Apostlenes gjerninger 20:12
Men de bragte det unge Menneske levende (op) og vare ikke lidet trøstede.
Men de bragte det unge Menneske levende (op) og vare ikke lidet trøstede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Da drog med ham indtil Asien Sopater fra Beroea, men af Thessalonikerne Aristarchus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Asiaterne Tychicus og Trophimus.
5 Disse gik forud og biede efter os i Troas.
6 Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippi og kom til dem inden fem Dage til Troas, hvor vi opholdt os syv Dage.
7 Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.
8 Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.
9 Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.
10 Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.
11 Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.
13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.
14 Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mitylene.
15 Og da vi vare seilede derfra, kom vi den anden Dag lige over for Chius; men den følgende Dag lagde vi til Samus og bleve over i Trogillium, og kom Dagen derpaa til Miletus.
37 Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.
38 Og meest smertede dem det Ord, han sagde, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.
36 Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.
13 Derfor ere vi blevne trøstede ved den Trøst fra eder; men vi glædede os endnu langt mere over Titi Glæde, thi hans Aand er bleven vederqvæget af eder alle.
19 Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
20 Men der Disciplene omgave ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han med Barnabas ud til Derbe.
21 Og der de havde prædiket Evangelium i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia,
11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.
21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.
14 hvor vi fandt Brødre og bleve budne af dem at blive (der) syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
15 Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
1 Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, tog Afsked og drog ud for at reise til Macedonien.
2 Og der han var dragen igjennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.
31 Men der de det læste, bleve de glade over den Trøst.
44 og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.
24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.
25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
17 Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde.
17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham.
18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
40 Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, trøstede de dem og droge ud.
27 Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort ved dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.
28 Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.
4 Og der vi fandt Disciple, bleve vi der i syv Dage; disse sagde ved Aanden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
5 Men der vi havde fuldendt de Dage, droge vi ud og gave os paa Reisen, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade.
6 Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi ind i Skibet; men de vendte tilbage til deres eget (Hjem).
7 Men vi fuldendte Seiladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene og bleve een Dag hos dem.
18 Saa trøster hverandre med disse Ord!
7 Men de Mænd vare i Alt henved tolv.
6 Men Gud, som trøster de Nedbøiede, trøstede os ved Titi Ankomst;
7 dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, med hvilken han var trøstet af eder, der han forkyndte os eders Længsel, eders bittre Graad, eders Nidkjærhed for mig; saa at jeg end mere glædede mig.
18 Men der de kom til ham, sagde han til dem: Fra den første Dag af, jeg kom til Asien, vide I, hvorledes jeg haver været hos eder den ganske Tid igjennem,
7 saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød, formedelst eders Tro.
1 Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare farne bort, seilede vi lige til Cos, men den anden Dag til Rhodus, og derfra til Patara.
3 Efterat da disse vare blevne ledsagede paa Veien af Menigheden, droge de igjennem Phoenicien og Samarien og fortalte Hedningernes Omvendelse; og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
1 Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite.
23 og der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de og havde seet et Syn af Engle, hvilke sige, at han lever.