1 Samuelsbok 26:5
Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde leiret sig, og David saae Stedet, hvor Saul laae, og Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul laae i Vognborgen, og Folket havde leiret sig omkring ham.
Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde leiret sig, og David saae Stedet, hvor Saul laae, og Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul laae i Vognborgen, og Folket havde leiret sig omkring ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Da svarede David og sagde til Achimelech, den Hethiter, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, sigende: Hvo vil gaae ned med mig til Saul i Leiren? og Abisai svarede: Jeg, jeg vil gaae ned med dig.
7Saa kom David og Abisai til Folket om Natten, og see, Saul laae og sov i Vognborgen, og hans Spyd var trykket i Jorden ved hans Hovedgjærde, og Abner og Folket laae omkring ham.
8Da sagde Abisai til David: Gud har idag overgivet din Fjende i din Haand; saa vil jeg nu, Kjære, stikke ham med Spydet og (ned) i Jorden een Gang, at jeg ei skal gjøre det anden Gang ved ham.
1Og de Siphiter kom til Saul i Gibea og sagde: Haver ikke David skjult sig paa Hachilæ Høi lige for Ørken.
2Da gjorde Saul sig rede og drog ned til den Ørk Siph, og tre tusinde Mænd, udvalgte af Israel, med ham, for at søge efter David i den Ørk Siph.
3Og Saul leirede sig ved Hachilæ Høi, som ligger imod Ørken, ved Veien; men David blev i Ørken, og han saae, at Saul kom efter ham i Ørken.
4Da sendte David Speidere og fik at vide med Vished, at Saul var kommen.
12Saa tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgjærde, og de gik bort; og der var Ingen, som saae det, og Ingen, som vidste det, og Ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen; thi der var falden en dyb Søvn af Herren paa dem.
13Der David var kommen over paa hiin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var meget Rum imellem dem.
3Da tog Saul tre tusinde Mænd, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Steengjedernes Klipper.
6Og Saul hørte, at David og de Mænd, som han havde hos sig, vare blevne kjendte; men Saul sad i Gibea under Lunden paa Høien, og han havde sit Spyd i sin Haand, og alle hans Tjenere stode hos ham.
19Og Saul og de og alle Israels Mænd vare i Egens Dal og strede imod Philisterne.
20Da stod David tidlig op om Morgenen og forlod Smaaqvæget hos Vogteren, og bar og gik, saasom Isai havde befalet ham; og han kom til Vognborgen, der Hæren var uddragen i Slagordenen, og de havde raabt ud til Krigen.
24Da gjorde de sig rede og gik til Siph frem for Saul; men David og hans Mænd vare i Maons Ørk paa den slette Mark ved den høire Side af Ørken.
25Og Saul og hans Mænd gik for at søge, og det blev David tilkjendegivet, og han drog ned fra Klippen og blev i Maons Ørk; da Saul hørte det, forfulgte han David i Maons Ørk.
26Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
2Og Saul og Israels Mænd samledes og leirede sig i Egens Dal; og de rustede sig til Krig (for at gaae) Philisterne imøde.
4Og der Philisterne samledes, og kom og leirede sig i Sunem, da samlede Saul al Israel, og de leirede sig i Gilboa.
22Da svarede David og sagde: See, (her er) Kongens Spyd; men lad en af de unge Karle komme over og hente det.
6Da sagde den unge Karl, den, som forkyndte ham det: Det hændte sig uforvarende, at jeg kom paa Gilboæ Bjerg, og see, Saul støttede sig paa sit Spyd, og see, Vogne og Rytternes Anførere indhentede ham.
57Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
15Saa sendte Saul Budene at besee David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slaae ham ihjel.
55Men der Saul saae David, da han gik ud imod Philisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? og Abner sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, o Konge! jeg veed det ikke.
5Der Saul kom til Amaleks Stad, da satte han et Baghold i Dalen.
15Der David saae, at Saul var uddragen til at søge efter hans Liv, da blev David i den Ørk Siph i Skoven.
7Og han sagde til sine Mænd: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde gjøre denne Gjerning ved min Herre, Herrens Salvede, at lægge min Haand paa ham; thi han er Herrens Salvede.
8Og David fik sine Mænd skilt (fra ham) med Ord, og tilstedede dem ikke at staae op imod Saul; og Saul stod op af Hulen og gik paa Veien.
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
10Og David gjorde sig rede og flyede paa den samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Achis, Kongen i Gath.
5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
1Og det skede efter Sauls Død, der David var kommen tilbage fra at slaae de Amalekiter, da blev David i Ziklag to Dage.
2Og det skede paa den tredie Dag, see, da kom en Mand fra Leiren fra Saul, og hans Klæder vare revne, og Jord paa hans Hoved; og det skede, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøiede sig.
3Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Leir.
15Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor haver du ikke bevaret din Herre, Kongen? thi der er kommen En af Folket ind til at fordærve Kongen, din Herre.
10Og Saul søgte efter at stikke David med Spydet, (saa det skulde gaae) i Væggen, men han gik bort fra Sauls Ansigt, og han stak Spydet i Væggen; saa flyede David og undkom den samme Nat.
1Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
2Da gjorde David sig rede og gik over, han og sex hundrede Mænd, som vare med ham, til Achis, Maochs Søn, Kongen i Gath.
8Da lod Saul alt Folket høre, (at de skulde komme) til Krigen, at drage ned til Keila for at beleire David og hans Mænd.
22Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.
1Og David drog op derfra og blev udi de Befæstninger i En-Gedi.
1Og det skede i de samme Dage, at Philisterne samlede deres Leire til Striden for at stride imod Israel; da sagde Achis til David: Du skal visseligen vide, at du skal drage ud med mig i Leiren, du og dine Mænd.
8Men Abner, Ners Søn, den Stridshøvedsmand, som Saul havde havt, tog Isboseth, Sauls Søn, og førte ham over til Mahanaim.
13Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isai Søn, idet du gav ham Brød og Sværd, og adspurgte Gud for ham, at han staaer op imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag?
2Men Saul blev ved det Yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved sex hundrede Mænd.
13Da gjorde David og hans Mænd sig rede, ved sex hundrede Mænd, og de gik ud af Keila og vandrede hen, hvor de kunde vandre; og det blev Saul tilkjendegivet, at David var undkommen af Keila, da lod han af at fare ud.
25Og Kongen havde sat sig paa sit Sæde, som mange Gange, paa det Sæde ved Væggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side, og David blev savnet paa sit Sted.
17Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.
16Og Saul og Jonathan, hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Geba i Benjamin; men Philisterne havde leiret sig i Michmas.
5Og see, Saul kom bag Øxnene af Marken, og Saul sagde: Hvad (skader) Folket, at de græde? da fortalte de ham de Mænds Ord af Jabes.