Josva 9:11
Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 og gamle og lappede Skoe paa deres Fødder, og gamle Klæder paa sig; og alt Brødet til deres Tæring var tørt (og) mullent.
6 Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
7 Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaskee du boer midt iblandt mig, hvorledes kan jeg da gjøre Pagt med dig?
8 Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?
9 Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et saare langt fraliggende Land for Herrens din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Ægypten,
10 og alt det, som han gjorde ved de to Amoriters Konger, som vare paa hiin Side Jordanen, ved Sihon, Kongen i Hesbon, og ved Og, Kongen i Basan, som var i Astharoth.
12 Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Reisen af vore Huse den Dag, vi gik ud at vandre til eder; men see, nu er det tørt, og det er mullent.
13 Og disse ere Læderflasker til Viin, som vi fyldte, (der de vare) nye, see, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Skoe ere blevne gamle for denne saare lange Veis Skyld.
14 Saa toge Mændene af deres Tæring, og de spurgte ikke Herrens Mund ad.
15 Og Josva gjorde Fred med dem, og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster svore dem.
16 Men det skede, der tre Dage vare tilende, efterat de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare nær hos dem, og at de boede midt iblandt dem.
24 Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere vist tilkjendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose, sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt; og vi frygtede saare for vort Liv for eders Ansigt, og have gjort denne Gjerning.
25 Men nu, see vi ere i din Haand; som det er godt, og som det er ret for dine Øine at gjøre os, det gjør.
19 Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
20 Da sagde jeg til eder: I ere komne til det amoritiske Bjerg, hvilket Herren vor Gud vil give os.
25 Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
22 Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
1 Men Nahas, den Ammoniter, drog op og leirede sig mod Jabes i Gilead; og alle Mænd i Jabes sagde til Nahas: Gjør en Pagt med os, saa ville vi tjene dig.
29 — ligesom Esaus Børn gjorde imod mig, de, som boe i Seir, og Moabiterne, som boe i Ar — indtil at jeg kommer over Jordanen, til det Land, som Herren vor Gud giver os.
7 Og (der) I kom til dette Sted, da uddrog Sihon, Kongen af Hesbon, og Og, Kongen af Basan, imod os til Krig, og vi sloge dem.
19 Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Konge i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kjære, lad os drage igjennem dit Land indtil mit Sted.
22 Da kaldte Josva ad dem, og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi (boe) saare langt fra eder, og I boe (dog) midt iblandt os?
9 Og hun sagde til Mændene: Jeg veed, at Herren haver givet eder Landet, og at eders Forfærdelse er falden paa os, og at alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt.
10 Thi vi have hørt, at Herren tørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriters Konger, som vare paa hiin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde.
16 Og de svarede Josva og sagde: Vi ville gjøre alt det, som du haver budet os, og vi ville gaae til Alt, hvortil du vil sende os.
17 Thi Herren vor Gud, han er den, som opførte os og vore Fædre af Ægypti Land, af Tjeneres Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de Folk, hvor vi have gaaet midt igjennem.
18 Og Herren haver uddrevet alle Folkene, endog Amoriten, som boede i Landet, fra vort Ansigt; vi ville ogsaa tjene Herren, thi han er vor Gud.
9 Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem.
26 Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen i Hesbon, med fredsommelige Ord, og lod sige:
7 Vender om, og reiser, og kommer til Amoriternes Bjerg og til alle Naboerne derhos, paa den slette Mark, paa Bjerget, og i det Lave, og i Sønden, og hos Havets Havn, til Cananiternes Land og til Libanon, indtil den store Flod, den Flod Phrat.
8 Og de Ældste af Gilead sagde til Jephthah: Derfor vende vi nu tilbage til dig, at du skal gaae med os og stride imod Ammons Børn, og du skal være vort Hoved, (ja) alle deres, som boe i Gilead.
7 Men alt Fæet og Rovet, som var i Stæderne, røvede vi for os.
9 Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
9 Og han førte os til dette Sted, og han haver givet os dette Land, et Land, som flyder med Melk og Honning.
36 See, vi ere Tjenere idag; ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten deraf og det Gode deraf, see, derudi ere vi Tjenere.
19 Da sagde alle Fyrsterne til al Menigheden: Vi have svoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem.
20 (Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.
6 Og de sagde til Jephthah: Kom, saa skal du være vor øverste, og vi ville stride imod Ammons Børn.
11 Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at reise for Folkets Ansigt, at de maae komme ind at eie Landet, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
21 Og Israel sendte Bud hen til Sihon, Amoriternes Konge, og lod sige:
22 Lad mig gaae igjennem dit Land, vi ville ikke bøie til Ager eller til Viingaard, vi ville ikke drikke Vand af (nogen) Brønd, vi ville drage ad Kongeveien, indtil vi komme igjennem dit Landemærke.
9 Saa holder denne Pagtes Ord og gjører efter dem, at I kunne gjøre viseligen alt det, som I skulle gjøre.
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
28 Og de svarede: Vi see klarligen, at Herren er med dig, derfor sagde vi: Kjære, lad være en Ed imellem os (indbyrdes), imellem os og imellem dig, og vi ville gjøre et Forbund med dig,
14 Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gjøre.
15 Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
2 Herren vor Gud gjorde en Pagt med os paa Horeb.
36 Fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead, var der ikke en Stad, som var for høi for os; Herren vor Gud gav dem alle for vort Ansigt.
16 Da gik de frem til ham og sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Fæ, og Stæder for vore smaae Børn.