2 Samuelsbok 18:28
Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøiede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være Herren din Gud, som haver overantvordet de Mænd, som opløftede deres Haand mod min Herre Kongen!
Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøiede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være Herren din Gud, som haver overantvordet de Mænd, som opløftede deres Haand mod min Herre Kongen!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29 Og Kongen sagde: (Gaaer det) den unge Mand Absalom vel? og Ahimaaz sagde: Jeg saae et stort Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og (mig) din Tjener; men jeg veed ikke, hvad (det var).
30 Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og stod.
31 Og see, da kom Cusi, og Cusi sagde: Det Budskab føres min Herre Kongen, at Herren haver skaffet dig Ret idag af alle deres Haand, som stode op imod dig.
32 Og Kongen sagde til Cusi: (Gaaer det) den unge Mand Absalom vel? og Cusi sagde: Min Herre Kongens Fjender og alle de, som staae op imod dig til det Onde, vorde som den unge Mand!
33 Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen i Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg, jeg maatte døe for dig, Absalom, min Søn, min Søn!
21 Og Joab sagde til Cusi: Gak hen, siig til Kongen det, som du haver seet; og Cusi bøiede sig ned for Joab og løb.
22 Men Ahimaaz, Zadoks Søn, blev endnu ved og sagde til Joab: I hvad det end er, Kjære, lad mig ogsaa løbe efter Cusi; og Joab sagde: Hvorfor vil du løbe, min Søn? du haver dog ikke et (godt) Budskab at udføre.
23 I hvad det end er, (sagde han,) da vil jeg løbe; og han sagde til ham: Løb; saa løb Ahimaaz ad Veien paa den Slette, og løb forbi Cusi.
24 Og David sad imellem de to Porte, og Skildvagten gik paa Portens Tag ved Muren, og opløftede sine Øine og saae, og see, en Mand løb alene.
25 Da raabte Skildvagten og gav Kongen det tilkjende, og Kongen sagde: Dersom han er alene, da er der et (godt) Budskab i hans Mund; og han gik fast og kom nær.
26 Da saae Skildvagten en anden Mand løbende, og Skildvagten raabte til Portneren og sagde: See, en Mand løber alene, og Kongen sagde: Denne fører ogsaa et (godt) Budskab.
27 Og Skildvagten sagde: Jeg seer den Førstes Løb ligesom Ahimaaz's, Zadoks Søns, Løb, og Kongen sagde: Det er en god Mand, og han kommer med et godt Budskab.
19 Og Ahimaaz, Zadoks Søn, sagde: Kjære, lad mig løbe og føre Kongen Budskab, at Herren haver skaffet ham Ret af hans Fjenders Haand.
22 Da faldt Joab paa sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig og velsignede Kongen, og Joab sagde: Idag fornemmer din Tjener, at jeg har fundet Naade for dine Øine, min Herre Konge! idet Kongen gjør efter sin Tjeners Ord.
16 Og det skede, der Husai, den Architer, Davids Ven, kom til Absalom, da sagde Husai til Absalom: Kongen leve! Kongen leve!
32 Og Absalom sagde til Joab: See, jeg sendte (Bud) til dig og lod sige: Kom hid, at jeg kan sende dig til Kongen og lade sige: Hvorfor er jeg kommen fra Gesur? det var mig godt, at jeg var der endnu; saa lad mig nu see Kongens Ansigt, men er der en Misgjerning hos mig, da slaae han mig ihjel!
33 Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det tilkjende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøiede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.
8 Da stod Kongen op og sad i Porten, og det blev tilkjendegivet for alt Folket og sagt: See, Kongen sidder i Porten; da kom alt Folket for Kongens Ansigt, men Israel var flyet, hver til sine Pauluner.
9 Og alt Folket trættede i alle Israels Stammer og sagde: Kongen friede os af vore Fjenders Haand, og han, han reddede os af Philisternes Haand, men nu er han flyet af Landet for Absalom.
34 Men Absalom flyede, og den unge Karl, Skildvagten, opløftede sine Øine og saae, og see, der drog meget Folk frem paa Veien efter hverandre ved Siden af Bjerget.
35 Da sagde Jonadab til Kongen: See, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, saaledes er det skeet.
32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
5 Og Kongen bød Joab og Abisai og Ithai, og sagde: (Farer) mig lemfældigen med den unge Mand, med Absalom! og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene om Absalom.
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
9 Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred; og han gjorde sig rede og gik til Hebron.
4 Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
5 Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du haver idag beskjæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, som idag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døttres Liv, og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,
20 Og der Absaloms Tjenere kom til Qvinden i Huset, da sagde de: Hvor ere Ahimaaz og Jonathan? og Qvinden sagde til dem: De gik over Vandbækken; og de ledte, og de fandt Intet, og de gik tilbage til Jerusalem.
21 Og det skede, efterat de vare bortgangne, da stege de op af Brønden og gik og gave Kong David det tilkjende, og de sagde til David: Gjører eder rede og gaaer hasteligen over Vandet, thi saaledes har Achitophel raadet mod eder.
17 Og Jonathan og Ahimaaz stode hos En-Rogel, og en Tjenestepige gik bort og forkyndte dem det; men de, de gik hen og forkyndte Kong David det; thi de turde ikke lade sig see at komme i Staden.
18 Men en Dreng saae dem og gav Absalom det tilkjende; og de gik begge hasteligen bort og kom i en Mands Huus i Bahurim, og han havde en Brønd i sin Gaard, og der stege de ned.
36 See, der ere hos dem deres to Sønner, Ahimaaz, Zadoks, og Jonathan, Abjathars (Søn), og I skulle sende til mig formedelst dem om alt det Ord, som I høre.
4 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
27 Og Kongen sagde til Zadok, Præsten: Er du (ikke) Seeren? vend tilbage til Staden med Fred, og Ahimaaz, din Søn, og Jonathan, Abjathars Søn, eders to Sønner, med eder.
27 Dertilmed bagtalede han din Tjener for min Herre Kongen; men min Herre Kongen er som en Guds Engel, gjør derfor, hvad dig godt synes.
36 Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen og sagde: Amen! saa sige Herren, min Herre Kongens Gud!
15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
48 Ja Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som haver givet idag den, som sidder paa min Throne, saa mine Øine see (det)!
14 Og Achimelech svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, og (han er) Kongens Svoger og er gaaen hen i din Lydighed, og er æret i dit Huus?
38 Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor (Mand) i Israel?
32 Og det skede, da David kom op til Toppen, at han vilde tilbede der for Gud, see, da (kom) Husai, den Architer, ham imøde, og havde sin Kjortel sønderreven og Jord paa sit Hoved.
20 Og Aravna saae sig om og saae Kongen og hans Tjenere komme over til sig; og Aravna gik ud og bøiede sit Ansigt for Kongen til Jorden.
9 See nu, han, han kan have skjult sig i een af Hulerne, eller i eet af Stederne, og det kunde skee, om der faldt (Nogle) af disse i Begyndelsen, at Nogen let kunde høre det og sige: Der er skeet et Slag iblandt det Folk, som følger Absalom efter.
32 Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Præsten, og Nathan, Propheten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt.
15 Og Kongens Tjenere sagde til Kongen: See, (her ere) dine Tjenere, efter alt det, som min Herre Kongen udvælger.
18 Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
4 Og det Ord var ret for Absaloms Øine og for alle de Ældstes Øine i Israel.
23 Og de gave Kongen det tilkjende og sagde: See, (der er) Propheten Nathan; og der han kom for Kongens Ansigt, da bøiede han sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden.
23 Den Konge Aravna gav Kongen alt det; og Aravna sagde til Kongen: Herren din Gud have Behagelighed til dig!