1 Mosebok 11:7
Velan, lader os fare ned og blande der deres Tungemaal, at den Ene ikke forstaaer den Andens Tungemaal.
Velan, lader os fare ned og blande der deres Tungemaal, at den Ene ikke forstaaer den Andens Tungemaal.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og al Jorden havde eet Tungemaal og eens Tale.
2Og det skede, der de reiste fra Østen, da fandt de en Dal i Sinear Land og boede der.
3Og de sagde, den Ene til den Anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Steen, og Liim havde de for Kalk.
4Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og Taarn, hvis Spidse (kan naae op) til Himmelen, og lader os gjøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
5Da nedfoer Herren, for at see den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
6Og Herren sagde: See, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gjøre; og nu skulde det ikke formenes dem, Alt, hvad de have overlagt at gjøre?
8Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
9Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
6Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.
7Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?
11Thi med spottende Læber og med en anden Tunge skal han tale til dette Folk,
5Af disse bleve Hedningernes Øer adskilte i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter i deres Folk.
9Sandelig, da vil jeg vende rene Læber til Folkene, at de skulle allesammen paakalde Herrens Navn, at tjene ham eendrægteligen.
21Der er skrevet i Loven: Ved dem, som have andre Tungemaal, og ved andre Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.
13Thi vi skulle fordærve dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at fordærve det.
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
19Du skal ikke (mere) see et haardt Folk, et Folk, som man ikke kan forstaae, fordi de tale saa dybt, som haver en spottende Tunge, (som haver) ingen Forstand.
23Dersom altsaa den ganske Menighed kom tilsammen paa eet Sted, og Alle tale de med (fremmede) Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne?
8Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
9De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
9Jeg vilde haste, at jeg kunde undkomme fra Uveir (og) fra Storm.
31Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk
32Disse ere Noe Børns Slægter i deres Afkomme, i deres Folk; og af dem ere Folkene adskilte paa Jorden efter Floden.
9Saaledes og, dersom I ikke med Tungen fremføre en forstaaelig Tale, hvorledes kan man da vide, hvad der tales? I ville jo da tale hen i Veiret.
3Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
4Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.
9Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører flitteligen og forstaaer ikke, og seer flitteligen og fornemmer ikke.
27og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene.
28Hvor skulle vi drage op? vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og høiere end vi, Stæderne ere store og befæstede imod Himmelen, dertilmed have vi ogsaa seet Anakims Børn der.