2 Krønikebok 32:31
Men (det skede) saa, der Fyrsterne af Babels Tolke vare sendte til ham at spørge om det underlige Tegn, som var skeet i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham, for at kjende alt det, som var i hans Hjerte.
Men (det skede) saa, der Fyrsterne af Babels Tolke vare sendte til ham at spørge om det underlige Tegn, som var skeet i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham, for at kjende alt det, som var i hans Hjerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
32Men det Øvrige af Ezechias Handeler og hans Miskundheder, see, de Ting ere skrevne i Esaias, Prophetens, Amoz Søns, Syn, foruden i Judæ og Israels Kongers Bog.
21Og Herren sendte en Engel, og han udslettede alle de Vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Leir; og han drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Huus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd.
22Saa frelste Herren Ezechias og Indbyggerne i Jerusalem af Senacheribs, Kongen af Assyriens, Haand og af Alles Haand, og ledede dem trindt omkring.
23Og Mange bare Herren Gaver til Jerusalem, og Ezechias, Judæ Konge, dyrebare Skjenk, saa han blev derefter ophøiet for alle Hedningernes Øine.
24I de samme Dage blev Ezechias dødssyg, og han bad til Herren; og han talede til ham og gav ham et underligt Tegn.
25Men Ezechias betalte ikke efter den Velgjerning, (som var beviist) paa ham, thi hans Hjerte ophøiede sig; derfor kom en Vrede over ham og over Juda og Jerusalem.
26Dog Ezechias ydmygede sig, da hans Hjerte havde ophøiet sig, han og Indbyggerne i Jerusalem; derfor kom ikke Herrens Vrede over dem i Ezechias Dage.
27Og Ezechias havde saare stor Rigdom og Ære, og han gjorde sig Liggendefæer af Sølv og Guld og dyrebare Stene og Urter og Skjolde og allehaande kostelige Redskaber,
1Paa den samme Tid sendte Merodach Baladan, Baladans Søn, Kongen af Babel, Breve og Skjenk til Ezechias; thi han havde hørt, at han havde været syg og var bleven stærk.
2Og Ezechias blev glad ved dem og lod dem see alt sit Huus, (hvori vare hans) dyrebare Sager, Sølv og Guld og (kostelige) Urter og den bedste Olie, og alt sit Vaabenhuus og alt det, som fandtes i hans Liggendefæ; der var ingen Ting, som Ezechias jo lod dem see i sit Huus og i sit ganske Herredømme.
3Da kom Esaias, Propheten, til Kong Ezechias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt, og hvorfra ere de komne til dig? og Ezechias sagde: De ere komne fra et langt fraliggende Land til mig, fra Babel.
4Og han sagde: Hvad have de seet i dit Huus? og Ezechias sagde: De have seet alt det, som er i mit Huus; der var ingen Ting, som jeg jo lod dem see i mine Liggendefæ.
5Da sagde Esaias til Ezechias: Hør den Herre Zebaoths Ord:
13Vide I ikke, hvad jeg, jeg og mine Fædre have gjort ved alle Folk i Landene? kunde vel Hedningernes Guder i Landene frie deres Land af min Haand?
14Hvilken iblandt alle disse Hedningernes Guder, hvilke mine Fædre have sat i Band, er der, som kunde frie sit Folk af min Haand, at eders Gud skulde kunne frie eder af min Haand?
15Saa lader nu Ezechias ikke bedrage eder og ikke tilskynde eder paa denne Maade, og troer ham ikke; thi ingen Gud, intet Folk eller Rige haver kunnet frie sit Folk fra min Haand og fra mine Fædres Haand, hvormeget mindre skulde eders Guder frie eder fra min Haand?
16Tilmed talede hans Tjenere ydermere imod Gud Herren og imod hans Tjener Ezechias.
17Han skrev og Breve til at forhaane Herren, Israels Gud, og at tale mod ham, sigende: Ligesom Hedningernes Guder i Landene, som ikke friede deres Folk af min Haand, saa skal ikke heller Ezechias Gud frie sit Folk fra min Haand.
9Derefter sendte Senacherib, Kongen af Assyrien, sine Tjenere til Jerusalem, — men han laae for Lachis, og al hans Herredømmes (Magt) med ham — til Ezechias, Judæ Konge, og til al Juda, som var i Jerusalem, og lod sige:
10Saa sagde Senacherib, Kongen af Assyrien: Hvorpaa forlade I eder? at I boe i Befæstningen i Jerusalem?
11Tilskynder ikke Ezechias eder at give eder hen til at døe af Hunger og af Tørst, og siger: Herren vor Gud skal frie os af Kongen af Assyriens Haand?
20Og paa denne (Maade) gjorde Ezechias i al Juda; og han gjorde det, som var godt og ret og sandt for Herrens hans Guds Ansigt.
21Og i al den Gjerning, som han begyndte i Guds Huses Tjeneste og i Loven og i Budet for at søge sin Gud, det gjorde han i sit ganske Hjerte og havde Lykke.
30Og denne Ezechias tilstoppede og det høie Vandløb i Gihon og førte det lige ned vestenfor Davids Stad; og Ezechias var lykkelig i al sin Gjerning.
12Paa den samme Tid sendte Berodach Baladan, Baladans Søn, Kongen af Babel, Breve og Skjenk til Ezechias; thi han havde hørt, at Ezechias havde været syg.
13Og Ezechias hørte paa dem og viste dem alt sit Huus, (hvori vare hans) dyrebare Sager, Sølvet og Guldet og Urter og den bedste Olie, og alt sit Vaabenhuus og alt det, som fandtes i hans Liggendefæer; der var ingen Ting, som Ezechias jo viste dem i sit Huus og i sit ganske Herredømme.
14Da kom Esaias, Propheten, til Kong Ezechias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt, og hvorfra ere de komne til dig? og Ezechias sagde: De ere komne af et Land langt fra, fra Babel.
15Og han sagde: Hvad have de seet i dit Huus? og Ezechias sagde: De have seet alt det, som er i mit Huus; der var ingen Ting, som jeg jo viste dem i mine Liggendefæer.
16Da sagde Esaias til Ezechias: Hør Herrens Ord:
10Saa skulle I sige til Ezechias, Judæ Konge, sigende: Lad din Gud ikke bedrage dig, paa hvilken du forlader dig og siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
21Da sendte Esaias, Amoz Søn, til Ezechias og lod sige: Saa siger Herren, Israels Gud: (Jeg haver hørt,) hvad du haver bedet til mig imod Senacherib, Kongen af Assyrien.
26Men til Judæ Konge, som sendte eder at adspørge Herren, til ham skulle I saa sige: Saa sagde Herren, Israels Gud, (om) de Ord, som du hørte:
1Efter disse Handeler og denne Troskab kom Senacherib, Kongen af Assyrien, og drog ind i Juda, og leirede sig mod de faste Stæder og tænkte at rive dem til sig.
2Der Ezechias saae, at Senacherib kom, og at hans Ansigt (var vendt) til (at føre) Krig imod Jerusalem,
3da raadførte han sig med sine Øverster og sine Vældige om at tilstoppe Vandet af Kilderne, som vare udenfor Staden; og de hjalp ham.
29Saa sagde Kongen: Lader Ezechias ikke bedrage eder; thi han formaaer ikke at redde eder af hans Haand.
30Og lader ikke Ezechias komme eder til at forlade eder paa Herren, idet han siger: Herren skal visseligen frie os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
18Men til Judæ Konge, som sendte eder til at adspørge Herren, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde Herren, Israels Gud, (anlangende) de Ord, som du haver hørt:
22Og Ezechias havde sagt: Hvad (skal være) Tegn (dertil), at jeg skal gaae op i Herrens Huus?
18Lader Ezechias ikke tilskynde eder, idet han siger: Herren skal frie os. Have Hedningernes Guder friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand?
4Og det skede, der Esaias var ikke gaaen ud af den mellemste Forgaard, da skede Herrens Ord til ham, sigende:
10Saa skulle I sige til Ezechias, Judæ Konge, sigende: Lad din Gud ikke bedrage dig, som du forlader dig paa og siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
15Saa gav Ezechias alt det Sølv, som fandtes i Herrens Huus og i Kongens Huses Liggendefæer.
3og sagde: Ak Herre! kom dog ihu, at jeg haver troligen vandret for dit Ansigt og med et retskaffent Hjerte, og gjort det, som er godt for dine Øine; og Ezechias græd bitterligen.
4Og Herrens Ord skede til Esaias, sigende:
19Men Ezechias sagde til Esaias: Det Herrens Ord, som du haver talet, er godt, og han sagde: Mon det ikke (er godt), naar der bliver Fred og Trofasthed i mine Dage?
26Men det Øvrige af hans Handeler og alle hans Veie, de første og de sidste, see, de Ting ere skrevne i Judæ og Israels Kongers Bog.
5Der Kong Ezechias Tjenere kom til Esaias,
8Men Ezechias sagde til Esaias: Det Herrens Ord, som du haver talet, er godt; og han sagde (ydermere): Thi der skal være Fred og Trofasthed i mine Dage.
15Og Ezechias bad til Herren og sagde: