taget og sagde: Staa op, saa vil jeg lade dig fare; og Saul stod op, og de udgik begge, han og Samuel, udenfor.
27Der de kom ned til Enden af Staden, da sagde Samuel til Saul: Siig til Drengen, at han skal gaae bort foran os, og han gik hen; men staa du nu (stille), saa vil jeg lade dig høre Guds Ord.
17Der Samuel saae Saul, da svarede Herren ham: See, (det er) Manden, om hvem jeg sagde dig: Denne skal styre mit Folk.
18Og Saul kom frem til Samuel midt i Porten og sagde: Kjære, kundgjør mig, hvor er Seerens Huus her?
19Da svarede Samuel Saul og sagde: Jeg er Seeren, gak op frem for mig paa Høien, og I skulle æde med mig idag; og imorgen vil jeg lade dig fare, og alt det, der er i dit Hjerte, vil jeg kundgjøre dig.
24Og Qvinden havde en fed Kalv i Huset, og hun skyndte sig og slagtede den, og hun tog Meel og æltede, og bagte deraf usyrede (Kager).
25Og hun bar det frem for Saul og for hans Tjenere, og de aade; og de stode op og gik bort den samme Nat.
21Og Saul svarede og sagde: Er ikke jeg en Benjaminit af de mindste af Israels Stammer? og min Slægt er mindre end alle Benjamins Stammes Slægter, og hvorfor har du talet til mig paa denne Maade?
13Naar I komme i Staden, skulle I saaledes finde ham, førend han gaaer op paa Høien at æde, thi Folket skal ikke æde, førend han kommer; thi han, han skal velsigne Slagtofferet, derefter skulle de æde, som ere budne; derfor gaaer nu op, thi lige idag skulle I visseligen finde ham.
14Og de gik op til Staden; der de vare komne midt i Staden, see, da gik Samuel ud imod dem, for at gaae op paa Høien.
15Men Herren havde aabenbaret for Samuels Øre een Dag, førend Saul kom, og sagt:
15Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, (som var) ved sex hundrede Mænd.
7Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kjære, hører, I Benjaminiter! skal ogsaa Isai Søn give eder allesammen Agre og Viingaarde, (ja) sætte eder allesammen til Høvedsmænd over Tusinde og Høvedsmænd over Hundrede?
21Og Qvinden kom ind til Saul og saae, at han var saare forfærdet; og hun sagde til ham: See, din Tjenerinde adlød din Røst, og jeg satte mit Liv i min Haand og adlød dine Ord, som du talede til mig.
22Saa adlyd nu ogsaa, Kjære, din Tjenerindes Røst, saa vil jeg sætte en Mundfuld Brød for dig, og æd, at der kan være Kraft i dig, naar du gaaer paa Veien.
9Da sagde Saul: Fører hid til mig Brændofferet og Takofferne; og han offrede Brændofferet.
10Og det skede, der han havde fuldendt at offre Brændofferet, see, da kom Samuel; og Saul gik ud imod ham at velsigne ham.
1Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel; saa hør nu Herrens Ords Røst.
23Da løb de og hentede ham derfra, og han stillede sig midt iblandt Folket; og han var høiere end alt Folket fra sin Skulder og derover.
25Og Kongen havde sat sig paa sit Sæde, som mange Gange, paa det Sæde ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side, og David blev savnet paa sit Sted.
20Og Abner kom til David i Hebron, og tyve Mænd med ham; da gjorde David Abner og de Mænd, som vare med ham, et Gjæstebud.
22Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
16Da sagde Samuel til Saul: Lad være, saa vil jeg give dig tilkjende, hvad Herren har talet til mig inat; og han sagde til ham: Tal!
17Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øine, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel?
14Og han sagde til hende: Hvordan er hans Skikkelse? og hun sagde: Der kommer en gammel Mand op, og han er klædt i en Kappe; da fornam Saul, at det var Samuel, og han bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
20Da sendte Saul Bud, at de skulde hente David, og de saae en Forsamling af Propheter, som propheterede, og Samuel staaende, som var sat over dem; og Guds Aand var over Sauls Bud, at ogsaa de propheterede.
22Siden gik han og selv til Rama, og der han kom til den store Grøft, som er i Seku, da spurgte han ad og sagde: Hvor er Samuel og David? og En sagde: See, (de ere) i Najoth i Rama.
12Og Samuel stod tidlig op at gaae Saul imøde om Morgenen; og det blev Samuel tilkjendegivet, og man sagde: Saul er kommen til Carmel, og see, han har beskikket sig et Sted, og er gaaen omkring og faret over, og kommer ned til Gilgal.
3Og du skal byde Isai til det Slagtoffer, og jeg, jeg vil lade dig vide, hvad du skal gjøre, og du skal salve mig den, som jeg siger dig.
11Fremdeles sagde Samuel til Isai: Ere de unge Karle her allesammen? og han sagde: Den Yngste er endnu tilovers, og see, han vogter Smaaqvæget; da sagde Samuel til Isai: Send hen og lad hente ham, thi vi sætte os ikke omkring, før han kommer hid.
7Da sagde Saul til sin Dreng: Men see, (om) vi gaae, hvad skulle vi bringe Manden? thi Brødet er borte af vore Poser, og vi have ingen Skjenk at bringe den Guds Mand; hvad (have vi) med os?
11Da sendte Kongen hen at kalde Achimelech, Ahitubs Søn, Præsten, og hans Faders ganske Huus, Præsterne, som vare i Nobe; og de kom allesammen til Kongen.
12Og Saul sagde: Kjære, hør, Ahitubs Søn! og han sagde: See, her er jeg, min Herre!
13Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isai Søn, idet du gav ham Brød og Sværd, og adspurgte Gud for ham, at han staaer op imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag?
22Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.
5Der de kom i Zuphs Land, da sagde Saul til sin Dreng, som var med ham: Kom, lad os vende tilbage; maaskee min Fader lader af fra Aseninderne og bekymrer sig for os.
10Da sagde Saul til sin Dreng: Dit Ord er godt, kom, lad os gaae; og de gik til Staden, der, hvor den Guds Mand var.
1Og Samuel tog en Oliekrukke og øste paa hans Hoved, og kyssede ham og sagde: Mon det ikke (være saa), at Herren har salvet dig til en Fyrste over hans Arv?
30Saa gjorde han dem et Gjæstebud, og de aade og drak.
21Og han førte ham ind i sit Huus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.
5Og han sagde: Det er Fred; jeg er kommen for at slagte (Slagtoffer) for Herren; helliger eder og kommer med mig til Slagtofferet; og han helligede Isai og hans Sønner, og bad dem til Slagtofferet.
17Og Samuel lod kalde Folket tilhobe til Herren i Mizpa.
31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.
20Og Samuel lod alle Israels Stammer komme nær til, da blev Benjamins Stamme rammet.
34Og Saul sagde (ydermere): Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Oxe og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og, synder ikke imod Herren ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Oxe med sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der.
15Da gik alt Folket til Gilgal, og gjorde Saul der til Konge for Herrens Ansigt i Gilgal, og slagtede der Takoffers Slagtoffere for Herrens Ansigt; og Saul glædede sig der, og alle Israels Mænd, saare meget.