Og Amasa laae væltet i Blodet midt paa den høie Vei, og der Manden saae, at alt Folket blev staaende, da vendte han Amasa fra den høie Vei hen paa Ageren og kastede Klæder over ham, efterdi han saae, at hvo, som kom til ham, blev staaende.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Der de vare ved den store Steen, som er ved Gibeon, da kom Amasa frem for dem, og Joab var ombunden om sine Klæder, som han var klædt med, og derover var et Bælte til Sværdet, som hængte over hans Lænder i sin Balg, og der han gik ud, da faldt det.
9 Og Joab sagde til Amasa: Er der Fred med dig, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skjægget med den høire Haand for at kysse ham.
10 Og Amasa tog sig ikke vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, og han stak ham dermed ved det femte (Ribbeen) og udøste hans Indvolde paa Jorden, og han stak ham ikke anden Gang, og han døde; men Joab og hans Broder Abisai forfulgte Seba, Bichri Søn.
11 Og der stod en Mand af Joabs unge Karle hos ham og sagde: Hvo, som har Lyst til Joab, og hvo, som er for David, han (følge), efter Joab!
13 Der han var borttagen af den høie Vei, da gik hver Mand frem efter Joab for at forfølge Seba, Bichri Søn.
14 Og han drog igjennem alle Israels Stammer indtil Abel, nemlig Beth-Maacha, og alt Berim, og de samledes og kom ogsaa efter ham.
15 Og de kom og beleirede ham i Abel-Beth-Maacha, og kastede en Vold op mod Staden, og den stod op til Muren; og alt Folket, som var med Joab, (søgte) at fordærve og at nedrive Muren.
4 Og Kongen sagde til Amasa: Kald mig de Mænd af Juda tilsammen til den tredie Dag, og, staa du (da) her.
5 Og Amasa gik bort for at kalde Juda tilsammen; men han tøvede over den bestemte Tid, som han havde bestemt ham.
31 Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
32 Og Herren skal lade hans Blod komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda;
5 Og du, du veed ogsaa, hvad Joab, Zerujas Søn, gjorde ved mig, hvad han gjorde ved de to Stridshøvedsmænd i Israel, ved Abner, Ners Søn, og ved Amasa, Jethers Søn, som han slog ihjel, og udøste Krigsblod, der det var Fred, og kom Krigsblod paa sit Bælte, som var om hans Lænder, og paa sine Skoe, som vare paa hans Fødder.
13 Og siger til Amasa: Er du ikke mit Been og mit Kjød? Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om du ikke skal være Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted.
14 Da sagde Joab: Jeg kan ikke tøve saaledes hos dig; saa tog han tre smaae Spyd i sin Haand og stødte dem i Absaloms Hjerte, da han endnu levede, midt i Egen.
15 Og ti unge Karle, som bare Joabs Vaaben, omringede (ham), og de sloge Absalom og dræbte ham.
29 Og Kongen sagde: (Gaaer det) den unge Mand Absalom vel? og Ahimaaz sagde: Jeg saae et stort Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og (mig) din Tjener; men jeg veed ikke, hvad (det var).
30 Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og stod.
10 Der en Mand saae det, da gav han Joab det tilkjende, og han sagde: See, jeg saae Absalom hænge i en Eeg.
11 Og Joab sagde til Manden, som gav ham det tilkjende: Men see, saae du det, hvorfor slog du ham da ikke der til Jorden? saa maatte jeg have givet dig ti (Sekel) Sølv og et Bælte.
24 Men David kom til Mahanaim, og Absalom drog over Jordanen, han og alle Israels Mænd med ham.
25 Og Absalom havde sat Amasa i Joabs Sted over Hæren; men Amasa var en Mands Søn, hvis Navn var Jithra, en Jisreelit, som gik ind til Abigal, Nahas Datter, Zerujas Søster, som var Joabs Moder.
30 Thi Joab og hans Broder Abisai havde slaget Abner ihjel, derfor at han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
31 Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sække om eder, og sørger for Abner; og Kong David gik efter Liigbaaren.
28 Da bød Absalom sine unge Karle og sagde: Kjære, seer til, naar Amnons Hjerte er vel (tilmode) af Vinen, og jeg siger til eder: Slaaer Amnon og dræber ham, da frygter ikke; mon (I) ikke (tør gjøre det), da jeg, jeg har befalet eder det? værer frimodige og værer duelige Folk.
29 Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saasom Absalom havde befalet; da stode alle Kongens Sønner op og rede, hver paa sin Mule, og flyede.
30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
21 Og Abner sagde til ham: Bøi dig til din høire eller til din venstre Side, og grib dig en af de unge Karle, og tag dig hans Klæder; men Asael vilde ikke vige bag fra ham.
22 Da blev Abner ydermere ved og sagde til Asael: Vig du bag fra mig; hvorfor skulde jeg slaae dig til Jorden? og hvorledes skulde jeg opløfte mit Ansigt for din Broder Joab?
23 Men han vægrede sig for at vige, da stak Abner ham med det Bageste af Spydet ved det femte (Ribbeen), og Spydet gik bag ud af ham, og han faldt der og døde paa sit Sted; og det skede, at hver den, som kom til det Sted, hvor Asael var falden og døde, de stode.
24 Men Joab og Abisai forfulgte Abner; og Solen gik ned, der de kom paa Ammas Høi, som er lige for Giah paa Veien til Gibeons Ørk.
27 Og Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham (til en Side) midt i Porten at tale med ham i Stilhed, og stak ham der ved det femte (Ribbeen), saa han døde, for hans Broders Asaels Blods Skyld.
8 Herren haver betalt dig alt Sauls Huses Blod, i hvis Sted du er bleven Konge, og Herren haver givet Riget i din Søns Absaloms Haand, og see, du er i din Ulykke, thi du er en blodgjerrig Mand.
17 Og de toge Absalom og kastede ham i Skoven i en stor Hule, og opreiste en saare stor Dynge Steen paa ham, og al Israel flyede, hver til sine Pauluner.
9 See nu, han, han kan have skjult sig i een af Hulerne, eller i eet af Stederne, og det kunde skee, om der faldt (Nogle) af disse i Begyndelsen, at Nogen let kunde høre det og sige: Der er skeet et Slag iblandt det Folk, som følger Absalom efter.
15 Thi det skede, der David var i Edom, der Joab, Stridshøvedsmanden, drog op at begrave de Ihjelslagne, da slog han alt Mandkjønnet i Edom.
1 Og det blev Joab tilkjendegivet: See, Kongen græder og sørger over Absalom.
7 Og Israels Folk blev der slaget for Davids Tjeneres Ansigt, og der skede et stort Slag paa den samme Dag, (som var) paa tyve Tusinde.
8 Og Krigen spredtes der over alt Landet, og Skoven fortærede mangfoldige af Folket, flere end som Sværdet fortærede paa den samme Dag.
24 Der Juda var kommen til Mizpe ved Ørken, da vendte de deres Ansigter til Hoben, og see, de vare (idel) døde Kroppe, som vare faldne paa Jorden, og der var Ingen undkommen.
12 Og David bød de unge Karle, og de sloge dem ihjel og afhuggede deres Hænder og deres Fødder, og hængte dem over Fiskevandet i Hebron; men de toge Isboseths Hoved og begrove det i Abners Grav i Hebron.
29 Men Abner og hans Mænd gik den samme hele Nat over den slette Mark, og de gik over Jordanen og vandrede igjennem al Bithron, og kom til Mahanaim.
30 Og Joab vendte tilbage fra (at jage) efter Abner og samlede alt Folket; og der savnedes nitten Mænd af Davids Tjenere, og Asael.
5 Og Kongen bød Joab og Abisai og Ithai, og sagde: (Farer) mig lemfældigen med den unge Mand, med Absalom! og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene om Absalom.
21 Nemlig Josachar, Simeaths Søn, og Josabad, Somers Søn, hans Tjenere, sloge ham, og han døde, og de begrove ham med hans Fædre i Davids Stad, og Amazia, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
5 Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du haver idag beskjæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, som idag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døttres Liv, og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,
3 Og Folket stjal sig til paa den samme Dag at komme i Staden, ligesom et Folk stjæler sig ind, som er beskjæmmet, naar de flye af Krigen.
34 Men Absalom flyede, og den unge Karl, Skildvagten, opløftede sine Øine og saae, og see, der drog meget Folk frem paa Veien efter hverandre ved Siden af Bjerget.
11 Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.