2 Mosebok 5:6
Og Pharao befoel samme Dag Plagerne iblandt Folket og dets Fogeder, og sagde:
Og Pharao befoel samme Dag Plagerne iblandt Folket og dets Fogeder, og sagde:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 I skulle ikke ydermere give Folket Halm at brænde Tegl med, som tilforn; lader dem selv gaae at sanke sig Halm.
8 Og lægger dem (alligevel) paa (at gjøre) det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; formindsker Intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaae hen, vi ville offre til vor Gud.
9 Lader Trældommen blive svar over Mændene, at de have at gjøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord.
10 Da udgik Folkets Plagere og dets Fogeder, og sagde til Folket, sigende: Saa siger Pharao: Jeg giver eder ikke Halm.
11 Gaaer selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal Intet formindskes af eders Trældom.
12 Da adspredte Folket sig over alt Ægypti Land, at sanke Halmstubbe for Halm.
13 Og Plagerne dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gjerning, (hver) Dags Forretning paa sin Dag, ligesom da I havde Halm.
14 Og Israels Børns Fogeder bleve slagne, hvilke Pharaos Plagere havde sat over dem, og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gjerning, at gjøre Tegl, som tilforn, saa og igaar og idag?
15 Da kom Israels Børns Fogeder, og raabte til Pharao og sagde: Hvi gjør du saa med dine Tjenere?
16 Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gjører Tegl; og see, dine Tjenere faae Hug, dog dit Folk haver Skyld deri.
4 Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder.
5 Og Pharao sagde ydermere: See, Folket er nu meget i Landet, og I ville komme dem til at høre op fra deres Byrder.
18 Og nu, gaaer, arbeider, og ingen Halm skal eder gives; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.
19 Da saae Israels Børns Fogeder, at de vare ilde deran, idet der sagdes: I skulle Intet formindske af eders Tegl, af (hver) Dags Forretning paa sin Dag.
20 Og de gik Mose og Aron imøde og stode imod dem, der de gik ud fra Pharao.
11 Saa satte de Skattens Betjente over det, at de skulde plage det med deres Byrder; og man byggede (da) Pharao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses.
5 Og det blev Kongen af Ægypten tilkjendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Pharaos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?
13 Og Herren talede til Mose og Aron, og gav dem Befaling til Israels Børn og til Pharao, Kongen af Ægypten, at udføre Israels Børn af Ægypti Land.
10 Da talede Herren til Mose og sagde:
11 Gak ind (og) tal til Pharao, Kongen af Ægypten, at han lader Israels Børn fare af sit Land.
34 Dette gjøre Pharao, og beskikke Tilsynsmænd over Landet, og tage den femte Deel af Ægypti Land i de syv Overflødigheds Aar.
20 Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao; see, han gaaer ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de maae tjene mig.
28 Og det skede paa den Dag, at Herren talede til Mose i Ægypti Land.
29 Og Herren talede til Mose, sigende: Jeg er Herren, tal til Pharao, Kongen af Ægypten, Alt, hvad jeg taler til dig.
1 Og Herren sagde til Mose: Nu skal du see, hvad jeg vil gjøre Pharao; thi ved en stærk Haand skal han lade dem fare, og ved en stærk Haand skal han uddrive dem af sit Land.
13 Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Pharao, og siig til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
22 Saa bød Pharao alt sit Folk og sagde: Hver den Søn, som fødes, kaster den i Floden, og lader alle Døttre leve.
31 Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gjører eder rede, gaaer ud midt af mit Folk, baade I, saa og Israels Børn; og gaaer, tjener Herren, saa som I have sagt.
6 Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Pharao forhærdede deres Hjerte? (er det) ikke (saa), at der han havde handlet (underlig) imod dem, da lode de dem fare, og de gik hen?
19 Pharao, Kongen i Ægypten, og hans Tjenere og hans Fyrster og alt hans Folk,
15 Der Pharao saae, at han havde faaet Luft, da blev hans Hjerte forhærdet, og han hørte dem ikke, saasom Herren havde sagt.
1 Og Herren sagde til Mose: Gak til Pharao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
1 Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Pharao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, de Ebræers Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
1 Og derefter kom Mose og Aron ind og sagde til Pharao: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Høitid i Ørken.
6 Og dine Huse skulle opfyldes, og alle dine Tjeneres Huse, og alle Ægypternes Huse; hvilket dine Fædre eller dine Forfædre ikke have seet, fra den Tid, de bleve til paa Jorden, indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Pharao.
7 Da sagde Pharaos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare? lad de Mænd fare, at de maae tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke veed, at Ægypten er fordærvet?
11 Og Mose bød Folket paa den samme Dag og sagde: