Galaterbrevet 1:14
Og jeg gik videre i Jødedommet, end mange af mine Jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var overmaade nidkjær for mine fædrene Lærdomme.
Og jeg gik videre i Jødedommet, end mange af mine Jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var overmaade nidkjær for mine fædrene Lærdomme.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12thi hverken annammede, ei heller lærte jeg det af noget Menneske, men ved Jesu Christi Aabenbarelse.
13Thi I have hørt om min Vandel forhen i Jødedommet, at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og forstyrrede den.
3allermeest fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du vil taalmodigen høre mig.
4Mit Levnet altsaa fra Ungdom af, hvorledes det haver været fra Begyndelsen iblandt mit Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne,
5hvilke have kjendt mig tilforn fra det første af, — dersom de ville vidne — at jeg haver levet som en Pharisæer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.
2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:
3Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I alle ere idag,
4og forfulgte denne Lære indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Qvinder,
5som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og hele de Ældstes Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene og reiste til Damascus, for at føre ogsaa dem, som der vare, bundne til Jerusalem, at de skulde blive straffede.
6Men det skede mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligen omskinnede mig;
4endskjønt ogsaa jeg haver det, jeg kunde forlade mig paa, endog i Kjødet. Dersom en Anden synes, han kan forlade sig paa Kjød, jeg meget mere.
5Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, af Benjamins Stamme, en Ebræer af Ebræer, en Pharisæer efter Loven,
6som forfulgte Menigheden af Nidkjærhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed.
7Men hvad der var mig Vinding, det haver jeg for Christi Skyld agtet for Tab;
15Men der det behagede Gud, som havde udseet mig fra Moders Liv, og som kaldte mig ved sin Naade,
16at aabenbare sin Søn i mig, paa det at jeg skulde ved Evangelium forkynde ham iblandt Hedningerne, da strax bespurgte jeg mig ikke med Kjød og Blod,
17drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som vare Apostler før mig, men drog bort til Arabien og kom atter tilbage til Damascus.
9Jeg selv haver vel og meent, at det burde mig at gjøre meget imod Jesu, den Nazareers, Navn,
10hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve myrdede, gav jeg min Stemme dertil.
11Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.
12Hvorfor jeg og drog til Damascus med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster;
13men midt om Dagen saae jeg paa Veien, o Konge! et Lys af Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
13mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner. Men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.
14Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
5Jeg mener dog, at jeg er ikke ringere end de saare høie Apostler.
21Derefter kom jeg til Syriæ og Ciliciæ Lande.
22Men af Person var jeg ubekjendt for de christne Menigheder i Judæa;
23kun havde de hørt: Den, som tilforn forfulgte os, prædiker nu Evangeliet om den Tro, som han tilforn vilde udrydde;
24og de prisede Gud for mig.
9Men sidst af Alle blev han og seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes en Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.
20og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, at jeg kan vinde Jøder; dem, som ere under Loven, som den, der var under Loven, at jeg kan vinde dem, som ere under Loven;
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
22Ere de Ebræer? jeg ogsaa; ere de Israeliter? jeg ogsaa; ere de Abrahams Afkom? jeg ogsaa;
2thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkjærhed for Gud, men ikke med Kundskab.
12Men jeg vil, at I skulle vide, Brødre! at hvad mig er vederfaret, har mere tjent til Evangelii Fremme;
14og at de fleste af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve desmere dristige til at tale Ordet uden Frygt.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
21Men Alle, som det hørte, forbausedes og sagde: Er det ikke den, som i Jerusalem forfulgte dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?
10Men du haver efterfulgt mig i Lærdom, Vandel, Forsæt, Tro, Langmodighed, Kjærlighed, Taalmodighed,
14Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christo Jesu, idet I ogsaa have lidt det Samme af eders egne Landsmænd, som de af Jøderne,
3Thi jeg ønskede selv at være en fra Christo forbandet Ting for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,
11Men der Synet var mig betaget ved Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
17Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket
19at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;
2og begjærede Breve af ham til Damascus til Synagogerne, paa det at, dersom han fandt Nogle, som vare af denne Tro, Mænd eller Qvinder, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3Denne vilde Paulus skulde drage ud med ham; og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker.
11da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;
16Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, for at Jesus Christus vilde paa mig, som den største, vise al Langmodighed, dem til et Exempel, som skulle troe paa ham til det evige Liv.