2 Samuel 3:29
Det skal blive paa Joabs Hoved og paa alt hans Faders Huus, og der skal ikke fattes af Joabs Huus den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Sværdet og haver Mangel paa Brød.
Det skal blive paa Joabs Hoved og paa alt hans Faders Huus, og der skal ikke fattes af Joabs Huus den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Sværdet og haver Mangel paa Brød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31 Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
32 Og Herren skal lade hans Blod komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda;
33 at deres Blod skal komme tilbage paa Joabs Hoved og paa hans Sæds Hoved i Evighed; men David og hans Sæd og hans Huus og hans Throne skal have Fred af Herren indtil evig (Tid).
34 Og Benaja, Jojadas Søn, gik op og faldt an paa ham og dræbte ham, og han blev begraven i sit Huus i Ørken.
30 Thi Joab og hans Broder Abisai havde slaget Abner ihjel, derfor at han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
4 paa det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Veie, at vandre for mit Ansigt i Sandhed af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.
5 Og du, du veed ogsaa, hvad Joab, Zerujas Søn, gjorde ved mig, hvad han gjorde ved de to Stridshøvedsmænd i Israel, ved Abner, Ners Søn, og ved Amasa, Jethers Søn, som han slog ihjel, og udøste Krigsblod, der det var Fred, og kom Krigsblod paa sit Bælte, som var om hans Lænder, og paa sine Skoe, som vare paa hans Fødder.
6 Og du skal gjøre efter din Viisdom, at du ikke lader hans graae Haar nedfare i Graven med Fred.
26 Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham igjen fra den Vandgrav Sira; men David vidste det ikke.
27 Og Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham (til en Side) midt i Porten at tale med ham i Stilhed, og stak ham der ved det femte (Ribbeen), saa han døde, for hans Broders Asaels Blods Skyld.
28 Der David hørte det siden, da sagde han: Jeg er uskyldig og mit Rige for Herren evindeligen for Abners, Ners Søns, Blod.
10 Og Amasa tog sig ikke vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, og han stak ham dermed ved det femte (Ribbeen) og udøste hans Indvolde paa Jorden, og han stak ham ikke anden Gang, og han døde; men Joab og hans Broder Abisai forfulgte Seba, Bichri Søn.
11 Og der stod en Mand af Joabs unge Karle hos ham og sagde: Hvo, som har Lyst til Joab, og hvo, som er for David, han (følge), efter Joab!
9 Gud gjøre Abner saa og lægge saa dertil over ham! som Herren haver svoret David, saaledes vil jeg gjøre imod ham:
10 at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.
13 Og siger til Amasa: Er du ikke mit Been og mit Kjød? Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om du ikke skal være Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted.
31 See, de Dage komme, at jeg vil afhugge din Arm og din Faders Huses Arm, at der skal ikke være en Gammel i dit Huus.
32 Og du skal see den, som trænger Boligen, i Alt, hvorudi det (ellers) skulde gaae Israel vel, og der skal ingen Gammel være i dit Huus nogensinde.
3 Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange (saa mange)! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere? hvorfor spørger min Herre efter dette? hvorfor skal det være til en Skyld paa Israel?
4 Men Kongens Ord fik Overhaand over Joab; saa drog Joab ud og vandrede igjennem al Israel, og kom til Jerusalem.
20 Og Abisai, Joabs Broder, han var den Ypperste iblandt Tre, og han opløftede sit Spyd mod tre Hundrede, som bleve ihjelslagne, og han var navnkundig iblandt de Tre.
14 Da sagde Joab: Jeg kan ikke tøve saaledes hos dig; saa tog han tre smaae Spyd i sin Haand og stødte dem i Absaloms Hjerte, da han endnu levede, midt i Egen.
10 Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.
22 Jonathans Bue vendtes ikke tilbage fra de Ihjelslagnes Blod, fra de Vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke ledigt tilbage.
38 Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor (Mand) i Israel?
20 Og Joab svarede og sagde: Det være langt fra, det være langt fra mig, at jeg skulde opsluge, og at jeg skulde fordærve!
21 Den Handel har sig ikke saaledes; men en Mand af Ephraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bichri Søn, haver opløftet sin Haand imod Kongen, imod David; giver (mig) ham alene, saa vil jeg drage fra Staden; og Qvinden sagde til Joab: See, hans Hoved skal kastes til dig over Muren.
3 Og Joab sagde til Kongen: Gid Herren din Gud vilde lægge til dette Folk, som disse og disse ere, hundrede Gange (saa mange), og min Herre Kongens Øine maatte see det; men hvorfor har min Herre Kongen Lyst til denne Gjerning?
31 Og han sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Elisas, Saphats Søns, Hoved skal staae idag paa ham.
18 Og Abisai, Joabs Broder, Zerujas Søn, han var en Øverste for Høvedsmændene, og han opløftede sit Spyd over tre Hundrede, som bleve ihjelslagne; og han var navnkundig iblandt Tre.
25 Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke den Gjerning synes ond for dine Øine, thi Sværdet fortærer paa den og den (Maade); hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den! og gjør ham frimodig.
29 Og det blev Kong Salomo tilkjendegivet, at Joab var flyet til Herrens Paulun, og see, (han stod) hos Alteret; da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, hen og sagde: Gak, fald an paa ham.
22 Gud gjøre Davids Fjender saa og lægge saa dertil, om jeg skal lade overblive indtil Morgen, naar det bliver lyst, af alt det, han haver, den, som pisser paa Væggen!
11 Og David sagde til Abisai og til alle sine Tjenere: See, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit (gjøre det)? lader ham være, og lader ham bande, fordi Herren har sagt det til ham.
6 Dog talte han ikke Levi og Benjamin midt iblandt dem; thi Kongens Ord var Joab vederstyggeligt.
9 Da sagde Abisai, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kjære, lad mig gaae over, og jeg vil borttage hans Hoved.
34 Og sandelig, (saa vist som) Herren, Israels Gud, lever, som forhindrede mig, at jeg gjorde dig ikke Ondt, havde du ikke skyndet dig og kommet imod mig, da havde ikke Nabal beholdt tilovers indtil Morgen, naar det bliver lyst, En, som pisser paa Væggen.
11 Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gjerning behage dig; saargjør deres Lænder, som opreise sig imod ham, og deres, som ham hade, at de ikke opreise sig.
21 Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
34 Dine Hænder vare ikke bundne, og dine Fødder ikke satte i Kobberbolte, du er falden, som man falder for uretfærdige Folk; da blev alt Folket ved at græde over ham.
5 Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du haver idag beskjæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, som idag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døttres Liv, og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,
16 Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.
19 Og Kongen sagde: Er (ikke) Joabs Haand med dig i alt dette? og Qvinden svarede og sagde: (Saa vist som) din Sjæl lever, min Herre Konge! der er Ingen hverken paa den høire eller venstre Side i alt dette, som min Herre Kongen sagde, uden din Tjener Joab; han bød mig det, og han lagde alle disse Ord i din Tjenerindes Mund.
1 Og David sagde: Mon der er endnu Nogen, som er overbleven af Sauls Huus, saa vil jeg gjøre Miskundhed imod ham for Jonathans Skyld?
36 Og det skal skee, hver den, som bliver tilovers i dit Huus, skal komme at nedbøie sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød, og skal sige: Kjære, lad mig komme til en af Præstetjenesterne at æde en Mundfuld Brød.
15 Thi det skede, der David var i Edom, der Joab, Stridshøvedsmanden, drog op at begrave de Ihjelslagne, da slog han alt Mandkjønnet i Edom.
30 Og Joab vendte tilbage fra (at jage) efter Abner og samlede alt Folket; og der savnedes nitten Mænd af Davids Tjenere, og Asael.
22 Da blev Abner ydermere ved og sagde til Asael: Vig du bag fra mig; hvorfor skulde jeg slaae dig til Jorden? og hvorledes skulde jeg opløfte mit Ansigt for din Broder Joab?
23 Men han vægrede sig for at vige, da stak Abner ham med det Bageste af Spydet ved det femte (Ribbeen), og Spydet gik bag ud af ham, og han faldt der og døde paa sit Sted; og det skede, at hver den, som kom til det Sted, hvor Asael var falden og døde, de stode.