2 Samuelsbok 3:13
Og han sagde: Godt, jeg, jeg vil gjøre en Pagt med dig, dog begjærer jeg een Ting af dig, sigende: Du skal ikke see mit Ansigt, uden du først fører Michal, Sauls Datter, (til mig), naar du kommer for at see mit Ansigt.
Og han sagde: Godt, jeg, jeg vil gjøre en Pagt med dig, dog begjærer jeg een Ting af dig, sigende: Du skal ikke see mit Ansigt, uden du først fører Michal, Sauls Datter, (til mig), naar du kommer for at see mit Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Og det skede, da der var Krig imellem Sauls Huus og Davids Huus, da styrkede Abner sig i Sauls Huus.
7Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og (Isboseth) sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru?
8Da optændtes Abners (Vrede) saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som (holder) med Juda, da jeg idag gjør Miskundhed mod din Faders Sauls Huus, mod hans Brødre og mod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, at du hjemsøger over mig en Misgjerning for den Qvindes Skyld idag?
9Gud gjøre Abner saa og lægge saa dertil over ham! som Herren haver svoret David, saaledes vil jeg gjøre imod ham:
10at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.
11Da kunde han ikke fremdeles svare Abner et Ord igjen, fordi han frygtede for ham.
12Og Abner sendte Bud til David for sig og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gjør din Pagt med mig, og see, min Haand skal være med dig, at vende al Israel omkring til dig.
14Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, sigende: Giv (mig) min Hustru Michal, som jeg trolovede mig for hundrede af Philisternes Forhuder.
15Og Isboseth sendte hen og tog hende fra Manden, fra Paltiel, Lais Søn.
16Og hendes Mand gik med hende, gik og græd bag hende indtil Bahurim; da sagde Abner til ham: Gak, vend tilbage; og han vendte tilbage.
17Og Abners Tale var med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt efter David, at han skulde være Konge over eder.
18Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
17Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.
18Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?
19Og det skede, der Tiden kom, at Merab, Sauls Datter, skulde gives David, da blev hun given Adriel, den Meholathiter, til Hustru.
20Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine.
21Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.
22Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.
23Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand?
24Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.
25Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.
26Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øine, at han skulde vorde Kongens Svoger; men Bryllupsdagene vare ikke (endnu) opfyldte.
27Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Philisterne to hundrede Mænd, og David fremførte deres Forhuder, og de opfyldte Kongen (Tallet) med dem, at han skulde blive Kongens Svoger; saa gav Saul ham Michal, sin Datter, til Hustru.
28Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham.
20Og Abner kom til David i Hebron, og tyve Mænd med ham; da gjorde David Abner og de Mænd, som vare med ham, et Gjæstebud.
21Og Abner sagde til David: Jeg vil gjøre mig rede og gaae hen og samle al Israel til min Herre Kongen? at de skulle gjøre en Pagt med dig, og du skal være Konge efter alt det, som din Sjæl begjærer; saa lod David Abner fare, og han gik hen med Fred.
22Og see, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte med sig meget Rov; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var bortgaaen med Fred.
57Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
40Og der Davids Tjenere kom til Abigail i Carmel, da talede de til hende og sagde: David sendte os til dig, at tage dig sig til en Hustru.
17Da sagde Saul til Michal: Hvorfor bedrog du mig saa, og lod min Fjende fare, at han undkom? og Michal sagde til Saul: Han, han sagde til mig: Lad mig gaae, hvorfor skulde jeg slaae dig ihjel?
15Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du vil ikke slaae mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop.
35Saa tog David af hendes Haand det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Huus, see, jeg adlød din Røst og ansaae din Person.
21Og nu, see, jeg veed, at du skal visseligen blive Konge, og Israels Rige skal stadfæstes i din Haand.
22Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
11Og Saul sendte Bud til Davids Huus for at tage vare paa ham og at slaae ham ihjel om Morgenen; men Michal, hans Hustru, forkyndte David og sagde: Dersom du ikke redder din Sjæl inat, bliver du dræbt imorgen.
20Der David kom tilbage til at velsigne sit Huus, da gik Michal, Sauls Datter, ud imod David og sagde: Hvor æret var Israels Konge idag, som blottede sig idag for sine Tjeneres Tjenestepigers Øine, ligesom en af løse (Folk) ubluelig blotter sig!
25Og hver Mand af Israel sagde: Have I seet denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal skee, den Mand, som slaaer ham, den vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter, og vil gjøre hans Faders Huus frit i Israel.
16Og nu begjærer jeg een Begjæring, af dig, du ville ikke forskyde mit Ansigt! men hun sagde til ham: Tal!
17Da sagde han: Kjære, tal til Kong, Salomo, thi han forskyder ikke dit Ansigt, at han vil give mig Abisag, den Sunamitiske, til Hustru.
3Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
55Men der Saul saae David, da han gik ud imod Philisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? og Abner sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, o Konge! jeg veed det ikke.
15Saa sendte Saul Budene at besee David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slaae ham ihjel.
17Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
18Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
16Saa gjorde Jonathan (en Pagt) med Davids Huus; dog udkrævede Herren det af Davids Fjenders Haand.
21Og Qvinden kom ind til Saul og saae, at han var saare forfærdet; og hun sagde til ham: See, din Tjenerinde adlød din Røst, og jeg satte mit Liv i min Haand og adlød dine Ord, som du talede til mig.
44Men Saul havde givet Michal, sin Datter, Davids Hustru, til Palti, Lais Søn, som var af Gallim.
25Du kjender (jo) Abner, Ners Søn, thi han er kommen, at han vil bedrage dig, og at vide din Udgang og din Indgang, og at vide alt det, du gjør.
3Og jeg sagde til hende: Bliv mig (til Villie) mange Dage, bedriv ikke Hor, og bliv ikke en (anden) Mands; saa vil jeg ogsaa (bie) efter dig.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.