4 Mosebok 11:9
Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og Herren talede til Mose og sagde:
12 Jeg haver hørt Israels Børns megen Knur; tal til dem, sigende: Imellem de to Aftener skulle I æde Kjød, og imorgen mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg Herren er eders Gud.
13 Og det skede om Aftenen, at der kom Vagteler og bedækkede Leiren; og om Morgenen laae Duggen trindt omkring Leiren.
14 Og der Duggen, som laae, foer op, see, da laae (der) ovenover Ørken (noget) Tyndt, Trindt, tyndt som Riimfrost paa Jorden.
15 Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.
16 Dette er det Ord, som Herren haver befalet: Sanker deraf, eftersom Enhver kan æde; I skulle tage en Omer til (hvert) Hoved, efter eders Personers Tal, som hver haver i sit Paulun.
6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
7 Men det Man var som Corianderfrø, og dets Farve var ligesom Bdellions Farve.
8 Folket, de løb hid og did og sankede, og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren, og kogte det i Potten, og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag.
24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn.
21 Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen (skinnede) hed, saa smeltedes det.
31 Og Israels Huus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Corianderfrø, hvidt, og smagte som en Honningkage.
32 Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befoel: Fyld en Omer deraf, at forvares til eders Efterkommere, paa det de maae see det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægypti Land.
33 Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke og læg en Omer fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren, at forvares til eders Efterkommere.
30 Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel.
31 Da foer der et Veir ud fra Herren, og førte Vagteler fra Havet, og strøede (dem) over Leiren, her ved en Dags Reise, og der ved en Dags Reise (langt), trindt omkring Leiren, og ved to Alen (høit) over Jorden.
32 Da stod Folket op den samme ganske Dag og den ganske Nat og den anden ganske Dag, og de sankede Vagteler; hvo mindst havde, havde sanket ti Homer; og de bredte dem flux ud trindt omkring Leiren.
4 Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei.
35 Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, indtil de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til det Yderste af Canaans Land.
28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger.
12 Saa holdt det Man op anden Dag, efterat de havde ædet af Landets Grøde, og Israels Børn havde ikke ydermere Man; men de aade af Canaans Lands nye Grøde i det samme Aar.
31 Vore Fædre aade Manna i Ørkenen, som skrevet er: Han gav dem Brød af Himmelen at æde.
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
19 Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
20 Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst.
39 Han udbredte en Sky til et Skjul, og en Ild til at oplyse Natten.
40 (Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød.
20 Og naar Skyen var faa Dage over Tabernaklet, da leirede de sig efter Herrens Mund og reiste efter Herrens Mund.
21 Og naar Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen foer op om Morgenen, da reiste de; eller (det skede) om Dagen eller om Natten, at Skyen foer op, da reiste de.
15 Og paa den Dag, som Tabernaklet blev opreist, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var, over Tabernaklet som en Ild at see til, indtil om Morgenen.
16 Saaledes skede det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten (var det som) en Ild at see til.
17 Og eftersom Skyen foer op fra at være over Paulunet, derefter reiste Israels Børn; og paa det Sted, hvor Skyen blev, der leirede Israels Børn sig.
34 Og Herrens Sky var over dem om Dagen, naar de reiste af Leiren.
18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til imorgen, saa skulle I æde Kjød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kjød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kjød, at I skulle æde.
19 Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
12 Og du ledede dem om Dagen ved en Skystøtte, og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
20 Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Skyen og Mørket (for hine), men oplyste Natten (for disse); og den Ene kom ikke til den Anden den ganske Nat.
24 Og de lode det ligge indtil Morgenen, saasom Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.
8 Og Mose sagde: (I skulle finde det,) naar Herren giver eder Kjød at æde iaften, og Brød imorgen, til at mættes, thi Herren haver hørt eders megen Knur, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders megen Knur var ikke imod os, men imod Herren.
1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
12 Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Reisen af vore Huse den Dag, vi gik ud at vandre til eder; men see, nu er det tørt, og det er mullent.
15 Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
17 Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
1 Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat.
40 Og Gud gjorde saaledes i den samme Nat, og der var tørt paa Uldskindet alene, og der var Dug paa al Jorden.
33 som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.
16 han, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kjendte, for at ydmyge dig, og for at forsøge dig, og at gjøre vel imod dig i din sidste Tid —