Ester 9:24
Thi Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, alle Jøders Fjende, havde tænkt mod Jøderne at omkomme dem, og havde ladet kaste Pur, det er Lodden, til at forstyrre dem og til at omkomme dem.
Thi Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, alle Jøders Fjende, havde tænkt mod Jøderne at omkomme dem, og havde ladet kaste Pur, det er Lodden, til at forstyrre dem og til at omkomme dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Og det skede, der de sagde det dagligen til ham, og han hørte dem ikke, da gave de Haman det tilkjende, at see, om Mardochæi Ord skulde bestaae, thi han havde tilkjendegivet dem, at han var en Jøde.
5 Der Haman saae, at Mardochæus ikke knælede eller nedbøiede sig for ham, da blev Haman opfyldt med Hastighed.
6 Og han foragtede det for sine Øine at lægge Haand paa Mardochæus alene, thi de havde givet ham Mardochæi Folk tilkjende, men Haman søgte at ødelægge alle Jøderne, som vare udi Ahasveri Rige, Mardochæi Folk.
7 I den første Maaned, det er Nisan Maaned, i Ahasveri tolvte Aar, kastede man Pur, det er Lodden, for Hamans Ansigt fra Dag til Dag og fra Maaned til den tolvte Maaned, det er Adar Maaned.
8 Thi Haman havde sagt til Kong Ahasverus: Her er eet Folk adspredt og deelt iblandt Folkene i alle dine Rigers Landskaber, og deres Love ere anderledes end ethvert Folks, de gjøre og ikke efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem (saa) blive.
9 Dersom (det synes) godt for Kongen, saa lad skrives, at man omkommer dem; saa vil jeg veie ti tusinde Centner Sølv i deres Hænder, som gjøre Gjerningen, at føre dem i Kongens Skatkammer.
10 Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, Jødernes Fjende, den.
11 Og Kongen sagde til Haman: Det Sølv skal være dig givet, Folket ogsaa, at gjøre dermed, saasom godt (synes) for dine Øine.
12 Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der blev skrevet efter alt det, som Haman befoel, til Kongens Statholdere og til Fyrsterne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift, og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasveri Navn blev det skrevet og beseglet med Kongens Ring.
13 Og Brevene bleve sendte formedelst Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaae og at omkomme alle Jøderne, baade Unge og Gamle, smaae Børn og Qvinder, paa een Dag, paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og at røve, deres Bytte.
14 Skriftens Indhold var, at en Lov skulde gives i alle og ethvert Landskab aabenbarlig for alle Folk, at de skulde være rede til den samme Dag.
25 Og der hun var gaaen ind for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans de onde Anslag, som han havde tænkt mod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de havde hængt ham og hans Sønner paa Træet.
26 Derfor kaldte de de samme Dage Purim, efter Navnet Pur. For den Sags Skyld, efter alle dette Brevs Ord, og hvad de havde seet derhos, og hvad der var kommet over dem,
27 stadfæstede Jøderne og vedtoge det for sig og for deres Sæd og for alle dem, som føiede sig til dem, at Ingen maatte overtræde det, at de skulde holde disse to Dage efter deres Forskrift og efter deres bestemte (Tid) i alle og ethvert Aar,
5 Og hun sagde: Dersom (det saa synes) Kongen godt, og dersom jeg haver fundet Naade for hans Ansigt, og er den Sag ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øine, saa lad skrives for at gjenkalde de Breve, Hamans, Hammedathas Søns, den Agagiters, Anslag, som han haver skrevet for at omkomme Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber.
6 Thi hvorledes formaaer jeg at see paa det Onde, som skulde ramme mit Folk? og hvorledes formaaer jeg at see paa min Slægts Fordærvelse?
7 Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Esther og til Mardochæus, den Jøde: See, jeg haver givet Esther Hamans Huus, og ham have de hængt paa Træet, fordi han lagde sin Haand paa Jøderne.
9 og Parmastha og Arisai og Aridai og Vajesatha,
10 ti Sønner af Haman, Hammedathas Søn, Jødernes Fjende, sloge de ihjel; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.
11 Paa den samme Dag kom de Ihjelslagnes Tal i Susan, Slottet, for Kongen.
12 Og Kongen sagde til Dronning Esther: Jøderne have ihjelslaget og omkommet fem hundrede Mænd og ti Hamans Sønner i Susan, Slottet; hvad have de (vel) gjort i Kongens øvrige Landskaber? men hvad er din Bøn? og det skal gives dig, og hvad er ydermere din Begjæring? og det skal skee.
13 Og Esther sagde: Dersom (det synes) Kongen godt, da gives ogsaa imorgen Jøderne, som ere i Susan, (Lov) at gjøre efter denne Dags Lov, og at de hænge Hamans ti Sønner paa Træet.
14 Og Kongen befoel at gjøre saa, og der blev given en Lov i Susan, og de hængte Hamans ti Sønner.
15 Og Jøderne, som vare i Susan, samledes ogsaa paa den fjortende Dag i Adar Maaned, og ihjelsloge i Susan tre hundrede Mænd; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.
1 Paa den samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Esther Hamans, Jødernes Fjendes, Huus, og Mardochæus kom for Kongens Ansigt, thi Esther havde givet tilkjende, hvorlunde han (hørte) hende til.
2 Og Kongen tog sin Ring af, som han havde taget fra Haman, og gav Mardochæus den, og Esther satte Mardochæus over Hamans Huus.
3 Og Esther blev ved og talede for Kongens Ansigt og faldt ned for hans Fødder, og hun græd og bad om Naade, at han vilde borttage Hamans, den Agagiters, Ondskab og hans Anslag, som han havde tænkt imod Jøderne.
1 Og i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, paa den trettende Dag i den samme (Maaned), der Kongens Ord og hans Lov kom, at det skulde skee, paa den Dag, Jødernes Fjender ventede at herske over dem, — men det vendte sig om, at Jøderne, de selv herskede over deres Hadere —
2 da samledes Jøderne i deres Stæder i alle Kong Ahasveri Landskaber at lægge Haand paa dem, som søgte deres Ulykke, og Ingen kunde bestaae for deres Ansigt; thi Frygt for dem var falden paa alle Folkene,
23 Og (hver af) Jøderne vedtog at gjøre (det), som de havde begyndt, og som Mardochæus havde skrevet dem til.
6 Og Esther sagde: Den Mand, den Modstander og Fjende, er denne onde Haman; og Haman blev forfærdet for Kongens og Dronningens Ansigt.
7 Og Kongen stod op i sin Hastighed fra Gjæstebudet (og) Vinen, (og gik) i Haven ved Paladset; og Haman stod for at søge sit Liv af Dronning Esther, thi han saae, at der var besluttet en Ulykke over ham af Kongen.
8 Og der Kongen kom tilbage fra Haven ved Paladset til Huset, hvor (der havde været) Gjæstebud med Viin, da var Haman falden ned paa Bænken, som Esther (sad) paa; da sagde Kongen: Vil han og undertvinge Dronningen hos mig i Huset? (Der) det Ord udgik af Kongens Mund, da skjulte de Hamans Ansigt.
9 Og Harbona, en af Kammertjenerne, (som stode) for Kongens Ansigt, sagde: See, der staaer ogsaa Træet, som Haman lavede til Mardochæus, som talede godt for Kongen, ved Hamans Huus, halvtredsindstyve Alen høit; da sagde Kongen: Hænger ham derpaa!
10 Saa hængte de Haman paa Træet, som han havde ladet lave til Mardochæus, og Kongens Hastighed stilledes.
7 Og Mardochæus gav ham tilkjende Alt, hvad ham var vederfaret, og (gav) ham Forklaring om det Sølv, som Haman havde sagt, at han vilde veie ind i Kongens Skatkammer for Jødernes Skyld, at omkomme dem.
1 Efter disse Handeler gjorde Kong Ahasverus Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, stor, og ophøiede ham og satte hans Stol over alle Fyrsters, som vare hos ham.
5 Saa sloge Jøderne paa alle deres Fjender med Sværdslag og Drab og Fordærvelse, og de gjorde efter deres Villie imod deres Hadere.
29 Og Dronning Esther, Abihails Datter, og Mardochæus, den Jøde, skreve med al Magt, for at stadfæste dette Purims Brev, anden Gang.
4 Da sagde Kongen: Hvo er i Forgaarden? Og Haman var kommen i Kongens Huses yderste Forgaard at sige til Kongen, at de maatte hænge Mardochæus paa det Træ, som han havde ladet berede til ham.
31 for at stadfæste disse de Purims Dage paa deres bestemte (Tider), ligesom Mardochæus, den Jøde, og Dronning Esther havde stadfæstet for dem, og ligesom de havde stadfæstet for sig selv og for deres Sæd Fasternes og deres Raabs Handeler.
32 Og Esthers Ord stadfæstede disse de Purims Handeler, og det blev skrevet i en Bog.
11 at Kongen gav Jøderne, som vare i hver Stad, Lov at samles og at staae for deres Liv, at ødelægge, at ihjelslaae og at omkomme alt Folkets og Landskabernes Magt, som trængte dem, (ja) smaae Børn og Hustruer, og at røve deres Bytte,
13 Skriftens Indhold var, at en Lov skulde gives i hvert Landskab, aabenbarligen for alle Folk, og at Jøderne skulde være rede paa denne Dag at hevne sig paa deres Fjender.
13 Men alt dette er mig ikke nyttigt, al den Tid jeg seer Mardochæus, den Jøde, siddende i Kongens Port.
14 Da sagde Seres, hans Hustru, og alle hans Venner til ham: Lad dem lave et Træ til, halvtredsindstyve Alen høit, og siig imorgen til Kongen, at de maae hænge Mardochæus derpaa, og kom (saa) glad til Gjæstebudet med Kongen; og dette Ord syntes Haman vel om, og han lod tillave Træet.
10 Da sagde Kongen til Haman: Skynd dig, tag Klædebonnet og Hesten, saasom du haver talet, og gjør saa med Mardochæus, den Jøde, den, som sidder ved Kongens Port; lad ikke et Ord feile af alt det, som du haver talet.
9 Da gik Haman den samme Dag ud, glad og ved et godt Mod; men som Haman saae Mardochæus i Kongens Port, at han stod ikke op, ei heller rørte sig for ham, da blev Haman opfyldt med Hastighed mod Mardochæus.
14 Der de endnu talede med ham, da kom Kongens Kammertjenere til, og de hastede at føre Haman til Gjæstebudet, som Esther havde tillavet.
20 Og Mardochæus skrev disse Ting og sendte Breve til alle Jøderne, som vare i alle Kong Ahasveri Landskaber, de, som vare nær og langt borte,