Dommernes bok 19:13
Og han sagde til sin Dreng: Gak, at vi kunne komme nær til et af Stæderne; og vi ville blive inat udi Gibea eller i Rama.
Og han sagde til sin Dreng: Gak, at vi kunne komme nær til et af Stæderne; og vi ville blive inat udi Gibea eller i Rama.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Og de satte sig, og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Qvindes Fader til Manden: Kjære, samtyk og bliv Natten over, og lad dit Hjerte være vel (tilmode).
7Og Manden stod op for at gaae, og hans Svoger nødte ham, og han vendte tilbage og blev der om Natten.
8Og han stod aarle op om Morgenen paa den femte Dag for at gaae, da sagde den unge Qvindes Fader: Kjære, vederqvæg dit Hjerte; og de tøvede, indtil Dagen hældede; og de aade begge.
9Og Manden stod op for at gaae, han og hans Medhustru og hans Dreng; men hans Svoger, den unge Qvindes Fader, sagde til ham: See, Kjære, Dagen tager af, og det bliver Aften, Kjære, bliver Natten over; see, Dagen er ad Ende, bliv her inat og lad dit Hjerte være vel (tilmode), saa kunne I imorgen staae aarle op for (at gaae) eders Vei, og du kan gaae til dit Paulun.
10Men Manden vilde ikke blive om Natten, men gjorde sig rede og gik bort, og kom til tvært over for Jebus, det er Jerusalem; og et Par sadlede Asener vare med ham, og hans Medhustru var med ham.
11Disse (kom) ved Jebus, og Dagen hældede saare; og Drengen sagde til sin Herre: Kjære, kom og lad os vige (af Veien) hen til denne Jebusiternes Stad, og blive i den inat.
12Da sagde hans Herre til ham: Vi ville ikke vige (af Veien) hen til en fremmed Stad, som ikke er af Israels Børn, men vi ville gaae over indtil Gibea.
14Og de gik over og vandrede, og Solen gik ned for dem, (der de vare nær) ved Gibea, som hører Benjamin til.
15Og de vege (af Veien) derhen, at komme for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden, thi der var Ingen, som annammede dem til Huus, at (lade dem) blive hos (sig) om Natten.
16Og see, der kom en gammel Mand fra sin Gjerning af Marken om Aftenen, og Manden var af Ephraims Bjerg, og han var en Fremmed i Gibea; men Mændene paa det Sted vare Benjaminiter.
17Og han opløftede sine Øine og saae den veifarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaae hen, og hvorfra kommer du?
18Og han sagde til ham: Vi gaae over fra Bethlehem i Juda indtil Ephraims Bjergs Sider, hvor jeg er fra, og jeg var gaaen til Bethlehem i Juda; men jeg gaaer til Herrens Huus, og der er ingen Mand, som annammer mig til Huus.
19Og jeg haver baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Viin til mig og din Tjenerinde og til Drengen, som er med dine Tjenere; (vi have) ingen Mangel paa nogen Ting.
20Og den gamle Mand sagde: Fred være med dig! (lad) ikkun al din Mangel (være lagt) paa mig; aleneste bliv ikke Natten over paa Gaden.
21Og han førte ham ind i sit Huus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.
22Der de nu gjorde deres Hjerter tilgode, see, da omringede Mændene af Staden, Mænd, (som vare) Belials Børn, Huset og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, (som var) Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Huus, at vi kunne kjende ham.
23Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre! Kjære, gjører ikke Ondt, efterat denne Mand er kommen i mit Huus, saa gjører ikke denne Daarlighed.
2Og han sagde: See, mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Huus, og bliver (her) inat, og lader toe eders Fødder, saa maae I staae aarle op og gaae eders Vei; og de sagde: Nei, men vi ville blive paa Gaden inat.
3Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans Huus; og han gjorde dem et Gjæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade.
4Da svarede den levitiske Mand, den Qvindes Mand, som var ihjelslagen, og sagde: Jeg og min Medhustru kom til Gibea, som hører Benjamin til, for at blive der om Natten.
5Og de Mænd i Gibea stode op imod mig og omringede mig i Huset om Natten; de tænkte at ihjelslaae mig, og de have krænket min Medhustru, saa at hun er død.
8Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke Nogen gaae til sit Paulun, og ei Nogen vige (herfra) til sit Huus.
9Men det er nu den Gjerning, som vi ville gjøre mod Gibea: (vi ville drage) imod den efter Lod.
10Og vi ville tage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer, og hundrede af tusinde, og tusinde af titusinde, at de hente Tæring til Folket; at de kunne gjøre, naar de komme til Gibea i Benjamin, efter al den Daarlighed, som den haver gjort i Israel.
10Kjære, lad os gjøre et lidet muret Kammer ovenpaa og sætte ham derudi en Seng og et Bord og en Stol og en Lysestage; og det skal skee, naar han kommer til os, at han kan vige derhen.
7Og der var en ung Karl af Bethlehem i Juda, (som hører) til Judæ Slægt, men han var en Levit, og han var fremmed der.
8Og den Mand drog fra Staden Bethlehem i Juda, for at være fremmed, hvor han fandt (Leilighed); og han kom paa Ephraims Bjerg indtil Michæ Huus, for at fuldføre sin Vei.
9Da sagde Micha til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er en Levit af Bethlehem i Juda, og jeg gaaer hen for at være fremmed, hvor jeg finder (Leilighed).
29De droge over Færgestedet, de bleve Natten over til Herberge i Geba; Rama bævede, Sauls Gibea flyede.
19Saa gjorde Israels Børn sig rede om Morgenen, og de leirede sig mod Gibea.
3Og han drog i sine Reiser fra Sønden og indtil Bethel, indtil det Sted, hvor hans Paulun var i Begyndelsen, imellem Bethel og imellem Ai,
10Da sagde Saul til sin Dreng: Dit Ord er godt, kom, lad os gaae; og de gik til Staden, der, hvor den Guds Mand var.
3Og den Ene sagde: Kjære, vil du, da gak med dine Tjenere; og han sagde: Jeg, jeg vil gaae med.
28Da sagde han til hende: Staa op og lad os vandre, men Ingen svarede; da tog han hende op paa Asenet, og Manden gjorde, sig rede og gik til sit Sted.
4Kjære, lad hentes lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under det Træ.
15Da sagde han til ham: Kom hjem med mig og æd Brød.
13Og de gik derfra over paa Ephraims Bjerg, og de kom til Michæ Huus.
5Der de kom i Zuphs Land, da sagde Saul til sin Dreng, som var med ham: Kom, lad os vende tilbage; maaskee min Fader lader af fra Aseninderne og bekymrer sig for os.
6Men han sagde til ham: Kjære, see, der er en Guds Mand i denne Stad, og han er en æret Mand, alt det, han siger, det kommer visseligen; lad os nu gaae derhen, maaskee han kundgjør os (Noget om) vor Vei, som vi gaae paa.
23Og han sagde: Hvis Datter er du? Kjære, siig mig nu, monne der være Rum i din Faders Huus, at herberge os inat?
24Og Vægterne saae en Mand, som gik ud af Staden, og de sagde til ham: Viis os, Kjære, (hvor vi kunne) komme ind i Staden, saa ville vi bevise dig Miskundhed.
19Og de sagde: See, der er Herrens Høitid i Silo fra Aar til Aar, som (holdes) Norden for Guds Huus, mod Solens Opgang, paa den alfare Vei, som gaaer op fra Bethel til Sichem, og Sønden for Lebona.
25Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge inat.
17Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Huus, og der dømte han Israel; og han byggede der Herren et Alter.
31Og han sagde: Kjære, forlad os ikke; thi efterdi du veed, hvorledes vi skulle leire os i Ørken, saa skal du (fremdeles) være vore Øine.
13Saa giver nu de Mænd frem, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaae dem ihjel og borttage den Onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst.
4Og hans Svoger, den unge Qvindes Fader, holdt fast ved ham, saa han blev hos ham i tre Dage; og de aade og drak, og bleve der om Natten.