Men det (Land), som blev trængt, skal ikke blive (aldeles) formørket; ligesom han i det Første gjorde Sebulons Land og Naphthali Land foragteligt, saa gjorde han det herligt paa det Sidste, (og det) paa Veien imod Havet, paa hiin Side Jordanen, i Hedningernes Galilæa.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Det Folk, som vandrede i Mørket, saae et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinnede et Lys.
3 Du formerede Folket, gjorde du ikke stor Glæde? de glædede sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, saasom man fryder sig, naar man uddeler Bytte.
4 Thi hans Byrdes Aag og hans Skuldres Riis, (ja) hans Drivers Kjep haver du sønderbrudt, som paa Midians Dag,
5 da den ganske Strid, deres, som strede, (skede) med Bulder, og Klæderne bleve sølede i Blod og bleve opbrændte som det, der fortæres med Ild.
13 Og der han havde forladt Nazareth, kom han og boede i Capernaum, det, som ligger ved Søen paa Sebulons og Naphthalis Grændser,
14 at det skulde fuldkommes, som er sagt ved Propheten Esaias, som siger:
15 Sebulons Land og Naphthalis Land ved Havets Vei paa denne Side Jordan, Hedningernes Galilæa,
16 det Folk, som sad i Mørke, haver seet et stort Lys, og dem, som sad i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.
78 formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie haver besøgt os,
79 for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at styre vore Fødder paa Fredens Vei.
80 Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden, og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.
32 et Lys, til at oplyse Hedningerne, og til en Herlighed for dit Folk Israel.
1 Gjør dig rede, bliv oplyst, thi dit Lys er kommen, og Herrens Herlighed er opgangen over dig.
2 Thi see, Mørket skal skjule Jorden, og Dunkelhed Folkene; men Herren skal oprinde over dig, og hans Herlighed skal sees over dig.
3 Og Hedningerne skulle vandre ved dit Lys, og Kongerne ved det Skin, som er opgangen for dig.
22 Og han skal see til Jorden, og see, (der skal være) Angest og Mørkhed; Han skal være formørket ved Trængsel, og han skal bortdrives i Dunkelhed.
2 En mørk og dunkel Dag, en Dag med Sky og stor Mørkhed, er som Morgenrøden udbredt over Bjergene, et stort og mægtigt Folk, hvis Lige haver ikke været fra Verdens (Begyndelse) og ei heller skal være efter det, saa mange Aar (der er) Slægt efter anden til.
8 Herren haver sendt et Ord i Jakob, og det er faldet i Israel.
6 Og det skal skee paa den samme Dag, da skal der intet Lys være, hverken kosteligt eller tykt.
7 Men der skal være een Dag, den, den skal kjendes af Herren, den skal ikke (være) Dag og Nat; thi det skal skee, om Aftens Tid skal der være Lys.
6 og han sagde: Det er (for) ringe (en Ting), at du er min Tjener til at opreise Jakobs Stammer og omvende de Bevarede af Israel; men jeg satte dig til Hedningernes Lys, at være min Salighed indtil Jordens Ende.
9 Og det skede i de samme Dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og døbtes af Johannes i Jordan.
18 Og paa den samme Dag skulle de Døve høre Bogens Ord, og de Blindes Øine see af Dunkelhed og Mørke.
3 Og han skal staae og føde (sin Hjord) i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og de skulle blive ved, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender.
30 Og det skal bruse derover paa den samme Dag, ligesom Havet bruser, og det skal see til Landet, og see, da er der Mørkhed, Angest, og Lyset skal formørkes i dets Ødelæggelser.
7 Paa den samme Tid skal frembæres Skjenk til den Herre Zebaoth fra det trukkede og plukkede Folk, og af et forfærdeligt Folk, fra det (blev et Folk), og hidindtil, et Folk, (hvorudi her og der) Maalesnorene (ere udstrakte), og som er nedtraadt, hvis Land Floderne Have hentaget, til den Herre Zebaoths Navns Sted, til Zions Bjerg.
27 Og det vender om mod Solens Opgang til Beth-Dagon, og skyder til Sebulon og til Jiphthah-Els Dal mod Norden, til Beth-Emek og Negiel, og gaaer ud til Cabul paa den venstre Side.
19 Solen skal ikke ydermere være dig til et Lys om Dagen, og Maanen skal ikke oplyse dig til et Skin, men Herren skal være dig til et evigt Lys, og din Gud til din Herlighed.
9 at sige til de Bundne: Gaaer ud! til dem, som ere i Mørke: Aabenbares! de skulle føde sig hos Veiene, og deres Føde skal være paa alle høie (Stæder).
16 Giver Herren eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde sig paa de mørke Bjerge; og I skulle forvente Lys, og han skal gjøre det til Dødens Skygge, og skaffe det til Mørkhed.
24 Men i de Dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin,
10 Og paa den samme Dag skal der være en Isai Rod, som staaer til Banner for Folkene; efter ham skulle Hedningerne spørge, og hans Rolighed skal være herlig.
19 See, jeg vil gjøre (Ende) paa Alle, som plage dig, paa den samme Tid, og jeg vil frelse hende, som halter, og sanke hende, som er fordreven, og sætte dem til Lov og til et (herligt) Navn i alt Landet, som de vare beskjæmmede udi.
11 Men nu (vil) jeg ikke (være) som i de forrige Dage for det Overblevne af dette Folk, siger den Herre Zebaoth.
23 See, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.
5 (I af) Jakobs Huus! kommer og lader os vandre i Herrens Lys.
22 et meget mørkt Land, som Dødens Skygges Mørkhed, (og hvor) ingen Orden er, og (hvad) der skinner, er som Mørkhed.
1 Og det skede, der Jesus havde endt disse Ord, drog han bort fra Galilæa og kom til Judæas Grændser paa hiin Side Jordan.
4 som skrevet er i Propheten Esaias Talers Bog, der siger: Det er hans Røst, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vei, gjører hans Stier lige.
14 Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: See, en Jomfru er frugtsommelig og føder en Søn, og du skal kalde hans Navn Immanuel.
13 Synger (med Fryd), I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang; thi Herren haver trøstet sit Folk, og vil forbarme sig over sine Elendige.
5 Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket fattede det ikke.
16 Og jeg vil lede de Blinde paa den Vei, som de ikke vide, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke kjende; jeg vil sætte Mørkhed for deres Ansigt til Lys, og de krumme (Stæder) til det, som er jævnt; disse Ting haver jeg gjort dem, og ikke forladt dem.
12 Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
18 Sebulon var et Folk, som overgav sit Liv til Døden, iligemaade Naphthali paa de høie Steder i Marken.
19 Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.
20 Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Tande, indtil han faaer udført Retten til Seier.
21 Thi Herren skal der være os herlig, (der skal være) et Sted med Floder, med vide og brede Strømme (paa begge Sider); intet Skib, som roes, skal fare deri, og intet ypperligt Skib skal fare derigjennem.
9 Raaber (med Fryd), synger (med Fryd) tilhobe, Jerusalems øde Steder! thi Herren haver trøstet sit Folk, han haver igjenløst Jerusalem.
8 og den skal fare frem i Juda, overskylle og gaae over, indtil den naaer til Halsen, og dens udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! (saa) vidt (som det er).