Daniel 6:4
Da overgik denne Daniel Landshøvdingerne og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham, og Kongen tænkte at beskikke ham over det ganske Rige.
Da overgik denne Daniel Landshøvdingerne og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham, og Kongen tænkte at beskikke ham over det ganske Rige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Da søgte Landshøvdingerne og Statholderne at finde Sag imod Daniel, Riget anlangende; men de kunde ingen Sag eller Misgjerning finde, fordi han var trofast, og ingen Forgribelse eller Misgjerning fandtes i ham.
6Da sagde samme Mænd: Vi finde dog ingen Sag imod denne Daniel, uden vi, kunde finde den imod ham i hans Guds Lov.
7Da kom samme Landshøvdinger og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saa til ham: Kong Darius leve evindeligen!
1Og Darius, den Meder, antog Riget, (der han var) allerede to og tredsindstyve Aar gammel.
2Det syntes Darius godt, at han beskikkede over Riget hundrede og tyve Statholdere, som skulde være i det ganske Rige,
3og over disse tre Landshøvdinger, af hvilke Daniel var een, for hvilke hine Statholdere skulde gjøre Regnskab, at Kongen ikke skulde lide Skade.
17Og disse Drenge, disse fire, dem gav Gud Kundskab og Forstand i al Skrift og Viisdom; men han lod Daniel forstaae sig paa alle Syner og Drømme.
18Og der Dagene vare tilende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føre dem frem, da førte den øverste Kammertjener dem frem for Nebucadnezars Ansigt.
19Og Kongen talede med dem, og Ingen blev funden af dem allesammen som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.
20Og i alle Sager om Forstands Viisdom, som Kongen spurgte af dem, fandt han dem ti Gange at overgaae alle de Spaamænd og Stjernetydere, som vare i hans ganske Rige.
22Da talede Daniel med Kongen: Kongen leve evindeligen!
23Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, at de ikke have fordærvet mig, fordi der er funden Uskyldighed hos mig for ham, saa haver jeg og ingen Misgjerning gjort for dig, o Konge!
24Da blev Kongen ganske glad derfor og sagde, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og man drog Daniel op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, thi han troede paa sin Gud.
11Og der Daniel fik at vide, at det var skriftlig forfattet, gik han op i sit Huus, — men han havde aabne Vinduer paa sin Sal imod Jerusalem — og han knælede tre Gange hver Dag paa sine Knæ og bad og bekjendte for Gud, aldeles som han gjorde tilforn.
12Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel, som begjærede og bad om Naade for sin Gud.
13Da kom de frem og sagde for Kongen om Kongens Forbud: Haver du ikke ladet forfatte et Forbud, at hvert Menneske, som begjærer (Noget) af nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage, uden af dig, o Konge! skulde kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Det Ord er fast, efter de Meders og Persers Lov, som ikke maa overtrædes.
14Da svarede de og sagde for Kongen: Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, haver ikke agtet paa din Befaling, o Konge! eller paa dit Forbud, som du haver ladet forfatte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen.
15Der Kongen da hørte det Ord, blev han meget bedrøvet derfor og satte sit Hjerte til Daniel, til at udfrie ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
16Da kom de Mænd i Hobetal til Kongen, og de sagde til Kongen: Du skal vide, o Konge! at det er de Meders og Persers Lov, at alt Forbud og Befaling, som Kongen stadfæster, maa ikke forandres.
17Da befoel Kongen, og de fremførte Daniel og kastede (ham) i Løvekulen. Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse ærer, han skal udfrie dig.
11Der er en Mand i dit Rige, i hvilken de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Viisdom funden i ham ligesom Guders Viisdom, og din Fader, Kong Nebucadnezar, satte ham over Spaamændene, Stjernetyderne, Chaldæerne, Sandsigerne, (ja) din Fader, o Konge! (gjorde det),
12fordi der var en Ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgjøre mørke Taler og løse vanskelige Ting funden i ham, i Daniel, hvilken Kongen kaldte Beltsazar; lad nu Daniel kaldes, saa skal han kundgjøre Udtydningen.
13Da blev Daniel ført op for Kongen; (og) Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du den Daniel, som er af de bortførte Børn af Juda, hvilke Kongen, min Fader, lod føre fra Juda?
26Da skrev Kong Darius til alle Folk, Almue og Tungemaal, som boede i det ganske Land: Eders Fred vorde formeret!
27Af mig er given Befaling, at man udi mit ganske Riges Herredom skal skjælve og frygte for den Gud, som er Daniels; thi han er den levende Gud, og som (bliver) bestandig evindelig, og hans Rige (er det), som ikke skal fordærves, og hans Herredom naaer til Verdens Ende.
28(Han er) den, som udfrier, og som redder, og gjør Tegn og underlige Ting i Himmelen og paa Jorden, han udfriede Daniel af Løvernes Vold.
4unge Drenge, som slet ingen Lyde var paa, men deilige af Udseende og forstandige i al Viisdom, og som kjendte Forstand og forstode sig paa Vidskab, og i hvilke var Kraft til at staae i Kongens Palads, og at man skulde lære dem den chaldæiske Skrift og Tungemaal.
5Og Kongen beskikkede dem hver Dags Ting paa sin Dag af Kongens Mad og af den Viin, som han drak, og til at opføde dem i tre Aar; og naar de vare tilende, da skulde de staae for Kongens Ansigt.
6Og der var iblandt dem af Judæ Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria.
8Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han vilde ikke besmitte sig med Kongens Mad og med den Viin, som han drak; derfor begjærede han af den øverste Kammertjener, at han maatte ikke besmitte sig.
9Og Gud gav Daniel Miskundhed og Barmhjertighed for den øverste Kammertjeners Ansigt.
10Og den øverste Kammertjener sagde til Daniel: Jeg frygter for min Herre, Kongen, som haver beskikket eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han see, at eders Ansigter (saae) slettere (ud) end Drengenes, som ere af lige (Vilkaar) med eder, og I skulde sætte mit Hoved i Fare hos Kongen?
11Da sagde Daniel til Melzar, hvilken den øverste Kammertjener havde beskikket over Daniel, Hanania, Misael og Asaria:
48Da gjorde Kongen Daniel stor, og gav ham mange store Foræringer, og gjorde ham til en mægtig (Mand) over alt Babels Landskab, og den øverste Forstander over alle Vise i Babel.
49Og Daniel begjærede af Kongen, og han beskikkede over Bestillingen i Babels Landskab Sadrach, Mesach og Abed-Nego; men Daniel (blev) i Kongens Port.
24Derfor gik Daniel op til Arioch, som Kongen havde beskikket at omkomme de Vise i Babel; han gik og sagde saaledes til ham: Du skal ikke omkomme de Vise i Babel; før mig op for Kongen, saa vil jeg kundgjøre Kongen Udtydningen.
25Da førte Arioch Daniel hasteligen op for Kongen, og sagde saaledes til ham: Jeg haver fundet en Mand af de bortførte Folk af Juda, som skal kundgjøre Kongen Udtydningen.
1Da gav Kong Darius Befaling, og de ledte i Cancelliet, der Liggendefæet var henlagt i Babel.
17Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du din Skjenk, og giv en Anden din Gave, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgjøre ham Udtydningen.
13Og der udgik en Dom, og de Vise ihjelsloges; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, at de skulde ihjelslaaes.
19Da blev Daniel, hvis Navn er Beltsazar, forskrækket ved en Time, og hans Tanker forfærdede ham; (men) Kongen svarede og sagde: Beltsazar, lad den Drøm og dens Udtydning ikke forfærde dig. Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! den Drøm (vederfares) dine Hadere, og dens Udtydning dine Fjender!
27Og Statholderne, Forstanderne og Fyrsterne og Kongens Raadsherrer samledes og saae disse Mænd, at Ilden havde ingen Magt over deres Legemer, og ikke et Haar paa deres Hoved var svedet, og deres Kjortler vare ikke forandrede, ja, Ildens Lugt var ikke gaaet igjennem dem.
28Nebucadnezar svarede og sagde: Lovet være deres Gud, Sadrachs, Mesachs og Abed-Negos! som sendte sin Engel og reddede sine Tjenere, som forlode sig paa ham, idet de forandrede Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde ære eller tilbede nogen Gud uden deres Gud!
16Og Daniel gik ind og begjærede af Kongen, at han vilde give ham Tid til at kundgjøre Kongen Udtydningen.
17Da gik Daniel til sit Huus og kundgjorde Hanania, Misael og Asaria, sine Medbrødre, den Sag,
18for at de skulde begjære Barmhjertighed af Gud i Himmelen over dette Hemmelige, saa man ikke skulde omkomme Daniel og hans Medbrødre med de øvrige Vise i Babel.
27Daniel svarede for Kongen og sagde: Det Hemmelige, som Kongen begjærer, kunne ikke de Vise, Stjernetydere, Spaamænd og Sandsigere kundgjøre Kongen.
19Da gik Kongen bort til sit Palads, og aad Intet den Nat, og lod intet Spil bære for sig, og hans Søvn veg fra ham.
20Da stod Kongen op om Morgenen, i Dagningen, og gik hasteligen hen til Løvekulen.
12(Nu) ere der jødiske Mænd, som du haver beskikket over Bestillingerne i det Landskab Babel: Sadrach, Mesach og Abed-Nego; disse Mænd agtede ikke, o Konge! din Befaling, de ærede ikke din Gud, og tilbade ikke det Guldbillede, som du haver ladet opreise.