1 Mosebok 29:7
Da sagde han: See, det er endnu høit paa Dagen, det er ikke Tid, at Fæet samles; vander Faarene og gaaer, vogter dem.
Da sagde han: See, det er endnu høit paa Dagen, det er ikke Tid, at Fæet samles; vander Faarene og gaaer, vogter dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene samles, og man vælter Stenen af Hullet paa Brønden; og da vande vi Faarene.
9Medens han endnu talede med dem, da kom Rachel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede (dem).
10Og det skede, der Jakob saae Rachel, sin Morbroders Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen af Hullet paa Brønden, og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
6Og han sagde til dem: Gaaer det ham vel? og de sagde: Vel, og see, Rachel, hans Datter, kommer med Faarene.
2Og han saae, og see, der var en Brønd paa Marken, og see, der vare tre Faarehjorde, som laae ved den, thi de skulde vande Hjordene af den samme Brønd, og (der laae) en stor Steen over Hullet paa Brønden.
3Og derhen skulde alle Hjordene samles, og Stenen væltes af Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igjen lægges over Hullet paa Brønden, paa sit Sted.
13Og han sagde til ham: Min Herre veed, at Børnene ere svage, og der er Qvæg og nybære Køer med mig; og dreve de dem een Dag (formeget), da døde alt Qvæget.
23Du skal grandt kjende dine Faars Skikkelse; sæt dit Hjerte til Hjordene.
12Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Qvæg i Sichem.
13Og Israel sagde til Joseph: Vogte ikke dine Brødre Qvæg i Sichem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: See, jeg (er rede).
14Og han sagde til ham: Kjære, gak, see, om det gaaer vel med dine Brødre og vel med Qvæget, og siig mig Svar igjen; saa sendte han ham af den Dal Hebron, og han kom til Sichem.
15Da mødte en Mand ham, og see, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter?
16Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; Kjære, giv mig tilkjende, hvor de vogte (Qvæg).
6Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle ophøiede Høie, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er Ingen, som spørger, og Ingen, som leder efter (dem).
7Derfor, I Hyrder! hører Herrens Ord:
16Og Præsten i Midian havde syv Døttre, og de kom og droge (Vand), og fyldte Renderne, at vande deres Faders Qvæg.
17Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og frelste dem, og vandede deres Qvæg.
18Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I saa snart (igjen) idag?
19Og de sagde: En ægyptisk Mand friede os fra Hyrdernes Haand, og drog ogsaa flittigen (Vand) op for os, og vandede Qvæget.
31Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? og Jakob sagde: Du skal ikke give mig Noget; dersom du vil gjøre mig dette Stykke, saa vil jeg fremdeles føde og vogte dine Faar.
32Jeg vil idag gaae igjennem al din Hjord og skille derfra alle spættede og spraglede Faar, og alle sorte Faar iblandt Lammene, og spraglede og spættede iblandt Gjederne; og dette skal være min Løn.
14Fød dit Folk med din Kjep, din Arvs Faar, du, som boer alene i en Skov midt paa Carmel; lad dem fødes i Basan og Gilead, som i gamle Dage.
16De have været en Muur for os baade Nat og Dag, alle de Dage, vi vare hos dem og vogtede Faarene.
4Da sendte Jakob og lod kalde Rachel og Lea paa Marken til sit Qvæg.
32Og de Mænd ere Faarehyrder; thi de ere Mænd, (som omgaaes) med Fæ; og deres Faar og deres Øxne og alt det, de have, have de ført hid.
42Men for dem, som løb silde af Faarene, lagde han ikke; saa bleve de sildefødte Labans, og de tidligfødte Jakobs.
7Og jeg har nu hørt, at du haver dem, som klippe; nu, de Hyrder, som du haver, have været med os, vi have ikke forhaanet dem, og der savnedes ikke Noget af dem alle de Dage, de vare i Carmel.
4Saa sagde Herren min Gud: Fød de Slagtefaar,
9derfor, I Hyrder! hører Herrens Ord:
71Fra at gaae efter Faarene, som vare med Lam, lod han ham komme til at føde Jakob, sit Folk, og Israel, sin Arv.
35Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke, og alle spættede og spraglede Gjeder, alt det, som havde noget Hvidt paa sig, og alt Sort iblandt Lammene; og han gav det i sine Børns Hænder.
36Og han gjorde tre Dages Reise imellem sig og Jakob; og Jakob vogtede Labans Hjorde, som overbleve.
38Jeg haver været hos dig disse tyve Aar; dine Faar og dine Gjeder have ikke været ufrugtsommelige, og Væderne af dit Qvæg haver jeg ikke ædet.
11Der opbandt han Kamelerne udenfor Staden ved en Vandbrønd, mod Aftens Tid, mod den Tid, (da Qvindfolkene pleiede at) gaae ud, at drage (Vand).
39Og de droge hen til Indgangen til Gedur, indtil mod Østen paa Dalen, at søge Føde til deres Smaaqvæg.
22derfor vil jeg frelse mine Faar, og de skulle ikke ydermere være til Rov, og jeg vil dømme imellem Lam og imellem Lam.
29Og han sagde til ham: Du veed selv, hvormed jeg haver tjent dig, og hvad dit Fæ haver været hos mig.
17Og I, mine Faar! saa sagde den Herre Herre: See, jeg dømmer imellem Lam og imellem Lam, imellem Vædrene og imellem Bukkene.
21Og det skal skee paa den samme Dag, (da) skal en Mand lade en Qviekalv og to Faar leve.
17som kan gaae ud for deres Ansigt, og som kan gaae ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed skal ikke være som Faarene, hvilke have ingen Hyrde!
38Og han lagde Kjeppene, som han havde udskavet, i Renderne, i Vandtrugene, der, hvor Faarene skulde komme til at drikke, ret for Faarene; og de undfik, der de kom til at drikke.
16Og han antvordede dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord især, og sagde til sine Tjenere: Gaaer for mig og gjører Rum imellem hver Hjord.
3Til hende skulle Hyrder komme og deres Hjorde; de slaae Pauluner trindt omkring imod hende, de afæde, hver sin Plads.
7Du gjør, at han hersker over dine Hænders Gjerninger, du haver lagt Alting under hans Fødder,