2 Mosebok 16:33
Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren, at forvares til eders Efterkommere.
Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren, at forvares til eders Efterkommere.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
34Ligesom Herren befoel Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet, at forvares.
35Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, indtil de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til det Yderste af Canaans Land.
36Men en Omer er en Tiendepart af en Epha.
31Og Israels Huus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Corianderfrø, hvidt, og smagte som en Honningkage.
32Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befoel: Fyld en Omer deraf, at forvares til eders Efterkommere, paa det de maae see det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægypti Land.
15Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.
16Dette er det Ord, som Herren haver befalet: Sanker deraf, eftersom Enhver kan æde; I skulle tage en Omer til (hvert) Hoved, efter eders Personers Tal, som hver haver i sit Paulun.
17Og Israels Børn gjorde saa; og sankede, En mere, og en Anden mindre.
18Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og den fattedes ikke, som havde sanket mindre; de havde sanket, hver saa meget, som han kunde æde.
19Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
21Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen (skinnede) hed, saa smeltedes det.
22Og det skede paa den sjette Dag, da sankede de dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gave Mose det tilkjende
23Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: Imorgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som overbliver, det lader ligge for eder i Forvaring indtil imorgen.
24Og de lode det ligge indtil Morgenen, saasom Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.
25Da sagde Mose: Æder det idag, thi det er Sabbat idag for Herren; idag skulle I ikke finde det paa Marken.
7Og Mose lod Kjeppene blive for Herrens Ansigt i Vidnesbyrdets Paulun.
4Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei.
5Og det skal skee paa den sjette Dag, da skulle de tillave det, som de bære (hjem); og det skal være dobbelt saa meget, som det, de sanke (ellers) hver Dag.
9Og Mose bar alle Kjeppene ud fra Herrens Ansigt til alle Israels Børn; og de saae (dem), og de toge hver sin Kjep.
10Og Herren sagde til Mose: Bær Arons Kjep ind igjen lige for Vidnesbyrdet, i Forvaring, til et Tegn imod de gjenstridige Børn; og du skal gjøre en Ende paa deres megen Knur imod mig, at de skulle ikke døe.
11Og Mose gjorde det; ligesom Herren befoel ham, saaledes gjorde han.
11Og Herren talede til Mose og sagde:
19Præsten, som gjør et Syndoffer af det, skal æde det; det skal ædes paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
16Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron.
25da bød Mose Leviterne, som bare Herrens Pagtes Ark, og sagde:
31Og Mose sagde til Aron og hans Sønner: Koger Kjødet for Forsamlingens Pauluns Dør, og I skulle æde det der, og Brødet, som er i Fyldelsens Kurv, saasom jeg haver befalet, sigende: Aron og hans Sønner skulle æde det.
9Da tog Mose Kjeppen derfra, for Herrens Ansigt, saasom han havde befalet ham.
17Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
11og at (I kunne) lære Israels Børn alle de Skikke, som Herren haver sagt til dem formedelst Mose.
20Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
8Og Mose sagde: (I skulle finde det,) naar Herren giver eder Kjød at æde iaften, og Brød imorgen, til at mættes, thi Herren haver hørt eders megen Knur, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders megen Knur var ikke imod os, men imod Herren.
9Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur.
13Og Herren talede til Mose og sagde:
28Og Mose forkyndte Aron alle Herrens Ord, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han havde befalet ham.
16Og du skal lægge i Arken det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig.
44Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
23Og han lagde Brød derpaa i Orden for Herrens Ansigt, saasom Herren hande befalet Mose.
12Og Herren talede til Mose og sagde:
9Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
28Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder for at holde mine Bud og mine Love?
33Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
17Og Herren talede til Mose og sagde:
54Og Mose og Eleasar, Præsten, toge Guldet af Fyrsterne over de Tusinde og de Hundrede, og de førte det ind i Forsamlingens Paulun, til en Ihukommelse for Israels Børn for Herrens Ansigt.
4som havde det gyldne Røgelsekar og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken var en Guldkrukke med Manna og Arons blomstrende Stav og Pagtens Tavler;
51Og Mose gav Aron og hans Sønner de Penge for de Løste, efter Herrens Mund, saasom Herren havde befalet Mose.
15Og Mose talede til Herren og sagde: