1 Mosebok 15:2
Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig, og jeg, jeg gaaer hen foruden Børn? og den, der staaer mit Huus for, er den Elieser af Damascus.
Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig, og jeg, jeg gaaer hen foruden Børn? og den, der staaer mit Huus for, er den Elieser af Damascus.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Og Abram sagde (fremdeles): See, mig haver du ingen Afkom givet; og see, min Børnede arver mig.
4 Og see, Herrens Ord skede til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig, men den, som skal udkomme af dit Liv, han, han skal arve dig.
5 Og han førte ham ud udenfor, og sagde: Kjære, see til Himmelen og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal din Afkom vorde.
1 Efterat dette var skeet, skede Herrens Ord til Abram i Synet og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.
7 Og han sagde til ham: Jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Chaldæa, for at give dig dette Land, til at eie det.
8 Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kjende, at jeg skal eie det?
1 Og Sarai, Abrams Hustru, fødte ham ikke (Børn); men hun havde en ægyptisk Pige, og hendes Navn var Hagar.
2 Og Sarai sagde til Abram: See nu, Herren haver tillukket mig, at jeg kan ikke føde; Kjære, gak til min Pige, maaskee jeg kunde bygges af hende; og Abram adlød Sarai Røst.
36 Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier.
17 Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.
1 Og Herren havde sagt til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Huus, til det Land, som jeg vil vise dig.
14 Og Herren sagde til Abram, efterat Loth var skilt fra ham: Kjære, opløft dine Øine og see fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.
15 Thi alt det Land, som du seer, det vil jeg give dig og din Afkom evindeligen.
7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
34 Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend.
7 Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
21 Og Kongen af Sodoma sagde til Abram: Giv mig Folket, og tag Godset til dig.
22 Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg haver opløftet min Haand til Herren, den høieste Gud, som eier Himmel og Jord,
23 at jeg vil ikke tage saa meget, som en Traad eller Skotvinge, af alt det, som dig hører til, at du skal ikke sige: Jeg, jeg haver gjort Abram rig;
2 Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd.
1 Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt, og vær fuldkommen.
2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.
12 Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham.
18 Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram, og sagde: Din Afkom haver jeg givet dette Land fra Ægyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Phrat,
19 Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den høieste Gud, som eier Himmel og Jord.
13 Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor loe Sara og sagde: Mon jeg og visseligen skal føde, dog jeg, jeg er gammel?
4 (Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.
18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
5 Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af?
40 Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg haver vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Reise, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Huus.
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
5 Da sagde Sarai til Abram: Den Ubillighed (vederfares) mig formedelst dig; jeg, jeg haver givet min Pige i din Barm, og hun seer, at hun haver undfanget, og jeg er ringeagtet af hende; Herren skal dømme imellem mig og imellem dig.
27 Og han sagde: Lovet være Herren, min Herres Abrahams Gud, som ikke haver forladt sin Miskundhed og sin Sandhed mod min Herre; (hvad) mig (anlanger), Herren haver ført mig paa Veien til min Herres Broders Huus.
27 Og Abraham svarede og sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren, alligevel jeg er Støv og Aske.