Josva 9:12
Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Reisen af vore Huse den Dag, vi gik ud at vandre til eder; men see, nu er det tørt, og det er mullent.
Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Reisen af vore Huse den Dag, vi gik ud at vandre til eder; men see, nu er det tørt, og det er mullent.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Og disse ere Læderflasker til Viin, som vi fyldte, (der de vare) nye, see, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Skoe ere blevne gamle for denne saare lange Veis Skyld.
4da handlede ogsaa de med List, og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Sække paa deres Asener, og gamle sønderrevne og bødte Læderflasker til Viin,
5og gamle og lappede Skoe paa deres Fødder, og gamle Klæder paa sig; og alt Brødet til deres Tæring var tørt (og) mullent.
6Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
11Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
6Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
9Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
10Vor Hud er forbrændt som en Ovn for Hungerens vældige Storm.
34Saa tog Folket sin Deig op, før den blev syret, deres Deigtruge, bundne i deres Klæder, paa deres Axler.
14Og der Duggen, som laae, foer op, see, da laae (der) ovenover Ørken (noget) Tyndt, Trindt, tyndt som Riimfrost paa Jorden.
15Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde.
39Og de bagte af den Deig, som de førte af Ægypten, usyrede Kager, thi den var ikke syret, fordi de bleve uddrevne af Ægypten og kunde ikke tøve, og havde ei heller beredt sig Tæring.
8Folket, de løb hid og did og sankede, og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren, og kogte det i Potten, og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag.
9Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
25Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
31Og Israels Huus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Corianderfrø, hvidt, og smagte som en Honningkage.
32Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befoel: Fyld en Omer deraf, at forvares til eders Efterkommere, paa det de maae see det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægypti Land.
19Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
6Vi maae give Ægypterne Haand, (ja) Assyrerne, for at mættes af Brød.
17Og Isai sagde til David, sin Søn: Kjære, tag til dine Brødre denne Epha stegte Ax og disse ti Brød, og løb til Leiren til dine Brødre.
28Senge og Bækkener og Pottemagerkar og Hvede og Byg og Meel og stegte Ax og Bønner og Lindser, ogsaa (af de samme) tørrede,
29og Honning og Smør og Faar og Oste af Køer hen til David og til Folket, som var med ham, til at æde; thi de sagde: Folket er hungrigt og træt og tørstigt i Ørken.
31Vore Fædre aade Manna i Ørkenen, som skrevet er: Han gav dem Brød af Himmelen at æde.
5Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor opførte I os af Ægypten, for at døe i Ørken? thi (her) er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kjedes ved det meget ringe Brød.
3Der vare og de, som sagde: Vi have pantsat vore Agre og vore Viingaarde og vore Huse, og optaget Korn i (denne) Hunger.
21Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen (skinnede) hed, saa smeltedes det.
6Da gav Præsten ham det Hellige; thi der var intet Brød uden Skuebrød, som borttoges fra Herrens Ansigt, at man skulde lægge varmt Brød (istedet) paa den Dag, man tog det bort.
7Da sagde Saul til sin Dreng: Men see, (om) vi gaae, hvad skulle vi bringe Manden? thi Brødet er borte af vore Poser, og vi have ingen Skjenk at bringe den Guds Mand; hvad (have vi) med os?
3Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi havde døet ved Herrens Haand i Ægypti Land, da vi sadde ved Kjødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk, at lade al denne Menighed døe af Hunger.
4Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei.
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
36See, vi ere Tjenere idag; ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten deraf og det Gode deraf, see, derudi ere vi Tjenere.
23Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: Imorgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som overbliver, det lader ligge for eder i Forvaring indtil imorgen.
24Og de lode det ligge indtil Morgenen, saasom Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.
11Og de aade af Landets Grøde paa anden Paaskedag, (nemlig) usyrede (Brød) og stegte Ax, lige paa denne samme Dag.
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
9og at (vi) ikke bygge Huse for os at boe udi, og ikke have Viingaard eller Mark eller Sæd.
19Og jeg haver baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Viin til mig og din Tjenerinde og til Drengen, som er med dine Tjenere; (vi have) ingen Mangel paa nogen Ting.
9Thi det er mig saa budet ved Herrens Ord og sagt: Du skal ikke æde Brød og ei drikke Vand, og du skal ikke vende tilbage ad den Vei, som du har gaaet.
5Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederqvæger eders Hjerte, siden kunne I gaae længere; thi derfor gik I over til eders Tjener; og de sagde: Gjør saaledes, som du haver sagt.
10Og I skulle æde det Gamle, som er blevet gammelt, og I skulle udføre det Gamle for det Nyes Skyld.
9Og han førte os til dette Sted, og han haver givet os dette Land, et Land, som flyder med Melk og Honning.
9Saa tag du til dig Hvede og Byg og Bønner og Lindser og Hirsegryn og Spelt, og du skal lægge dem i eet Kar og gjøre dig Brød af dem; (efter) de Dages Tal, som du skal ligge paa din Side, tre hundrede og halvfemsindstyve Dage skal du æde det.
12Og du skal æde en Bygkage; og den, den skal du bage for deres Øine ved Skarn, som er gaaet fra et Menneske.
13Og Herren sagde: Saaledes skulle Israels Børn æde deres urene Brød iblandt Hedningerne, hvorhen jeg vil fordrive dem.
5Og fyrretyve Aar haver jeg ladet eder vandre i Ørken; eders Klæder bleve ikke gamle paa eder, og dine Skoe bleve ikke gamle paa din Fod.
14Nu, efterdi vi aldeles have vor Løn af (Kongens) Palads, og det ikke sømmer sig, at vi see paa Kongens Foragtelse, derfor have vi sendt hen og lade Kongen det vide;
3Du skal ikke æde syret (Brød) derhos, syv Dage skal du æde usyrede (Brød) derhos, Trængselsbrød; thi med Hast drog du ud af Ægypti Land, derfor skal du ihukomme den Dag, som du uddrog af Ægypti Land, alle dit Livs Dage.
6I den fjerde Maaned, paa den niende (Dag) i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staden, og der var ikke Brød for Folket i Landet.
2Da talede Juda til ham sigende: Manden vidnede alvorligen for os og sagde: I skulle ikke see mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.