2 Mosebok 36:6
Saa befoel Mose, og de raabte igjennem Leiren, sigende, at hverken Mand eller Qvinde skulde ydermere skaffe Noget tilveie til Helligdommens Opløftelsesoffer; og Folket blev holdt tilbage fra at føre frem.
Saa befoel Mose, og de raabte igjennem Leiren, sigende, at hverken Mand eller Qvinde skulde ydermere skaffe Noget tilveie til Helligdommens Opløftelsesoffer; og Folket blev holdt tilbage fra at føre frem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Saa gjorde Bezaleel og Oholiab og hver Mand, som var viis i Hjertet, hvilke Herren havde givet Viisdom og Forstand til at vide at gjøre allehaande Gjerning til det Helliges Tjeneste, efter alt det, som Herren havde befalet.
2Og Mose kaldte ad Bezaleel og ad Oholiab og ad hver Mand, som var viis i Hjertet, som Herren havde givet Viisdom i sit Hjerte, hver, hvis Hjerte førte ham til at komme frem til Gjerningen, for at gjøre den.
3Og de toge (det, som var) for Mose Aasyn, nemlig alt det Opløftelsesoffer, som Israels Børn fremførte, til Helligdommens Tjenestes Gjerning, til at gjøre den; og de fremførte endnu til ham en frivillig (Gave), hver Morgen.
4Da kom alle de Vise, som gjorde al Helligdommens Gjerning, hver Mand fra sin Gjerning, som de gjorde.
5Og de sagde til Mose, sigende: Folket bærer mere frem, end der gjøres behov til Tjenesten, til Gjerningen, hvilken Herren havde befalet at gjøre.
7Thi de havde nu nok til al Gjerningen, til at gjøre den; og der var tilovers.
29Hver Mand og Qvinde, hvilke deres Hjerte havde gjort frivillige til at fremføre til al Gjerningen, som Herren ved Mose havde befalet at gjøre, (ja) Israels Børn fremførte et frivilligt (Offer) til Herren.
4Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Dette er det Ord, som Herren befoel, sigende:
5Tager af eder et Opløftelsesoffer til Herren; hver, som er villig af sit Hjerte, skal fremføre det, nemlig Herrens Opløftelsesoffer: Guld og Sølv og Kobber,
6Og Pharao befoel samme Dag Plagerne iblandt Folket og dets Fogeder, og sagde:
7I skulle ikke ydermere give Folket Halm at brænde Tegl med, som tilforn; lader dem selv gaae at sanke sig Halm.
8Og lægger dem (alligevel) paa (at gjøre) det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; formindsker Intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaae hen, vi ville offre til vor Gud.
9Lader Trældommen blive svar over Mændene, at de have at gjøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord.
10Da talede Herren til Mose og sagde:
12Og Herren talede til Mose og sagde:
42Efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gjerningen.
19Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
25Og Herren talede til Mose og sagde:
9Og de lode udraabe i Juda og i Jerusalem, at de skulde indføre for Herren det Paalæg, (som) Mose, Guds Tjener, (lagde) paa Israel i Ørken.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
2Siig til Israels Børn, at de skulle tage mig et Opløftelsesoffer; af hver Mand, hvem hans Hjerte frivillig driver dertil, skulle I tage mit Opløftelsesoffer.
1Og Mose lod samle al Israels Børns Menighed, og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befoel, at I skulle gjøre:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
15Og han sagde til Folket: Værer rede til tre Dage, og holder eder ikke til Qvinder.
26Og Herren talede til Mose og sagde:
21Og Herren talede til Mose og sagde:
16Og Herren talede til Mose og sagde:
18Og nu, gaaer, arbeider, og ingen Halm skal eder gives; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.
19Da saae Israels Børns Fogeder, at de vare ilde deran, idet der sagdes: I skulle Intet formindske af eders Tegl, af (hver) Dags Forretning paa sin Dag.
17Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
16Dette er det Ord, som Herren haver befalet: Sanker deraf, eftersom Enhver kan æde; I skulle tage en Omer til (hvert) Hoved, efter eders Personers Tal, som hver haver i sit Paulun.
11Og Herren talede til Mose og sagde:
23Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du, du vidnede for os og sagde: Sæt Grændser om Bjerget og hellige det.
3Og der skal Ingen gaae op med dig, ei heller Nogen sees om det ganske Bjerg; hverken Qvæg eller Øxne skulle gaae i Græs henimod det samme Bjerg.
5Og Herren talede til Mose og sagde:
13Og Herren talede til Mose og sagde:
26Sex Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være (at finde).
27Og det skede, paa den syvende Dag, da udgik (Nogle) af Folket at sanke, og de fandt Intet.
28Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder for at holde mine Bud og mine Love?
29Seer, at Herren haver givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, Ingen udgaae af sit Sted paa den syvende Dag.
26Og Herren talede til Mose og sagde:
4Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder.
22Og Herren talede til Mose og sagde:
19Præsten, som gjør et Syndoffer af det, skal æde det; det skal ædes paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard.
5Saa tager vare paa Helligdommens Varetægt og paa Alterets Varetægt, at der ikke skal ydermere være en (hastig) Vrede over Israels Børn.
36Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
21Og hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, kom og fremførte Herrens Opløftelsesoffer til Forsamlingens Pauluns Gjerning, og til al dets Tjeneste, og til de hellige Klæder.