1 Samuelsbok 22:1
Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Huus det hørte, da kom, de derhen ned til ham.
Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Huus det hørte, da kom, de derhen ned til ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som havde (nogen) Aagerkarl, (der trængte ham,) og hver Mand, som var beskeligen bedrøvet i Sjælen, samlede sig til ham, og han var Høvedsmand over dem; og der vare ved fire hundrede Mænd hos ham.
3Og David gik derfra til Mizpe i Moab, og sagde til de Moabiters Konge: Kjære, lad min Fader og min Moder gaae ud hos eder, indtil jeg fornemmer, hvad Gud vil gjøre med mig.
4Og han førte dem for de Moabiters Konges Ansigt, og de bleve hos ham al den Tid, David var i Befæstningen.
5Da sagde Propheten Gad til David: Du skal ikke blive i Befæstningen, gak hen og kom du i Judæ Land; da gik David hen og kom i Hareths Skov.
1Og David drog op derfra og blev udi de Befæstninger i En-Gedi.
2Og det skede, der Saul kom tilbage fra (at jage) efter Philisterne, da forkyndte man ham og sagde: See, David er i En-Gedi Ørk.
3Da tog Saul tre tusinde Mænd, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Steengjedernes Klipper.
15Og tre af de tredive Ypperste droge ned til David ved Steenklippen, til Hulen ved Adullam; men Philisternes Leir havde leiret sig i Rephaims Dal.
16Og David var da i Befæstningen, og Philisternes Besætning var da i Bethlehem.
12Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Haand? og Herren sagde: De skulle overantvorde dig.
13Da gjorde David og hans Mænd sig rede, ved sex hundrede Mænd, og de gik ud af Keila og vandrede hen, hvor de kunde vandre; og det blev Saul tilkjendegivet, at David var undkommen af Keila, da lod han af at fare ud.
14Og David blev i Ørken i Befæstningerne, omsider blev han paa Bjerget i den Ørk Siph; og Saul søgte efter ham alle (sine) Dage, men Gud gav ham ikke i hans Haand
15Der David saae, at Saul var uddragen til at søge efter hans Liv, da blev David i den Ørk Siph i Skoven.
7Og han sagde til sine Mænd: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde gjøre denne Gjerning ved min Herre, Herrens Salvede, at lægge min Haand paa ham; thi han er Herrens Salvede.
8Og David fik sine Mænd skilt (fra ham) med Ord, og tilstedede dem ikke at staae op imod Saul; og Saul stod op af Hulen og gik paa Veien.
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
20Men der undkom een af Achimelechs, Ahitubs Søns, Sønner, og hans Navn var Abjathar; og han flyede efter David.
13Og de tre af de tredive Ypperste gik ned og kom om Høsten til David til den Hule ved Adullam, og Philisternes Hob havde leiret sig i Rephaims Dal.
14Og David var da i Befæstningen; men Philisternes Besætning var da i Bethlehem.
22Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
14Da sagde David til alle sine Tjenere, som vare hos ham i Jerusalem: Staaer op og lader os flye, thi der skal (ellers) ikke være Redning for os fra Absaloms Ansigt; skynder eder at gaae, at han ikke skal skynde sig og naae os, og paaføre os Ulykke og slaae Staden med skarpe Sværd.
1Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
2Da gjorde David sig rede og gik over, han og sex hundrede Mænd, som vare med ham, til Achis, Maochs Søn, Kongen i Gath.
10Og David gjorde sig rede og flyede paa den samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Achis, Kongen i Gath.
17Der Philisterne hørte, at de havde salvet David til Konge over Israel, da droge alle Philisterne op for at søge efter David; der David det hørte, da drog han ned til Befæstningen.
18Og David flyede og undkom og kom til Samuel i Rama, og gav ham alt det tilkjende, som Saul havde gjort ham; og han, han og Samuel, gik hen, og de bleve i Najoth.
24Da gjorde de sig rede og gik til Siph frem for Saul; men David og hans Mænd vare i Maons Ørk paa den slette Mark ved den høire Side af Ørken.
25Og Saul og hans Mænd gik for at søge, og det blev David tilkjendegivet, og han drog ned fra Klippen og blev i Maons Ørk; da Saul hørte det, forfulgte han David i Maons Ørk.
26Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
22Da lod David Tøiet fra sig hos ham, som forvarede Tøiet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og hilsede sine Brødre.
3Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Leir.
24Men David kom til Mahanaim, og Absalom drog over Jordanen, han og alle Israels Mænd med ham.
6Der Israels Mænd saae, at de vare i Nød, thi Folket blev trængt, da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste (Taarne) og i Grøfterne.
15Og David gik hen og kom tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaaqvæg i Bethlehem.
1Og disse ere de, som kom til David i Ziklag, der han endnu var indelukket for Sauls, Kis Søns, Ansigt; og de vare iblandt de Vældige, som hjalp til Krigen,
12Da vendte Davids unge Karle sig til deres Vei, ja de vendte tilbage, og kom og forkyndte ham efter alle disse Ord.
13Da sagde David til sine Mænd: Ombinder hver sit Sværd, og de ombandt hver sit Sværd; og David ombandt ogsaa sit Sværd; og der droge op efter David ved fire hundrede Mænd, men to hundrede bleve hos Tøiet.
28Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned, og hos hvem forlod du det lidet Smaaqvæg i Ørken? jeg, jeg kjender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen ned for at see Krigen.
3Men Davids Mænd sagde til ham: See, vi frygte (at blive) her i Juda, og vi skulle dog gaae til Keila til Philisternes Slagordener?
3Derhos førte David sine Mænd op, som vare hos ham, hver med sit Huus, og de boede i Hebrons Stæder.
6Og David blev saare ængstet, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham, thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døttre; men David styrkede sig i Herren sin Gud.
21Der David kom til de to hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gaae efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk, som var hos ham; og David gik frem til Folket og hilsede dem.
5Saa gik David og hans Mænd til Keila, og han stred imod Philisterne og drev deres Fæ bort, og slog dem med et stort Slag; saa frelste David Indbyggerne i Keila.
16Der kom og af Benjamins og Judæ Børn til Befæstningen til David.
7Og David boede i Befæstningen; derfor kaldte man den Davids Stad.
6Da svarede David og sagde til Achimelech, den Hethiter, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, sigende: Hvo vil gaae ned med mig til Saul i Leiren? og Abisai svarede: Jeg, jeg vil gaae ned med dig.
1Og det skede efter Sauls Død, der David var kommen tilbage fra at slaae de Amalekiter, da blev David i Ziklag to Dage.
8Og der Philisterne hørte, at David var salvet til Konge over al Israel, da droge alle Philisterne op for at søge efter David; der David hørte det, da drog han ud imod dem.
3Og Saul leirede sig ved Hachilæ Høi, som ligger imod Ørken, ved Veien; men David blev i Ørken, og han saae, at Saul kom efter ham i Ørken.