1 Mosebok 14:19
Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den høieste Gud, som eier Himmel og Jord.
Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den høieste Gud, som eier Himmel og Jord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20Og velsignet være den høieste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og (Abram) gav ham Tiende af Alt.
21Og Kongen af Sodoma sagde til Abram: Giv mig Folket, og tag Godset til dig.
22Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg haver opløftet min Haand til Herren, den høieste Gud, som eier Himmel og Jord,
18Og Melchizedek, Kongen af Salem, udførte Brød og Viin; og han var den høieste Guds Præst.
1Thi denne Melchisedek, Konge i Salem, den høieste Guds Præst, som gik Abraham imøde, der han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og som velsignede ham,
2hvem ogsaa Abraham gav Tiende af Alt, han er først, naar (hans Navn) udlægges, Retfærdigheds Konge, dernest ogsaa Salems Konge, det er, Freds Konge,
14Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
18efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
1Og Abraham var gammel, vel ved Alder; og Herren havde velsignet Abraham i Alting.
4Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
2Og jeg vil gjøre dig til et stort Folk, og velsigne dig og gjøre dit Navn stort; og vær en Velsignelse.
3Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og dem, som forbande dig, vil jeg forbande; og i dig skulle velsignes alle Slægter paa Jorden.
15I ere velsignede for Herren, som haver gjort Himmel og Jord.
28Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme, og meget Korn og Most!
6men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
3Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:
1Efterat dette var skeet, skede Herrens Ord til Abram i Synet og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.
2Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig, og jeg, jeg gaaer hen foruden Børn? og den, der staaer mit Huus for, er den Elieser af Damascus.
13Og see, Herren stod ovenpaa den og sagde: Jeg er Herren, din Faders Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd.
3Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
34Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend.
35Og Herren haver velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han haver givet ham Faar og Fæ, og Sølv og Guld, og Svende og Tjenestepiger, og Kameler og Asener
1Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt, og vær fuldkommen.
3Herren velsigne dig af Zion, han, som gjorde Himmel og Jord!
7Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Din Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
14Og Herren sagde til Abram, efterat Loth var skilt fra ham: Kjære, opløft dine Øine og see fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.
15Thi alt det Land, som du seer, det vil jeg give dig og din Afkom evindeligen.
17derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggjøre din Sæd, som Stjernerne paa Himmelen og som Sand, der er paa Havets Bred; og din Sæd skal eie sine Fjenders Port.
18Og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du adlød min Røst.
8Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det ganske Canaans Land, til en evig Eiendom; og jeg vil være dem til en Gud.
17Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.
7Og han sagde til ham: Jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Chaldæa, for at give dig dette Land, til at eie det.
12Da bøiede Abraham sig for Folket i Landet.
52Og det skede, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøiede han sig til Jorden for Herren.