1 Mosebok 5:2
Han skabte dem Mand og Qvinde, og velsignede dem, og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte.
Han skabte dem Mand og Qvinde, og velsignede dem, og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Denne er Menneskens Slægters Bog: Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse.
26Og Gud sagde: Lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Fæet, og over al Jorden, og over alle Orme, som krybe paa Jorden.
27Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Qvinde skabte han dem.
28Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gjører den eder underdanig; og regjerer over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.
6Men fra Skabningens Begyndelse haver Gud gjort dem Mand og Qvinde.
4Men han svarede og sagde til dem: Have I ikke læst, at den, som skabte dem af Begyndelsen, skabte dem Mand og Qvinde,
5og sagde: Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle blive eet Kjød?
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
19Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle (vilde) Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle, og ledede dem til Mennesket, til at see, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte (hver) levende Sjæl, det var dens Navn.
20Saa gav Adam alt Qvæget og Himmelens Fugle og alle (vilde) Dyr paa Marken Navne; men for Mennesket fandt han ingen Hjælp, som kunde være hos ham.
21Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribbeen og lukkede med Kjød istedet derfor
22Og Gud Herren byggede af det Ribbeen, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde, og ledede hende til Adam.
23Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
25Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og bluedes ikke.
3Og Adam levede hundrede og tredive Aar, og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede, og kaldte hans, Navn Seth.
4Og Adam levede, efterat han havde avlet Seth, otte hundrede Aar, og avlede Sønner og Døttre.
5Og Adams ganske Alder, som han levede, blev ni hundrede Aar og tredive Aar; og han døde.
3Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, fordi han hvilede paa den af al sin Gjerning, som Gud skabte og gjorde
4Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen,
13Thi Adam blev først skabt, siden Eva,
22Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden.
23Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag.
20Og Adam kaldte sin Hustrues Navn Eva; thi hun selv var alle Levendes Moder.
21Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem.
15Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have, at dyrke den og bevare den.
7Og Gud Herren havde dannet Mennesket (af) Støv, af Jorden, og blæst Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.
8Og Gud Herren havde plantet en Have udi Eden, mod Østen, og sat Mennesket der, hvilket han havde gjort.
1Og det skede, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og dem fødtes Døttre,
2da saae Guds Sønner Menneskens Døttre, at de vare skjønne, og toge sig Hustruer af alle, som de udvalgte.
1Og Adam kjendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Cain, og sagde: Jeg eier en Mand, som er Herren.
19Og af alt det, som lever, af alt Kjød, et Par af hvert (Slags) skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være.
1Adam, Seth, Enos,
5Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag.
8Og Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev Morgen, anden Dag.
15Og de skulle være til Lys i Himmelens udstrakte Befæstning, til at lyse over Jorden; og det skede saa.
9Thi Manden er heller ikke skabt for Qvindens Skyld, men Qvinden for Mandens Skyld.
1Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær.
25Og Adam kjendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud haver sat mig (sagde hun) en anden Sæd i Abels Sted; thi Cain slog ham ihjel.
31Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.