2 Samuelsbok 18:17
Og de toge Absalom og kastede ham i Skoven i en stor Hule, og opreiste en saare stor Dynge Steen paa ham, og al Israel flyede, hver til sine Pauluner.
Og de toge Absalom og kastede ham i Skoven i en stor Hule, og opreiste en saare stor Dynge Steen paa ham, og al Israel flyede, hver til sine Pauluner.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Og Absalom havde taget og opreist sig en Støtte, der han levede, som (staaer) i Kongens Dal, thi han sagde: Jeg haver ingen Søn, (derfor skal denne tjene) til at lade mit Navn ihukomme; og han kaldte den Støtte efter sit Navn, og den kaldes Absaloms Plads indtil denne Dag.
9See nu, han, han kan have skjult sig i een af Hulerne, eller i eet af Stederne, og det kunde skee, om der faldt (Nogle) af disse i Begyndelsen, at Nogen let kunde høre det og sige: Der er skeet et Slag iblandt det Folk, som følger Absalom efter.
13Men om han samles til en Stad, da skal al Israel bære Reb til den samme Stad, og vi ville drage den ned til Bækken, indtil at der ikke findes end en liden Steen (af den).
14Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Husai, den Architers, Raad er bedre end Achitophels Raad; men Herren bød det (saa), at han skulde tilintetgjøre Achitophels det gode Raad, fordi at Herren vilde føre Ulykke over Absalom.
14Da sagde Joab: Jeg kan ikke tøve saaledes hos dig; saa tog han tre smaae Spyd i sin Haand og stødte dem i Absaloms Hjerte, da han endnu levede, midt i Egen.
15Og ti unge Karle, som bare Joabs Vaaben, omringede (ham), og de sloge Absalom og dræbte ham.
16Da blæste Joab i Trompeten, og Folket kom tilbage fra at forfølge Israel; thi Joab forhindrede Folket (derfra).
26Og Israel og Absalom leirede sig i Gileads Land.
24Men David kom til Mahanaim, og Absalom drog over Jordanen, han og alle Israels Mænd med ham.
22Da udsloge de for Absalom et Paulun paa Taget, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øine.
18Men en Dreng saae dem og gav Absalom det tilkjende; og de gik begge hasteligen bort og kom i en Mands Huus i Bahurim, og han havde en Brønd i sin Gaard, og der stege de ned.
19Og Qvinden tog og bredte et Klæde over Hullet af Brønden og strøede Gryn derpaa, og Sagen blev ikke vitterlig.
20Og der Absaloms Tjenere kom til Qvinden i Huset, da sagde de: Hvor ere Ahimaaz og Jonathan? og Qvinden sagde til dem: De gik over Vandbækken; og de ledte, og de fandt Intet, og de gik tilbage til Jerusalem.
21Og det skede, efterat de vare bortgangne, da stege de op af Brønden og gik og gave Kong David det tilkjende, og de sagde til David: Gjører eder rede og gaaer hasteligen over Vandet, thi saaledes har Achitophel raadet mod eder.
8Og Krigen spredtes der over alt Landet, og Skoven fortærede mangfoldige af Folket, flere end som Sværdet fortærede paa den samme Dag.
9Og Absalom kom lige imod Davids Tjenere, og Absalom red paa en Mule, og der Mulen kom under de indviklede (Grene) af en stor Eeg, da holdtes hans Hoved fast ved Egen, og han blev (hængende) imellem Himmelen og imellem Jorden, men Mulen, som var under ham, løb igjennem.
10Der en Mand saae det, da gav han Joab det tilkjende, og han sagde: See, jeg saae Absalom hænge i en Eeg.
8Da stod Kongen op og sad i Porten, og det blev tilkjendegivet for alt Folket og sagt: See, Kongen sidder i Porten; da kom alt Folket for Kongens Ansigt, men Israel var flyet, hver til sine Pauluner.
9Og alt Folket trættede i alle Israels Stammer og sagde: Kongen friede os af vore Fjenders Haand, og han, han reddede os af Philisternes Haand, men nu er han flyet af Landet for Absalom.
10Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilbage?
36Og det skede, der han havde endt at tale, see, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad.
37Men Absalom flyede og drog til Thalmai, Ammihuds Søn, Kongen af Gesur, og han (David) sørgede over sin Søn alle de Dage.
38Der Absalom havde flyet og var dragen til Gesur, da blev han der tre Aar.
29Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saasom Absalom havde befalet; da stode alle Kongens Sønner op og rede, hver paa sin Mule, og flyede.
30Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
1Og det blev Joab tilkjendegivet: See, Kongen græder og sørger over Absalom.
2Og den Frelse blev paa den samme Dag til en Sorrig for alt Folket; thi Folket hørte paa den samme Dag, at der sagdes: Kongen er bedrøvet for sin Søn.
3Og Folket stjal sig til paa den samme Dag at komme i Staden, ligesom et Folk stjæler sig ind, som er beskjæmmet, naar de flye af Krigen.
4Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
5Og Kongen bød Joab og Abisai og Ithai, og sagde: (Farer) mig lemfældigen med den unge Mand, med Absalom! og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene om Absalom.
6Og der Folket kom ud paa Marken mod Israel, da blev der en Krig i Ephraims Skov.
34Men Absalom flyede, og den unge Karl, Skildvagten, opløftede sine Øine og saae, og see, der drog meget Folk frem paa Veien efter hverandre ved Siden af Bjerget.
6Og Absalom gjorde paa denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Mænds Hjerte.
2Og Absalom stod tidlig op og stod paa Siden af Veien i Porten; og det skede, naar nogen Mand havde en Trætte, at han skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Af hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er af en af Israels Stammer.
15Men Absalom og alt Folket, Israels Mænd, kom til Jerusalem, og Achitophel med ham.
10Og Absalom sendte Speidere til alle Israels Stammer og lod sige: Naar som I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron.
11Og med Absalom gik to hundrede Mænd fra Jerusalem, som vare kaldte, men gik i deres Oprigtighed, og de vidste Intet af al Sagen.
12Og Absalom sendte Achitophel, den Giloniter, Davids Raad, af hans Stad, af Gilo, der han offrede Offeret; og Forbundet blev stærkt, og Folket gik til og blev mangfoldigt med Absalom.
13Da kom En, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.
14Da sagde David til alle sine Tjenere, som vare hos ham i Jerusalem: Staaer op og lader os flye, thi der skal (ellers) ikke være Redning for os fra Absaloms Ansigt; skynder eder at gaae, at han ikke skal skynde sig og naae os, og paaføre os Ulykke og slaae Staden med skarpe Sværd.
33Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen i Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg, jeg maatte døe for dig, Absalom, min Søn, min Søn!
23Saa gjorde Joab sig rede og drog til Gesur, og førte Absalom til Jerusalem.
30Men David gik op ad Opgangen paa Oliebjerget; som han gik op, saa græd han, og hans Hoved var skjult, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, skjult hver sit Hoved, og gik flux op og græd.
4Og det Ord var ret for Absaloms Øine og for alle de Ældstes Øine i Israel.
30Da sagde han til sine Tjenere: Seer Joabs Stykke (Ager) ved Siden af min, og han har Byg der; gaaer og sætter Ild derpaa; da satte Absaloms Tjenere Ild paa det Stykke.
31Da stod Joab op og kom til Absalom i Huset, og sagde til ham: Hvorfor satte dine Tjenere Ild paa det Stykke, som hører mig til?
1Og Achitophel sagde til Absalom: Kjære, jeg vil udvælge tolv tusinde Mænd og gjøre mig rede og forfølge David inat.
12Og Amasa laae væltet i Blodet midt paa den høie Vei, og der Manden saae, at alt Folket blev staaende, da vendte han Amasa fra den høie Vei hen paa Ageren og kastede Klæder over ham, efterdi han saae, at hvo, som kom til ham, blev staaende.
1Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Huus det hørte, da kom, de derhen ned til ham.
27Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaae med ham.