1 Samuelsbok 20:25
Og Kongen havde sat sig paa sit Sæde, som mange Gange, paa det Sæde ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side, og David blev savnet paa sit Sted.
Og Kongen havde sat sig paa sit Sæde, som mange Gange, paa det Sæde ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side, og David blev savnet paa sit Sted.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24Og David skjulte sig paa Marken; og det blev Nymaane, og Kongen satte sig tilbords at æde.
26Og Saul talede ikke noget paa den samme Dag; thi han sagde: (Ham er) Noget vederfaret, han er ikke reen, sandelig, han er ikke reen.
27Og det skede Dagen efter Nymaane, den anden (Dag i Maaneden), der David blev savnet paa sit Sted, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isai Søn ikke til Maaltid hverken igaar eller idag?
28Og Jonathan svarede Saul: David begjærede meget af mig, (at han maatte gaae) til Bethlehem.
18Og Jonathan sagde til ham: Det er imorgen Nymaane, saa savnes du; thi man skal savne dig paa dit Sæde.
19Og naar du har været borte i tre Dage, skal du fare saare (hemmelig) ned og komme til Stedet, der, hvor du skjulte dig paa den Dag, den Gjerning (blev besluttet); og du skal blive ved den Steen Asel.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
13Der David var kommen over paa hiin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var meget Rum imellem dem.
1Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
5Og David sagde til Jonathan: See, det er imorgen Nymaane, og jeg skulde sidde hos Kongen at æde; saa lad mig fare, at jeg kan skjule mig paa Marken indtil den tredie Dag ad Aften.
31Thi alle de Dage, som Isai Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødsens Barn.
32Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad haver han gjort?
33Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.
34Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa den samme anden Dag i Nymaanen, thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde lastet ham.
35Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.
5Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde leiret sig, og David saae Stedet, hvor Saul laae, og Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul laae i Vognborgen, og Folket havde leiret sig omkring ham.
22Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
17Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller, Kjære, og seer til, hvo der er gaaen fra os; og de talte, og see, Jonathan og hans Vaabendrager vare der ikke.
3Da tog Saul tre tusinde Mænd, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Steengjedernes Klipper.
4Og der han kom til Faarestierne ved Veien, da var der en Hule, og Saul gik ind for at skjule sine Fødder; men David og hans Mænd sadde ved Siderne i Hulen.
10Og Saul søgte efter at stikke David med Spydet, (saa det skulde gaae) i Væggen, men han gik bort fra Sauls Ansigt, og han stak Spydet i Væggen; saa flyede David og undkom den samme Nat.
8Da stod Kongen op og sad i Porten, og det blev tilkjendegivet for alt Folket og sagt: See, Kongen sidder i Porten; da kom alt Folket for Kongens Ansigt, men Israel var flyet, hver til sine Pauluner.
3Og Saul leirede sig ved Hachilæ Høi, som ligger imod Ørken, ved Veien; men David blev i Ørken, og han saae, at Saul kom efter ham i Ørken.
6Og Saul hørte, at David og de Mænd, som han havde hos sig, vare blevne kjendte; men Saul sad i Gibea under Lunden paa Høien, og han havde sit Spyd i sin Haand, og alle hans Tjenere stode hos ham.
26Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
10at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.
40Og han sagde til al Israel: I skulle være paa een Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa een Side; og Folket sagde til Saul: Gjør det, som godt er for dine Øine.
17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
11Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt.
12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.
22Jonathans Bue vendtes ikke tilbage fra de Ihjelslagnes Blod, fra de Vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke ledigt tilbage.
22Saa tog Samuel Saul og hans Dreng, og ledede dem i Kammeret, og han gav dem Sted øverst iblandt de Budne, og de vare ved tredive Mænd.
16Og Saul og Jonathan, hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Geba i Benjamin; men Philisterne havde leiret sig i Michmas.
13Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isai Søn, idet du gav ham Brød og Sværd, og adspurgte Gud for ham, at han staaer op imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag?
17Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.
5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
18Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
25Hvorledes ere de Vældige faldne midt i Krigen! Jonathan er ihjelslagen paa dine Høie.
1Da flyede David fra Najoth i Rama, og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad haver jeg gjort? hvad er min Misgjerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv?
10Og David gjorde sig rede og flyede paa den samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Achis, Kongen i Gath.
15Der David saae, at Saul var uddragen til at søge efter hans Liv, da blev David i den Ørk Siph i Skoven.
22Og det skede paa Krigens Dag, at der blev ikke fundet Sværd eller Spyd i hele Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn.
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
30Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og stod.
41Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
1Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.