Jona 3:4
Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.
Og Jonas begyndte at gaae ind i Staden een Dags Reise, og raabte og sagde: Der ere endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omkastes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og Herrens Ord skede anden Gang til Jonas, sigende:
2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab for den den Prædiken, som jeg taler til dig.
3Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord; og Ninive var en stor Stad for Gud, tre Dages Reise.
1Og Herrens Ord skede til Jonas, Amithai Søn, sigende:
2Gjør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansigt.
3Men Jonas gjorde sig rede at flye til Tharsis fra Herrens Ansigt, og kom ned til Japho, og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og gav Fragt derfor, og nedsteg derudi at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.
4Og Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der var en stor Storm paa Havet, at man tænkte, Skibet skulde sønderbrydes.
5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.
6Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvi sover du saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaskee Gud vilde tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaae.
7Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne fornemme, for hvis Skyld dette Onde er over os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.
8Da sagde de til ham: Kundgjør os dog, for hvis Skyld dette Onde er over os? hvad er din Gjerning, og hvorfra kommer du? hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?
5Da troede Folket i Ninive paa Gud, og de lode udraabe en Faste og klædte sig med Sække, baade deres Store og deres Smaae.
6Der den Sag kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Throne, og aflagde sin herlige Kappe af sig, og bedækkede sig med en Sæk, og sad i Asken.
7Og han lod udraabe og sige i Ninive efter Kongens og hans store (Mænds) Befaling, sigende: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øxne eller Faar skulle smage Noget, de skulle ei fødes og ei drikke Vand.
8Men de skulle bedækkes med Sække, baade Mennesker og Dyr, og raabe til Gud stærkeligen, og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vei, og fra Vold, som er i deres Hænder.
9Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
7Og det skal skee, at Alle, som see dig, skulle flye bort fra dig og sige: Ninive er forstyrret, hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
8Mon du være bedre end No, den folkerige (Stad), som laae imellem Floderne, som havde Vand trindt omkring, hvis Værn var Havet, dens Muur var af Havet?
40Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Fiskens Bug, saa skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.
41Mændene af Ninive skulle opstaae i Dommen mod denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas Prædiken, og see, her er mere end Jonas.
1Da gjorde det Jonas ganske meget ondt, og hans (Vrede) optændtes.
2Og han bad til Herren og sagde: Ak Herre! var dette ikke mit Ord, der jeg var endnu i mit Land? derfor forekom jeg (det) og flyede til Tharsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.
4Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?
5Og Jonas var udgangen af Staden, og havde sat sig Østen for Staden, og gjort sig der en Hytte, og sad derunder i Skyggen, indtil han kunde see, hvad der skulde skee i Staden.
6Da beskikkede den Herre Gud et Kikajon, og det voxede op over Jonas, at der skulde være Skygge over hans Hoved, at frie ham fra hans Onde; og Jonas glædede sig saare meget ved dette Kikajon.
7Men Gud beskikkede en Orm, der Morgenrøden opgik om anden Dagen, og den stak det Kikajon, og det visnede.
8Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.
9Men Gud sagde til Jonas: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes for det Kikajons Skyld? og han sagde: (Ja,) det er vel, at min (Vrede) er optændt indtil Døden.
10Og Herren sagde: Du, du ynkes over det Kikajon, som du haver ikke arbeidet paa, og ei kommet det til at voxe, hvilket blev til paa een Nat, og blev fordærvet paa een Nat.
11Og jeg, jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken ere mange flere end tolv Gange ti tusinde Mennesker, som ikke vide (Forskjel) imellem deres høire og deres venstre Haand, og mange Dyr!
32De Mænd af Ninive skulle opstaae for Dommen mod denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonæ Prædiken, og see, her er mere end Jonas.
8Og det er beskikket, at hun skal (vist) blottes, hun skal (vist) bortføres, og hendes Piger skulle føre (hende og kurre) som med Duers Lyd, og slaae sig paa deres Hjerte.
30Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.
1Ninives Byrde; Nahums, den Elkositers, Syns Bog:
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
10Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst offre til dig, jeg vil betale det, jeg haver lovet; Salighed (hører) Herren til.
25Da faldt jeg ned for Herrens Ansigt fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, i hvilke jeg faldt ned; thi Herren havde sagt, at han vilde ødelægge eder.
13Han skal og udrække sin Haand imod Norden, og fordærve Assyrien, og gjøre Ninive aldeles øde, tør som en Ørk.
1Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørken og sagde:
2Omvender eder; thi Himmeriges Rige er kommet nær.
1Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.
12Nu derfor siger Herren ogsaa: Vender om til mig i eders ganske Hjerte, og med Faste og med Graad og med Hylen.
4Thi om syv Dage endnu vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og udslette af Jorden alle levende Ting, som jeg haver gjort.
29Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaskee findes fyrretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gjøre det for de Fyrretyves Skyld.
6Og (naar) du faaer fuldendt det, da skal du lægge dig anden Gang paa din høire Side og bære Judæ Huses Misgjerning fyrretyve Dage, (thi) jeg giver dig en Dag for et Aar.
14Herrens den store Dag er nær, den er nær og haster saare; (der er) Herrens Dags Lyd, der raaber den Vældige bitterligen.
8Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.