Esekiel 34:2
Du Menneskesøn! spaa imod Israels Hyrder, spaa, og du skal sige til dem, til Hyrderne: Saa sagde den Herre Herre: Vee Israels Hyrder, som føde sig (selv)! skulde ikke Hyrderne føde Faarene?
Du Menneskesøn! spaa imod Israels Hyrder, spaa, og du skal sige til dem, til Hyrderne: Saa sagde den Herre Herre: Vee Israels Hyrder, som føde sig (selv)! skulde ikke Hyrderne føde Faarene?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 I æde Fedmen og klædes med Ulden, I slagte det Fede; I føde ikke Faarene.
4 I styrkede ikke det Svage, og lægede ikke det Syge, og forbandt ikke det Sønderbrudte, og førte ikke det Fordrevne tilbage, og ledte ikke efter det, som var tabt; men med Haardhed og med Strenghed herskede I over dem.
5 Og de ere adspredte, fordi de have ingen Hyrde, og de ere blevne alle (vilde) Dyr paa Marken til Spise, og ere adspredte.
6 Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle ophøiede Høie, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er Ingen, som spørger, og Ingen, som leder efter (dem).
7 Derfor, I Hyrder! hører Herrens Ord:
8 (Saa sandt) jeg lever, siger den Herre Herre, fordi mine Faar ere blevne til Rov, og mine Faar ere blevne til Spise for (alle) vilde Dyr paa Marken, fordi de have ingen Hyrde, og mine Hyrder søgte ikke mine Faar, men Hyrderne fødte sig (selv) og fødte ikke mine Faar,
9 derfor, I Hyrder! hører Herrens Ord:
10 Saa sagde den Herre Herre: See, jeg vil til Hyrderne, og kræve mine Faar af deres Haand, og lade dem høre op fra at føde Faar, og Hyrderne skulle ikke ydermere føde sig (selv); thi jeg vil redde mine Faar af deres Mund, og de skulle ikke være dem til Spise.
11 Thi saa sagde den Herre Herre: See, jeg, jeg, ja jeg vil spørge efter mine Faar og søge efter dem.
12 Som en Hyrde søger efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg søge efter mine Faar og redde dem fra alle Stæderne, hvor de vare adspredte paa Skyes og Mørkheds Dag.
1 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
1 Vee de Hyrder, som omkomme og adsprede min Fødes Faar! siger Herren.
2 Derfor, saa sagde Herren, Israels Gud, til Hyrderne, de, som føde mit Folk: I, I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke besøgt dem; see, jeg vil hjemsøge eder for eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger Herren.
4 Saa sagde Herren min Gud: Fød de Slagtefaar,
5 hvilke de, som kjøbe dem, dræbe og holdes ikke skyldige, og de, som sælge dem, sige: Lovet være Herren, at jeg er bleven rig! og ingen af deres Hyrder skal spare dem.
15 Og Herren sagde til mig: Tag dig endnu en daarlig Hyrdes Redskab.
16 Thi see, jeg opreiser en Hyrde i Landet, han skal ikke besøge det, som udslettes, ikke søge det Unge og ikke læge det Sønderbrudte, han skal ikke opholde det, som staaer, men æde de Fedes Kjød og afrive deres Kløver.
17 Vee en unyttig Hyrde, som forlader Faarene! et Sværd (skal komme) over hans Arm og over hans høire Øie; hans Arm skal visselig visne, og hans høire Øie skal aldeles blive dumt.
14 Jeg vil føde dem med god Føde, og deres Faaresti skal være paa de høie Israels Bjerge; der skulle de ligge i en god Faaresti, og fødes med fed Føde paa Israels Bjerge.
15 Jeg vil selv føde mine Faar, og selv lade dem ligge, siger den Herre Herre.
16 Jeg vil lede efter det, som er tabt, og føre det Fordrevne tilbage, og forbinde det Sønderbrudte, og styrke det Syge; men det Fede og det Stærke vil jeg ødelægge, jeg vil føde det med Ret.
17 Og I, mine Faar! saa sagde den Herre Herre: See, jeg dømmer imellem Lam og imellem Lam, imellem Vædrene og imellem Bukkene.
18 Mon det være eder (for) lidet, at I have afædet den gode Føde? og det, som er tilovers af eders Føde, have I nedtraadt med eders Fødder; og I have drukket klart Vand, og rørt det, som var tilovers, med eders Fødder.
19 Og mine Faar, skulle de afæde det, som var nedtraadt med eders Fødder, og drikke det, som I have rørt med eders Fødder?
20 Derfor sagde den Herre Herre saaledes til dem: See, jeg, jeg, ja jeg vil dømme imellem de fede Lam og imellem de magre Lam.
31 Og I, mine Faar, (som ere) min Fødes Faar, I ere Mennesker, (men) jeg, er eders Gud, siger den Herre Herre.
34 Hyler, I Hyrder! og raaber og vælter eder (i Støv), I Ypperlige iblandt Faarene! thi eders Dage ere fyldte til at slagtes, og eders Adspredelser ere komne, og I skulle falde som et ønskeligt Kar.
35 Og Tilflugt skal være borte for Hyrderne, og de Ypperlige iblandt Faarene skulle ikke undkomme.
36 (Der høres) Hyrdernes Skrigs Lyd, og Hylen af de Ypperlige iblandt Faarene; thi Herren haver ødelagt deres Føde.
1 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
2 Du Menneskesøn! spaa imod Israels Propheter, som spaae; og du skal sige til dem, som spaae af deres (eget) Hjerte: Hører Herrens Ord.
3 Saa sagde den Herre Herre: Vee over de daarlige Propheter, som gaae efter deres (egen) Aand og see Intet!
14 Fød dit Folk med din Kjep, din Arvs Faar, du, som boer alene i en Skov midt paa Carmel; lad dem fødes i Basan og Gilead, som i gamle Dage.
7 Og jeg fødte disse Slagtefaar, fordi de ere elendige Faar; og jeg tog mig to Stave, een kaldte jeg: Liflighed, og den anden kaldte jeg: Baand, og jeg fødte Faarene.
7 O Sværd! vaagn op over min Hyrde og over den Mand, (som er) min Næste, siger den Herre Zebaoth; slaa Hyrden, og Hjorden skal adspredes, og jeg vil omvende min Haand over de Smaae.
21 Thi Hyrderne ere ufornuftige og søgte ikke Herren; derfor handle de ikke klogeligen, og al deres Fødes (Hjord) er adspredt.
22 derfor vil jeg frelse mine Faar, og de skulle ikke ydermere være til Rov, og jeg vil dømme imellem Lam og imellem Lam.
23 Og jeg vil opreise over dem een Hyrde, og han skal føde dem, (nemlig) min Tjener David; han, han skal føde dem, og han skal være deres Hyrde.
4 Og jeg vil opreise Hyrder over dem, og de skulle føde dem; og de skulle ikke ydermere frygte og ei forskrækkes og ei hjemsøges, siger Herren.
2 Thi Afgudsbillederne tale Uret, og Spaamændene see Løgn og tale forfængelige Drømme, de trøste med Forfængelighed; derfor droge de bort som en Hjord, de bleve plagede, fordi der var ikke Hyrde.
12 Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke tilhøre, seer Ulven komme, og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene.
2 Vogter den Guds Hjord, som er iblandt eder, og haver Tilsyn (med den), ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed,
15 Og jeg vil give eder Hyrder efter mit Hjerte, og de skulle føde eder med Kundskab og Forstand.
10 Hører, I Hedninger! Herrens Ord, og kundgjører det paa Øerne langt fra, og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle ham og bevare ham, som en Hyrde sin Hjord.
17 Du Menneskesøn! jeg haver sat dig til en Vægter over Israels Huus, og du skal høre Ord af min Mund, og paaminde dem paa mine Vegne.
7 Og du Menneskesøn! jeg haver sat dig til en Vægter over Israels Huus, at, naar du hører Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne.
17 Da skulle Lammene fødes efter deres Viis, og de Fremmede skulle æde i de Fedes Ørkener.
19 Og skulle I vanhellige mig for mit Folk for en Haandfuld Byg og for Stykker Brød, til at dræbe Sjæle, som ikke skulle døe, og til at dømme Sjæle til Liv, som ikke skulle leve, idet I lyve for mit Folk, for dem, som høre Løgn?
6 Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de havde afvendt dem (til at gaae) paa Bjergene; de gik fra Bjergene paa Høiene, de glemte deres Leie.
4 Derfor spaa imod dem, spaa, du Menneskesøn!