1 Mosebok 33:8
Og han sagde: Hvad vil du med al denne Hær, som jeg mødte? og han sagde: At jeg maa finde Naade for min Herres Øine.
Og han sagde: Hvad vil du med al denne Hær, som jeg mødte? og han sagde: At jeg maa finde Naade for min Herres Øine.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Og Esau sagde: Jeg har Meget; min Broder, behold du, hvad dit er.
10Og Jakob sagde: Nei Kjære, dersom jeg nu haver fundet Naade for dig, da annam min Skjenk af min Haand; thi derfor saae jeg dit Ansigt, som naar man kunde see Guds Ansigt, og jeg behagede dig.
11Kjære, tag min Velsignelse, som er bragt til dig; thi Gud skjenkede mig den, og jeg haver aldeles nok; saa nødte han ham, og han tog det.
12Og (Esau) sagde: Lad os drage frem og vandre, og jeg vil vandre frem foran dig.
13Og han sagde til ham: Min Herre veed, at Børnene ere svage, og der er Qvæg og nybære Køer med mig; og dreve de dem een Dag (formeget), da døde alt Qvæget.
14Min Herre reise nu frem for sin Tjeners Aasyn; og jeg vil drive sagteligen, eftersom Hjorden kan gaae, der er for mig, og Børnene kunne gaae, indtil at jeg kommer til min Herre, til Seir.
15Og Esau sagde: Kjære, jeg vil lade blive hos dig af det Folk, som er med mig; og han sagde: Hvortil er dette (behov)? lad mig (ikkun) finde Naade for min Herres Øine.
5Og han opløftede sine Øine og saae Qvinderne og Børnene, og sagde: Hvo ere disse, som ere med dig? og han sagde: Det er de Børn, som Gud haver skjenket din Tjener.
6Saa gik de Tjenesteqvinder frem, og deres Børn, og bøiede sig.
7Og Lea gik ogsaa frem, og hendes Børn, og bøiede sig; og derefter gik Joseph og Rachel frem og bøiede sig.
3Og Jakob sendte Bud for sig til Esau, sin Broder, til det Land Seir paa Edoms Mark.
4Og han befoel dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg haver været fremmed hos Laban og dvælet der indtil nu.
5Og jeg haver Øxne og Asener, Qvæg og Svende og Tjenestepiger; og jeg haver udsendt Bud, at give min Herre det tilkjende, for at finde Naade for dine Øine.
6Og Budene kom igjen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire hundrede Mænd med ham.
16Og han antvordede dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord især, og sagde til sine Tjenere: Gaaer for mig og gjører Rum imellem hver Hjord.
17Saa befoel han den Første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig, og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du reise hen, og hvem høre disse til, som (du driver) for dig?
18da skal du sige: Jeg (tilhører) din Tjener Jakob, det er en Skjenk, sendt til min Herre, til Esau; og see, han (kommer) ogsaa efter os.
19Og han befoel den Anden ligesaa, og den Tredie, og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Efter denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham.
20Og I skulle ogsaa sige: See, din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skjenk, den, som gaaer for mig, og siden see hans Ansigt; kanskee han antager min Person.
3Og han gik selv frem foran dem og bøiede sig til Jorden syv Gange, indtil han kom til sin Broder.
29Og han sagde til ham: Du veed selv, hvormed jeg haver tjent dig, og hvad dit Fæ haver været hos mig.
30Thi det var lidet, som du havde, før jeg (kom), men nu er det mangfoldeligen udbredt, og Herren haver velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gjøre Noget for mit eget Huus?
31Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? og Jakob sagde: Du skal ikke give mig Noget; dersom du vil gjøre mig dette Stykke, saa vil jeg fremdeles føde og vogte dine Faar.
1Og Jakob opløftede sine Øine og saae, og see, Esau kom, og fire hundrede Mænd med ham; og han deelte Børnene til Lea og til Rachel og til begge Tjenesteqvinderne.
16Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; Kjære, giv mig tilkjende, hvor de vogte (Qvæg).
8Og Israel saae Josephs Sønner og sagde: Hvo ere disse?
8Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaaer den, da kan den Hær, som blev tilovers, undkomme.
5Og han sagde til dem: Jeg seer eders Faders Ansigt, at det er ikke imod mig, som tilforn; men min Faders Gud haver været med mig.
29Og Joseph skyndte sig, thi hans Hjerte brændte imod hans Broder, og han opsøgte, hvor han kunde græde; og han gik ind i Kammeret og græd der.
12Og han sagde: Løft nu op dine Øine, og see, alle Bukkene, som springe paa Qvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg haver seet alt det, Laban gjør dig.