2 Mosebok 20:20
Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I skulle ikke synde.
Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I skulle ikke synde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
19Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke døe.
21Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var.
22Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have seet, at jeg haver talet af Himmelen med eder.
13Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, staaer og seer Herrens Frelse, som han skal gjøre eder idag; thi disse Ægypter, som I see idag, dem skulle I ikke see mere herefter evindelig.
16Og det skede paa den tredie Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget, og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk bævede, som var i Leiren.
17Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
20Der Herren var nedkommen over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
21Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem.
21og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;
23Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du, du vidnede for os og sagde: Sæt Grændser om Bjerget og hellige det.
24Og Herren sagde til ham: Gak, stig ned, og du skal (siden) stige op, du, og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem, at opstige til Herren, at han ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
25Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
9Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
14Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten;
2Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
29Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde, og frygter ei for dem.
1Og Gud talede alle disse Ord og sagde:
2(I.) Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægypti Land, af Trælles Huus.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
5Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
6Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.
7Og Herren talede til Mose og sagde:
30Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
11Og de skulle være rede til den tredie Dag; thi paa den tredie Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øine paa Sinai Bjerg.
12Og du skal sætte Folket Grændser omkring, sigende: Vogter eder at gaae op paa Bjerget og at røre ved dets Yderste; hver den, som rører ved Bjerget, skal visseligen dødes.
20Og de gik Mose og Aron imøde og stode imod dem, der de gik ud fra Pharao.
5Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Skoe af dine Fødder; thi det Sted, som du staaer paa, er en hellig Jord.
6Og han sagde (fremdeles): Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at see paa Gud.
18da skal du ikke frygte for dem; du skal flitteligen komme ihu, hvad Herren din Gud gjorde ved Pharao og ved alle Ægypterne:
19de store Forsøgelser, som dine Øine saae, og de Tegn og de underlige Ting, og den stærke Haand og den udrakte Arm, med hvilken Herren din Gud udførte dig; saaledes skal Herren din Gud gjøre ved alle de Folk, for hvis Ansigt du frygter.
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
32Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke see derhen.
10Da talede Herren til Mose og sagde:
31Og Israel saae den store Haand, som Herren havde beviist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren, og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.
7Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham.
20Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
20Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao; see, han gaaer ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de maae tjene mig.
41Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes.
3Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn:
10Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
10Saa gak nu, og jeg vil sende dig til Pharao; og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten.
20Og han sagde: Du kan ikke see mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke see mig og leve.
44Og Herren talede til Mose og sagde:
8Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: