5 Mosebok 5:24
Og I sagde: See, Herren vor Gud haver ladet os see sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt af Ilden; vi have seet paa denne Dag, at Gud vilde tale med et Menneske, og det blev ved Live.
Og I sagde: See, Herren vor Gud haver ladet os see sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt af Ilden; vi have seet paa denne Dag, at Gud vilde tale med et Menneske, og det blev ved Live.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25Og nu, hvorfor skulle vi døe, at denne store Ild skal fortære os? dersom vi blive ydermere ved at høre Herrens vor Guds Røst, da døe vi.
26Thi hvo er af alt Kjød, der, som vi, kan høre den levende Guds Røst, som taler midt af Ilden, og (dog) blive ved Live?
27Gak du nær til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil tale; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre, og gjøre det.
28Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.
2Herren vor Gud gjorde en Pagt med os paa Horeb.
3Herren haver ikke gjort denne Pagt med vore Fædre, men med os, ja med os selv, som her ere allesammen levende paa denne Dag.
4Herren talede med eder Ansigt til Ansigt paa Bjerget midt ud af Ilden.
5Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
32Thi spørg, Kjære, om de forrige Dage, som for dig have været, fra den Dag, Gud skabte Menneskene paa Jorden, og fra (den ene) Himmelens Ende og indtil (den anden) Himmelens Ende, om der er skeet Noget, som denne store Ting, eller om der er hørt Noget, som dette?
33Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, saasom du, du har hørt, og er blevet ved Live?
34eller om Gud har forsøgt at komme, at tage sig et Folk midt af Folket ved Forsøgelser, ved Tegn, og ved underlige Gjerninger, og ved Krig, og ved en stærk Haand, og ved en udrakt Arm, og ved store Forskrækkelser, efter alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved eder i Ægypten for dine Øine?
35Dig er det blevet viist, at du skal vide, at Herren, han er Gud, (ja) Ingen uden han alene.
36Af Himmelen haver han ladet dig høre sin Røst, for at undervise dig, og paa Jorden haver han ladet dig see sin den store Ild, og du haver hørt hans Ord midt af Ilden.
11Og I kom nær til og stode nede ved Bjerget, og Bjerget brændte med Ild, indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja (forfærdeligt) Mørke.
12Og Herren talede til eder midt af Ilden; I hørte Ordets Røst, men I saae ingen Lignelse foruden Røsten.
13Og han forkyndte eder sin Pagt, hvilken han bød eder at gjøre, de ti Ord; og han skrev dem paa to Steentavler.
22Disse Ord talede Herren til eders ganske Forsamling paa Bjerget, midt af Ilden, Skyen og (forfærdeligt) Mørke, med stor Røst, og lagde Intet til; og han skrev dem paa to Steentavler og gav mig dem.
23Og det skede, der I havde hørt Røsten midt af Mørket og af Bjerget, som brændte med Ild, da kom I nær til mig, alle øverste iblandt eders Stammer og eders Ældste.
22Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have seet, at jeg haver talet af Himmelen med eder.
18Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
19Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke døe.
20Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I skulle ikke synde.
16efter alt det, du begjærede af Herren din Gud i Horeb paa Forsamlingens Dag, og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herrens min Guds Røst, og ikke ydermere see denne store Ild, at jeg skal ikke døe.
17Da sagde Herren til mig: De have talet vel i alt det, de have talet.
16Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i sex Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.
17Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
14Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten;
20Og han sagde: Du kan ikke see mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke see mig og leve.
15Saa bevarer eders Sjæle saare (vel), thi I saae slet ingen Lignelse paa den Dag, der Herren talede til eder paa Horeb midt udaf Ilden,
8Da svarede alt Folket tillige og sagde: Alt det, som Herren haver sagt, ville vi gjøre; og Mose førte igjen Folkets Ord for Herren.
9Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
4Men I, som hængte hart ved Herren eders Gud, I leve alle paa denne Dag.
8Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
24Og Herren haver budet os at gjøre alle disse Skikke, at frygte Herren vor Gud; at det maa gaae os vel alle Dage, at han maa holde os ved Live, som (det sees) paa denne Dag.
6Herren vor Gud talede med os i Horeb og sagde: I have længe (nok) været ved dette Bjerg.
18Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.
22Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
19Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
2Og de sagde: Taler Herren ikkun aleneste ved Mose? mon han ikke ogsaa taler ved os? og Herren hørte det.
17Thi Herren vor Gud, han er den, som opførte os og vore Fædre af Ægypti Land, af Tjeneres Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de Folk, hvor vi have gaaet midt igjennem.
3Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Domme; da svarede alt Folket med een Røst og sagde: Vi ville gjøre efter alle de Ord, som Herren haver sagt.
11Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaaer ydermere i Nogen for eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil.
5Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham; og han kaldte paa det Navn, Herre.
28Siig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine Øren, saaledes vil jeg gjøre ved eder.
38Denne er den, som i Menigheden udi Ørkenen stod mellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre, den, som annammede de levende Ord, for at give os (dem);
7Og han tog Pagtens Bog og læste for Folkets Øren, og de sagde: Vi ville gjøre alt det, som Herren haver sagt, og være lydige.
1Og Gud talede alle disse Ord og sagde:
2Og I skulle vide idag, at jeg taler ikke med eders Børn, som ikke vide, og som ikke have seet Herrens eders Guds Tugtelse, hans Storhed, hans stærke Haand og hans udrakte Arm,