2 Samuelsbok 3:32
Og de begrove Abner i Hebron, og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd.
Og de begrove Abner i Hebron, og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30 Thi Joab og hans Broder Abisai havde slaget Abner ihjel, derfor at han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
31 Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sække om eder, og sørger for Abner; og Kong David gik efter Liigbaaren.
33 Og Kongen klagede (det Klagemaal) over Abner og sagde: Mon Abner skulde døe, som en Daare døer?
34 Dine Hænder vare ikke bundne, og dine Fødder ikke satte i Kobberbolte, du er falden, som man falder for uretfærdige Folk; da blev alt Folket ved at græde over ham.
1 Og det blev Joab tilkjendegivet: See, Kongen græder og sørger over Absalom.
2 Og den Frelse blev paa den samme Dag til en Sorrig for alt Folket; thi Folket hørte paa den samme Dag, at der sagdes: Kongen er bedrøvet for sin Søn.
36 Der alt Folket forstod det, da (syntes) det godt for deres Øine, ligesom Alt, hvad Kongen gjorde, (syntes) godt for alt Folkets Øine.
37 Og alt Folket og ganske Israel kjendte paa den samme Dag, at det var ikke skeet af Kongen at lade slaae Abner, Ners Søn, ihjel.
38 Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor (Mand) i Israel?
36 Og det skede, der han havde endt at tale, see, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad.
37 Men Absalom flyede og drog til Thalmai, Ammihuds Søn, Kongen af Gesur, og han (David) sørgede over sin Søn alle de Dage.
4 Da opløftede David og det Folk, som var hos ham, deres Røst og græd, indtil der var ikke Kraft i dem til at græde.
11 Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.
12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.
4 Og Kongen skjulte sit Ansigt, og Kongen raabte med høi Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
26 Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham igjen fra den Vandgrav Sira; men David vidste det ikke.
27 Og Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham (til en Side) midt i Porten at tale med ham i Stilhed, og stak ham der ved det femte (Ribbeen), saa han døde, for hans Broders Asaels Blods Skyld.
28 Der David hørte det siden, da sagde han: Jeg er uskyldig og mit Rige for Herren evindeligen for Abners, Ners Søns, Blod.
33 Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen i Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg, jeg maatte døe for dig, Absalom, min Søn, min Søn!
14 Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner? og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen?
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
31 Men Davids Tjenere havde slaget af Benjamin og af Abners Mænd, saa der vare blevne tre hundrede og tredsindstyve Mænd døde.
32 Og de toge Asael op og begrove ham i sin Faders Grav, som var i Bethlehem; og Joab og hans Mænd gik den ganske Nat, saa at det lysnede for dem i Hebron.
30 Og han lagde hans Legeme i sin Grav, og de begræd ham (og sagde): Ak, min Broder!
1 Der Sauls Søn hørte, at Abner var død i Hebron, da nedsank hans Hænder, og al Israel forfærdedes.
4 Saa kom Budene til Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets Øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd.
30 Men David gik op ad Opgangen paa Oliebjerget; som han gik op, saa græd han, og hans Hoved var skjult, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, skjult hver sit Hoved, og gik flux op og græd.
21 Og Abner sagde til David: Jeg vil gjøre mig rede og gaae hen og samle al Israel til min Herre Kongen? at de skulle gjøre en Pagt med dig, og du skal være Konge efter alt det, som din Sjæl begjærer; saa lod David Abner fare, og han gik hen med Fred.
22 Og see, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte med sig meget Rov; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var bortgaaen med Fred.
23 Der Joab og den ganske Hær, som var med ham, vare komne, da gave de Joab tilkjende, sigende: Abner, Ners Søn, kom til Kongen, og han lod ham fare, og han er bortgaaen med Fred.
24 Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? see, Abner er kommen til dig, hvorfor lod du ham fare, at han er frit bortgaaen?
16 Og hendes Mand gik med hende, gik og græd bag hende indtil Bahurim; da sagde Abner til ham: Gak, vend tilbage; og han vendte tilbage.
17 Og Abners Tale var med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt efter David, at han skulde være Konge over eder.
4 Og Judæ Mænd kom og salvede der David til Konge over Judæ Huus; og de gave David tilkjende og sagde: De Mænd af Jabes i Gilead ere de, som have begravet Saul.
5 Da sendte David Bud til de Mænd af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede være I for Herren, at I gjorde denne Miskundhed mod eders Herre, mod Saul, at I begrove ham!
23 Og det ganske Land græd med høi Røst, og alt Folket gik over, og Kongen gik over Kidrons Bæk, og alt Folket gik over paa Veien lige til Ørken.
9 Gud gjøre Abner saa og lægge saa dertil over ham! som Herren haver svoret David, saaledes vil jeg gjøre imod ham:
19 Og Abner talede ogsaa for Benjamins Øren, og Abner gik ogsaa hen at tale for Davids Øren i Hebron alt det, som var godt for Israels Øine og for alt Benjamins Huses Øine.
39 Og Kong Davids (Sjæl) længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, at han var død.
31 Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
31 Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.
25 Og Benjamins Børn samlede sig efter Abner og bleve en Klynge; og de stode paa Toppen af en Høi.
16 Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
12 Og David bød de unge Karle, og de sloge dem ihjel og afhuggede deres Hænder og deres Fødder, og hængte dem over Fiskevandet i Hebron; men de toge Isboseths Hoved og begrove det i Abners Grav i Hebron.
18 Og de begrove ham, og al Israel begræd ham, efter Herrens Ord, som han talede ved sin Tjener Ahia, Propheten.
2 Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron, i Canaans Land; da kom Abraham, at sørge for Sara og at begræde hende.
37 Saa døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria.