2 Samuel 14:33
Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det tilkjende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøiede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.
Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det tilkjende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøiede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og det skede derefter, at Absalom skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd, som løb frem for ham.
2 Og Absalom stod tidlig op og stod paa Siden af Veien i Porten; og det skede, naar nogen Mand havde en Trætte, at han skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Af hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er af en af Israels Stammer.
3 Da sagde Absalom til ham: See, dine Sager ere gode og rette; men der er Ingen (beskikket) af Kongen, som skal høre dig.
4 Og Absalom sagde: Hvo sætter mig til Dommer i Landet, at hver Mand maa komme til mig, som har Trætte og Dom, at jeg kan hjælpe ham til Ret?
5 Og det skede, naar Nogen kom nær at nedbøie sig for ham, da udrakte han sin Haand og tog fat paa ham og kyssede ham.
6 Og Absalom gjorde paa denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Mænds Hjerte.
7 Og det skede, der fyrretyve Aar vare tilende, da sagde Absalom til Kongen: Kjære, lad mig gaae, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren, i Hebron.
21 Da sagde Kongen til Joab: Kjære, see, du har gjort denne Gjerning; saa gak, lad den unge Mand Absalom komme tilbage.
22 Da faldt Joab paa sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig og velsignede Kongen, og Joab sagde: Idag fornemmer din Tjener, at jeg har fundet Naade for dine Øine, min Herre Konge! idet Kongen gjør efter sin Tjeners Ord.
23 Saa gjorde Joab sig rede og drog til Gesur, og førte Absalom til Jerusalem.
24 Men Kongen sagde: Lad ham vende sig til sit Huus og ikke see mit Ansigt; saa vendte Absalom sig til sit Huus og saae ikke Kongens Ansigt.
25 Og der var ikke saa deilig en Mand i al Israel som Absalom, saa at han blev saare rost; der var ingen Lyde paa ham fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
28 Saa blev Absalom to ganske Aar i Jerusalem og saae ikke Kongens Ansigt.
29 Og Absalom sendte Bud til Joab for at sende ham til Kongen, men han vilde ikke komme til ham; og han sendte endnu anden Gang, dog vilde han ikke komme.
30 Da sagde han til sine Tjenere: Seer Joabs Stykke (Ager) ved Siden af min, og han har Byg der; gaaer og sætter Ild derpaa; da satte Absaloms Tjenere Ild paa det Stykke.
31 Da stod Joab op og kom til Absalom i Huset, og sagde til ham: Hvorfor satte dine Tjenere Ild paa det Stykke, som hører mig til?
32 Og Absalom sagde til Joab: See, jeg sendte (Bud) til dig og lod sige: Kom hid, at jeg kan sende dig til Kongen og lade sige: Hvorfor er jeg kommen fra Gesur? det var mig godt, at jeg var der endnu; saa lad mig nu see Kongens Ansigt, men er der en Misgjerning hos mig, da slaae han mig ihjel!
1 Og Joab, Zerujas Søn, vidste, at Kongens Hjerte var til Absalom.
1 Og det blev Joab tilkjendegivet: See, Kongen græder og sørger over Absalom.
4 Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
5 Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du haver idag beskjæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, som idag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døttres Liv, og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,
24 Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kjære, see, din Tjener har dem, som klippe; Kjære, Kongen og hans Tjenere gaae med din Tjener.
25 Og Kongen sagde til Absalom: Nei, min Søn, Kjære, lad os ikke alle gaae, at vi ikke skulle besvære dig; og der han nødte ham, vilde han dog ikke gaae, men velsignede ham.
24 Men David kom til Mahanaim, og Absalom drog over Jordanen, han og alle Israels Mænd med ham.
33 Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen i Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg, jeg maatte døe for dig, Absalom, min Søn, min Søn!
14 Da sagde Joab: Jeg kan ikke tøve saaledes hos dig; saa tog han tre smaae Spyd i sin Haand og stødte dem i Absaloms Hjerte, da han endnu levede, midt i Egen.
15 Og ti unge Karle, som bare Joabs Vaaben, omringede (ham), og de sloge Absalom og dræbte ham.
5 Og Kongen bød Joab og Abisai og Ithai, og sagde: (Farer) mig lemfældigen med den unge Mand, med Absalom! og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene om Absalom.
34 Men Absalom flyede, og den unge Karl, Skildvagten, opløftede sine Øine og saae, og see, der drog meget Folk frem paa Veien efter hverandre ved Siden af Bjerget.
35 Da sagde Jonadab til Kongen: See, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, saaledes er det skeet.
36 Og det skede, der han havde endt at tale, see, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad.
37 Men Absalom flyede og drog til Thalmai, Ammihuds Søn, Kongen af Gesur, og han (David) sørgede over sin Søn alle de Dage.
38 Der Absalom havde flyet og var dragen til Gesur, da blev han der tre Aar.
39 Og Kong Davids (Sjæl) længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, at han var død.
9 Og Joab sagde til Amasa: Er der Fred med dig, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skjægget med den høire Haand for at kysse ham.
24 Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? see, Abner er kommen til dig, hvorfor lod du ham fare, at han er frit bortgaaen?
15 Men Absalom og alt Folket, Israels Mænd, kom til Jerusalem, og Achitophel med ham.
28 Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøiede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være Herren din Gud, som haver overantvordet de Mænd, som opløftede deres Haand mod min Herre Kongen!
29 Og Kongen sagde: (Gaaer det) den unge Mand Absalom vel? og Ahimaaz sagde: Jeg saae et stort Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og (mig) din Tjener; men jeg veed ikke, hvad (det var).
30 Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og stod.
13 Da kom En, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.
41 Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
37 Saa kom Husai, Davids Ven, i Staden, og Absalom kom til Jerusalem.
22 Da udsloge de for Absalom et Paulun paa Taget, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øine.
9 Og Absalom kom lige imod Davids Tjenere, og Absalom red paa en Mule, og der Mulen kom under de indviklede (Grene) af en stor Eeg, da holdtes hans Hoved fast ved Egen, og han blev (hængende) imellem Himmelen og imellem Jorden, men Mulen, som var under ham, løb igjennem.
10 Der en Mand saae det, da gav han Joab det tilkjende, og han sagde: See, jeg saae Absalom hænge i en Eeg.
10 Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilbage?
30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
9 Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred; og han gjorde sig rede og gik til Hebron.
10 Og Absalom sendte Speidere til alle Israels Stammer og lod sige: Naar som I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron.