Apostlenes gjerninger 8:9
Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samaritanske Folk, og sagt sig selv at være stor.
Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samaritanske Folk, og sagt sig selv at være stor.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Til ham holdt Alle sig, baade Smaae og Store, og sagde: Denne er den Guds Kraft, den store.
11Men de holdt sig til ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Trolddomskunster.
12Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige og Jesu Christi Navn, bleve de døbte, baade Mænd og Qvinder.
13Men Simon troede og selv, og der han var døbt, blev han stadig hos Philippus; og da han saae de Tegn og store, kraftige Gjerninger, som skede, forundrede han sig storligen.
14Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Petrus og Johannes til dem;
15hvilke, der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faae den Hellig-Aand.
5Men Philippus kom ned til den Stad Samaria og prædikede Christum for dem.
6Og Folket gav samdrægtigen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.
7Thi af Mange, som havde urene Aander, fore disse ud, raabende med høi Røst; men mange Værkbrudne og Halte bleve helbredede.
8Og der blev en stor Glæde i denne Stad.
17Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig-Aand.
18Men der Simon saae, at den Hellig-Aand blev given ved Apostlernes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge, sigende:
19Giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faae den Hellig-Aand.
20Men Petrus sagde til ham: Dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
23Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.
24Men Simon svarede og sagde: Beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.
25Men der de havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem op prædikede Evangelium i mange af de Samaritaners Byer.
6Og der de vare dragne gjennem hele Øen indtil Paphus, fandt de en Troldkarl, en falsk Prophet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus,
7som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.
8Men Elimas, (det er) Troldkarlen, — thi saa udtydes hans Navn, — stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen.
9Men Saulus, — som og kaldes Paulus, — fyldt med den Hellig-Aand, saae stivt paa ham og sagde:
16Og han tillagde Simon det Navn Petrus;
36Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham.
8Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
38angaaende Jesum af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig-Aand og Kraft; han, som drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle, som vare overvældede af Djævelen, thi Gud var med ham;
12Men der skede mange Tegn og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; — og de vare alle samdrægtigen i Salomons Buegang.
13Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem, men Folket gjorde meget af dem; —
5Og send nu Nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus.
8Men der Folket det saae, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.
1Men der vare nogle Propheter og Lærere i Antiochia i den der værende Menighed, nemlig Barnabas og Simeon, som kaldes Niger, og Lucius, den Cyrenæer, og Manaen, som var opfødt med Herodes, den Fjerdingsfyrste, og Saulus.
10Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.
11Da nu den Halte, der var helbredet, holdt sig til Petrus og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var heel forfærdet.
12Men der Petrus det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde bragt denne til at gaae?
11Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blind og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte efter Nogen, som kunde lede ham ved Haanden.
13Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet en Engel staaende i sit Huus, der sagde til ham: Send Mænd til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus;
22I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,
13Men nogle af de omløbende Jøder, der vare Besværgere, dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, og sagde: Vi besværge eder ved Jesum, hvilken Paulus prædiker.
14Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeva, en jødisk Ypperstepræst.
40Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Cæsarea.
39Men Mange af Samaritanerne af den samme Stad troede paa ham for Qvindens Tales Skyld, som vidnede: Han haver sagt mig alt det, jeg haver gjort.
42Men det blev vitterligt over hele Joppe, og Mange troede paa Herren.
43Og det skede, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.
35Og Alle, som boede i Lydda og Saron, saae ham og omvendte sig til Herren.
7Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
14Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage af dem et Folk efter sit Navn.
27Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Kammersvend, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen til Jerusalem for at tilbede;
1Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
14Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;
23Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit