2 Samuel 15:3
Da sagde Absalom til ham: See, dine Sager ere gode og rette; men der er Ingen (beskikket) af Kongen, som skal høre dig.
Da sagde Absalom til ham: See, dine Sager ere gode og rette; men der er Ingen (beskikket) af Kongen, som skal høre dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og det skede derefter, at Absalom skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd, som løb frem for ham.
2 Og Absalom stod tidlig op og stod paa Siden af Veien i Porten; og det skede, naar nogen Mand havde en Trætte, at han skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Af hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er af en af Israels Stammer.
4 Og Absalom sagde: Hvo sætter mig til Dommer i Landet, at hver Mand maa komme til mig, som har Trætte og Dom, at jeg kan hjælpe ham til Ret?
5 Og det skede, naar Nogen kom nær at nedbøie sig for ham, da udrakte han sin Haand og tog fat paa ham og kyssede ham.
6 Og Absalom gjorde paa denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Mænds Hjerte.
7 Og det skede, der fyrretyve Aar vare tilende, da sagde Absalom til Kongen: Kjære, lad mig gaae, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren, i Hebron.
31 Da stod Joab op og kom til Absalom i Huset, og sagde til ham: Hvorfor satte dine Tjenere Ild paa det Stykke, som hører mig til?
32 Og Absalom sagde til Joab: See, jeg sendte (Bud) til dig og lod sige: Kom hid, at jeg kan sende dig til Kongen og lade sige: Hvorfor er jeg kommen fra Gesur? det var mig godt, at jeg var der endnu; saa lad mig nu see Kongens Ansigt, men er der en Misgjerning hos mig, da slaae han mig ihjel!
33 Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det tilkjende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøiede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.
24 Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kjære, see, din Tjener har dem, som klippe; Kjære, Kongen og hans Tjenere gaae med din Tjener.
25 Og Kongen sagde til Absalom: Nei, min Søn, Kjære, lad os ikke alle gaae, at vi ikke skulle besvære dig; og der han nødte ham, vilde han dog ikke gaae, men velsignede ham.
26 Og Absalom sagde: Hvis ikke du vil, lad dog Amnon, min Broder, gaae med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaae med dig?
27 Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaae med ham.
28 Da bød Absalom sine unge Karle og sagde: Kjære, seer til, naar Amnons Hjerte er vel (tilmode) af Vinen, og jeg siger til eder: Slaaer Amnon og dræber ham, da frygter ikke; mon (I) ikke (tør gjøre det), da jeg, jeg har befalet eder det? værer frimodige og værer duelige Folk.
4 Og Kongen sagde til dem: Hvad som godt er for eders Øine, vil jeg gjøre; saa stod Kongen ved Siden af Porten, og alt Folket drog ud ved Hundreder og ved Tusinder.
5 Og Kongen bød Joab og Abisai og Ithai, og sagde: (Farer) mig lemfældigen med den unge Mand, med Absalom! og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene om Absalom.
4 Og det Ord var ret for Absaloms Øine og for alle de Ældstes Øine i Israel.
5 Da sagde Absalom: Kjære, kald ogsaa ad Husai, den Architer, og lader os høre, hvad han, endogsaa han, haver at sige.
6 Og der Husai kom til Absalom, da sagde Absalom til ham, sigende: Efter denne Maade haver Achitophel talet; skulle vi gjøre efter hans Ord? hvis ikke, da tal du!
10 Og Absalom sendte Speidere til alle Israels Stammer og lod sige: Naar som I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron.
20 Da sagde Absalom til Achitophel: Giver I (nu) Raad, hvad vi skulle gjøre.
29 Og Kongen sagde: (Gaaer det) den unge Mand Absalom vel? og Ahimaaz sagde: Jeg saae et stort Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og (mig) din Tjener; men jeg veed ikke, hvad (det var).
30 Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og stod.
12 Og Absalom sendte Achitophel, den Giloniter, Davids Raad, af hans Stad, af Gilo, der han offrede Offeret; og Forbundet blev stærkt, og Folket gik til og blev mangfoldigt med Absalom.
13 Da kom En, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.
17 Men Absalom sagde til Husai: Er denne din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven?
1 Og Joab, Zerujas Søn, vidste, at Kongens Hjerte var til Absalom.
24 Men Kongen sagde: Lad ham vende sig til sit Huus og ikke see mit Ansigt; saa vendte Absalom sig til sit Huus og saae ikke Kongens Ansigt.
25 Og der var ikke saa deilig en Mand i al Israel som Absalom, saa at han blev saare rost; der var ingen Lyde paa ham fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
28 Saa blev Absalom to ganske Aar i Jerusalem og saae ikke Kongens Ansigt.
29 Og Absalom sendte Bud til Joab for at sende ham til Kongen, men han vilde ikke komme til ham; og han sendte endnu anden Gang, dog vilde han ikke komme.
34 Men Absalom flyede, og den unge Karl, Skildvagten, opløftede sine Øine og saae, og see, der drog meget Folk frem paa Veien efter hverandre ved Siden af Bjerget.
12 Men Manden sagde til Joab: Ja, havde jeg end faaet veiet tusinde (Sekel) Sølv i mine Hænder, da vilde jeg ikke have udrakt min Haand imod Kongens Søn; thi Kongen bød dig og Abisai og Ithai for vore Øren, og sagde: Tager vare, hvo (I ere), paa den unge Mand, paa Absalom.
13 Eller dersom jeg havde gjort noget Falskt imod hans Liv, — efterdi at ingen Ting bliver dulgt for Kongen, — da havde du selv stillet dig derimod.
18 Og Absalom havde taget og opreist sig en Støtte, der han levede, som (staaer) i Kongens Dal, thi han sagde: Jeg haver ingen Søn, (derfor skal denne tjene) til at lade mit Navn ihukomme; og han kaldte den Støtte efter sit Navn, og den kaldes Absaloms Plads indtil denne Dag.
8 Da stod Kongen op og sad i Porten, og det blev tilkjendegivet for alt Folket og sagt: See, Kongen sidder i Porten; da kom alt Folket for Kongens Ansigt, men Israel var flyet, hver til sine Pauluner.
9 Og alt Folket trættede i alle Israels Stammer og sagde: Kongen friede os af vore Fjenders Haand, og han, han reddede os af Philisternes Haand, men nu er han flyet af Landet for Absalom.
10 Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilbage?
34 Men dersom du gaaer tilbage i Staden og siger til Absalom: Jeg, jeg vil være din Tjener, o Konge! jeg, som var din Faders Tjener tilforn, jeg vil nu være din Tjener, saa gjorde du mig Achitophels Raad til Intet.
35 Ere der ikke ogsaa med dig Zadok og Abjathar, Præsterne? og det skal skee, at alt det Ord, som du hører af Kongens Huus, det skal du forkynde Zadok og Abjathar, Præsterne.
4 Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
9 See nu, han, han kan have skjult sig i een af Hulerne, eller i eet af Stederne, og det kunde skee, om der faldt (Nogle) af disse i Begyndelsen, at Nogen let kunde høre det og sige: Der er skeet et Slag iblandt det Folk, som følger Absalom efter.
32 Og Kongen sagde til Cusi: (Gaaer det) den unge Mand Absalom vel? og Cusi sagde: Min Herre Kongens Fjender og alle de, som staae op imod dig til det Onde, vorde som den unge Mand!
33 Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen i Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg, jeg maatte døe for dig, Absalom, min Søn, min Søn!
21 Da sagde Kongen til Joab: Kjære, see, du har gjort denne Gjerning; saa gak, lad den unge Mand Absalom komme tilbage.
30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
15 Men Absalom og alt Folket, Israels Mænd, kom til Jerusalem, og Achitophel med ham.
15 Og Kongens Tjenere sagde til Kongen: See, (her ere) dine Tjenere, efter alt det, som min Herre Kongen udvælger.
14 Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Husai, den Architers, Raad er bedre end Achitophels Raad; men Herren bød det (saa), at han skulde tilintetgjøre Achitophels det gode Raad, fordi at Herren vilde føre Ulykke over Absalom.
20 Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.