1 Mosebok 18:22
Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.
Og Mændene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Saa stode Mændene op derfra og saae hen imod Sodoma; og Abraham gik med dem, til at ledsage dem.
17 Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det jeg gjør?
23 Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige?
24 Der maatte maaskee være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden; vil du og ødelægge, og ei spare det Sted for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld, som kunde (være) derinde?
25 Det være langt fra dig at gjøre efter denne Viis, at ihjelslaae den Retfærdige med den Ugudelige, at den Retfærdige skulde være ligesom den Ugudelige, det være langt fra dig, den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gjøre Ret?
26 Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve Retfærdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare det ganske Sted for deres Skyld.
27 Og Abraham svarede og sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren, alligevel jeg er Støv og Aske.
28 Der maatte maaskee fattes fem i de halvtredsindstyve Retfærdige, vilde du fordærve al Staden for de Fems Skyld? og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den, om jeg finder fem og fyrretyve der
29 Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaskee findes fyrretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det for de Fyrretyves Skyld.
26 Da saae hans Hustru om bag sig og blev en Saltstøtte.
27 Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, der, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt.
28 Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra, og til alt Landet i den Slette; og han saae, og see, en Røg opgik af Landet, som en Røg af en Ovn.
29 Og det skede, der Gud fordærvede de Stæder i den Slette, da kom Gud Abraham ihu; og han lod lede Loth ud midt af Omkastelsen, der han omkastede de Stæder, som Loth boede udi.
20 Og Herren sagde: Efterdi det Skrig af Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar,
21 (da) vil jeg nu fare ned og see, om de have gjort fuldkommeligen efter det Skrig, som er kommet for mig; eller om ikke, vil jeg vide det.
31 Og han sagde: See nu, jeg haver begyndt at tale til Herren: Der maatte maaskee findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve (den) for de Tyves Skyld.
32 Og han sagde: Kjære, Herren blive ikke vred, saa vil jeg tale aleneste denne Gang: Der maatte maaskee findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke fordærve den for de Ti's Skyld.
33 Og Herren gik bort, der han havde udtalet til Abraham; og Abraham vendte om til sit Sted.
1 Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lunde; og han sad i (sit) Pauluns Dør, der Dagen var hed.
2 Og han opløftede sine Øine og saae, og see, tre Mænd stode for ham; og der han saae dem, løb han mod dem fra (sit) Pauluns Dør, og bøiede sig til Jorden.
3 Og han sagde: Min Herre! Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, da gak ikke din Tjener forbi.
1 Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Loth sad i Sodoma Port; og der Loth saae dem, da stod han op (og gik) dem imøde, og bøiede Ansigtet til Jorden.
2 Og han sagde: See, mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Huus, og bliver (her) inat, og lader toe eders Fødder, saa maae I staae aarle op og gaae eders Vei; og de sagde: Nei, men vi ville blive paa Gaden inat.
12 Abram boede i Canaans Land, og Loth boede i de Stæder i Sletten, og udslog Pauluner indtil Sodoma.
13 Og de Mænd i Sodoma vare onde og syndede saare mod Herren.
14 Og Herren sagde til Abram, efterat Loth var skilt fra ham: Kjære, opløft dine Øine og see fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.
22 Og han lod af at tale med ham, og Gud foer op fra Abraham.
16 Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden, og hans Hustru ved Haanden, og hans to Døttre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham; og de ledede ham ud og lode ham blive udenfor Staden.
17 Og det skede, der de havde udledet dem udenfor, da sagde En: Frels dit Liv, see ikke bag dig, og bliv ikke i al denne Slette; frels dig paa Bjerget, at du ikke ødelægges.
18 Da sagde Loth til dem: Ak nei, Herre!
4 (Men) førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade Ung og Gammel, det ganske Folk allesteds fra.
3 Da faldt Abram paa sit Ansigt; og Gud talede med ham og sagde:
6 Da gik Loth ud til dem ad Døren, og lukkede Døren efter sig.
1 Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
11 Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: Abraham, Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
15 Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen.
9 Og de sagde: Gak bedre hid! og de sagde: Denne Ene er kommen til at være en Fremmed (her), og vil endeligen dømme; nu, vi ville gjøre dig mere Ondt, end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Loth, og traadte til at bryde Døren op.
5 Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet, og jeg og Drengen, vi ville gaae derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igjen
7 Da stod Abraham op og bøiede sig for Folket i Landet, for Heths Børn.
21 Da sagde han til ham: See, jeg haver og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omkaste den Stad, som du haver talet om.